Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

21. november 2018

Om at rive ned i stedet for at bygge op

Jeg har jo ikke postet noget herinde i lang tid. Somme tider kommer jeg til at lave en lang kommentar på FaceBook, sådan en, som de fleste tagger “tl;dr” (too long; didn’t read), således også i dag. Derfor tænkte jeg, at denne kommentar egentlig godt kunne gøre det ud for et blogindlæg. En gang imellem må man da for pokker tale om de ting, der går én på nerverne i det her land. Apropos ingenting, så er der en del mennesker, fortrinsvis fra den ydre højrefløj, der går rundt og ønsker sig et “paradigmeskift”. Det gør jeg også. Jeg ville ønske, at det blev langt mindre acceptabelt for disse at opføre sig som absolutte r*vhuller. Jeg ville ønske, at det var en aldeles utænkelig ting for Inger Støjberg at rejse til Østrig og forhandle med de derværende nazister om, hvordan man kan genere mennesker på flugt mest muligt. Jeg ville ønske, at det ikke var god latin at presse og genere og generelt sparke folk, der i forvejen ligger ned, som fx syge, langtidsledige og deres børn. Og så ville jeg ønske, at det ikke var kriminelt at være fattig. Det er det jo gået hen og blevet. Man kan blive arresteret og udvist af en hel kommune for at have sovet på gaden. Inden man kom så vidt, har man måske boet i en almen bolig, som er blevet revet ned, fordi nogen har bestemt, at den lå i et ghettoområde.

Nå, men dette var altså, hvad jeg skrev på FB her til morgen:

Det kan ad åre være en god idé at se på beboersammensætningen i visse områder, hvis der bevisligt er højere kriminalitet der. Løsningen bør _ALDRIG_ være at rive gode, sunde og relativt billige boliger ned. Boliger, hvis opførelse skatteborgerne har støttet, for manges vedkommende med glæde, idet det vil være et helvede på jord, hvis private udlejere alene kunne fastsætte huslejen samt serviceniveauet på lejeboliger. Det er, efter min mening, det, der er ghettoplanens egentlige mål: Man vil af med de almennyttige boliger. Man skal ikke have råd til at bo i Danmark, med mindre man er i stand til at købe sin bolig!

Når man nu, en gang ad åre kigger på beboersammensætningen i de såkaldte ghettoområder, vil man sikkert finde, at de fleste af de mennesker, der bor der, er enten af etnisk dansk oprindelse eller har været her så længe, at de har lært eventuelle skidtstreger i vores samfund. Det er meget forskelligt, hvordan mennesker reagerer på racisme og anden form for marginalisering. Nogle ender faktisk med at blive meget vrede. Det synes jeg ikke er så mærkeligt. Så der kunne man starte. Tage de kriminelle på egen kappe og erkende, at de er af egen avl, uanset hvor deres forfædre i tredje eller fjerde led måtte komme fra.

Hvis man endelig skal rive boliger ned her i landet, så kunne man starte med dem, der står og forfalder i udkantsdanmark, dem der er ejet af Låsby-Svendsen typer og udlejes til sociale nomader med så mange sociale problemer, at de føler sig nødsaget til at flytte, så snart underretningerne om deres forsømte og til tider misbrugte børn begynder at flyve frem og tilbage i systemet uden at nogen tilsyneladende får sig taget sammen til at gøre noget ved det, fordi sådanne familier begynder forfra i systemet, hver gang de kommer til en ny kommune!

17. juli 2010

Modvilligt trendy

E-pinion har lavet en undersøgelse, hvor de har spurgt et udsnit af alt folket, om de vil overveje at holde ferie i Danmark til næste år. På grund af vejret. Den tilføjelse forvirrer mig noget, for vejret er her vel uanset. Det kan selvfølgelig være, at man går ud fra, at flere vil forlade den synkende skude, hvis det står ned i stænger og er halvkoldt.

Men i hvert fald så viste undersøgelsen, at over halvdelen af danskerne overvejer at holde sommerferie i Danmark. Her på matriklen overvejer vi det ikke bare. Vi holder simpelthen ferie her.
Soluret er gået i stå
Også selv om soluret skulle være gået i stå for en kort bemærkning. Der var nogle underlige skyformationer her til aften. De blev fotograferet:
Tunge skyer
Selv om vi er midt i feriesæsonen, kan der sagtens komme billeder ud af det, som ikke er lige til turistbrochurerne!

Men det lader altså til, at vi er blevet del af en trend, en trend der hedder, at man holder sommerferie i Danmark.

Samtidig går der en historie om, at antallet af butikstyverier er steget helt vildt i den senere tid. I visse supermarkeder har de været nødt til at sætte hængelås på køddisken, fordi folk stjæler mørbraderne osv. Det forlyder, at det ikke udelukkende er østeuropæiske bander, men også almindelige pæredanskere, der ikke længere kan kende forskel på mit og dit. Kunne dette evt. have en forbindelse med den økonomiske krise? Nu er det ikke sådan, at fattigdom automatisk gør folk kriminelle, det kunne man ellers godt tro, når man hører pressen i disse dage, men tanken ligger alligevel snublende nær. Mon så også nogle af de moderne mennesker, der holder ferie i Danmark, også er lidt kriseramte, og mon det i virkeligheden er grunden til, at de bliver hjemme? Ja, jeg spørger jo bare.

Her hjemme har vi bare prioriteret anderledes. That’s my story, and I’m sticking to it!

1. juli 2010

Nedtælling: 9

Lyserød nellike

Advarsel: Politisk

Så blev det den første juli, og vi er for alvor inde i feriemåneden. Den første juli er også dagen, hvor den kriminelle lavalder på trods af masser af eksperters råd og vejledning blev sat ned til 14 år. Hensigten skulle efter sigende ikke være at sætte en masse 14-årige i fængsel, men det bliver nok alligevel resultatet, idet de opførelsen af de 26 ekstra pladser i sikrede ungdomsinstitutioner (der iøvrigt nok vil forslå som en skrædder i helvede) slet ikke er påbegyndt endnu.

Jeg fatter stadig ikke, hvad meningen med den nedsættelse skal være. Det er jo nok som om, unge mennesker før har kunnet begå kriminalitet helt uden, at nogen tog affære. Men det er jo ikke tilfældet! Også før i dag har man fjernet utilpassede unge under den kriminelle lavalder fra deres hjem og anbragt dem andre steder, der skulle være bedre egnet til at få dem på ret køl. Man kan dog have sine berettigede tvivl om, hvorvidt disse steder faktisk har været det.

Dog mener jeg at have hørt et pip fra et medlem af enten regeringen eller støttepartiet om, at det er “de små brødre”, man er ude efter. Eksplicit: Indvandrerdrenge, der fordi de er under den kriminelle lavalder, presses til at begå kriminelle handlinger af deres større brødre og disses venner. Der er ikke blot tale om social slagside her, det kunne også være racisme. Jeg gad også godt vide, hvad et år vil gøre i den problemstilling. Hvis det er sandt, så vil det vel bare være de 12-13 årige, der nu skal presses til kriminalitet, og så ender det vel med, at der slet ikke skal være nogen kriminel lavalder.

Hvorom alting er, så synes jeg, at det i den grad er en falliterklæring at ville straffe sig ud af problemer med kriminelle og utilpassede unge. Der ville være noget mere idé i at lave en målrettet indsats mod de bagvedliggende sociale problemer.