Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

28. december 2009

Bomber: Nej tak!

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , — Henny Stewart @ 19:25

Ja, så er det ved at være på de tider igen. Tid for det første sure opstød i sæsonen. Det handler om fyrværkeri. Som bekendt har vi en fyrværkerilov her i landet. Hvis jeg ikke tager meget fejl, så siger den, at fyrværkeri ikke er tilladt undtagen fra 1. december til og med 5. januar. Hvis man vil lave fyrværkeri på et andet tidspunkt, kan det kun lade sig gøre med en speciel tilladelse fra politiet, hvis man altså vil være på lovens grund.

Så kan man jo spørge sig (og det vil jeg helt sikkert gøre!), hvilke bagtanker lovens fædre/mødre kan have haft? Det skal jo nok have noget med nytårsaften at gøre, ville være et godt bud. Men hvorfor skal fyrværkeri så være tilladt i hele december? Den dybere sammenhæng mellem fyrværkeri og advent kan jeg altså overhovedet ikke få øje på. Næh, det må være noget med, at de handlende gerne vil have lov at sælge fyrværkeriet hele december måned. Jeg har lidt svært ved at se, hvad det fornuftige argument skulle være. De steder, hvor man sælger fyrværkeri, er underlagt skrappe sikkerhedsbestemmelser mht. hvordan fyrværkeriet opbevares, hvilken afstand der skal være til andre bygninger osv. Det er altsammen meget fint, sikkert, men hvad så når familien Danmark får sine batterier og raketter og hvad-har-vi bugseret hjem i privaten, der i begyndelsen af december? Hvor samme privat i øvrigt er behørigt dekoreret med levende lys, tørre grandekorationer og så videre? Lovgiverne må altså regne med, at borgernes hjem er af en hel anderledes sikker beskaffenhed end de autoriserede udsalgssteder for fyrværkeri. Hvordan man kan få hovedet rundt om den idé, har jeg ingen anelse om.
Bomber, nej tak!
Nu vil mange sikkert indvende, at nytårsfyrværkeri er en smuk tradition, som vi har haft i århundreder. Det skal jeg ikke kunne sige, så gammel er jeg trods alt ikke blevet endnu. Jeg kan blot huske, at da jeg var barn, var det slet ikke alle familier, der havde fyrværkeri, og de der havde, havde kun en lille smule. Nu om dage er det jo sådan, at der stinker af krudt og svovl i dagevis efter nytårsaften. Alle fyrværkeriets flotte farver kommer mig bekendt af en række tungmetaller, som man altså ganske ukritisk lader drysse ud over landskabet, i stadig større mængder år efter år. Hvis det er i orden, så mener jeg altså ikke, at man kan købe aflad ved at æde økologiske gulerødder resten af året!

Noget, der især falder mig for brystet i denne fyrværkerisæson, er de helt ualmindeligt klamme reklamer, der er rettet mod børn, eller “juniorer”, som man siger. Det er ren og skær spekulation i ulykke. Oven i købet er disse “junior-pakker” billigere end sædvanligt fyrværkeri. “Ethvert barn” ved, at det dyre fyrværkeri er mere sikkert end det billige. Det er her i landet lykkedes at forbyde reklamer for cigaretter, hvad med om man også forbød reklamer for fyrværkeri?

Som sædvanlig skal vi ikke holde nogen fest nytårsaften. Vi sidder brandvagt, mens naboerne skyder fyrværkeri helt ad h til. Ellers skal vi bare forsøge at bilde kattene ind, at det bombardement, der foregår udenfor, er helt normalt. Det er det jo næsten også blevet gennem hele december måned. Her er det vigtigt at understrege, at ordet normalt kun handler om statistik!

Endelig vil jeg igen opfordre fyrværkerielskerne til at slutte sig sammen og lave fyrværkeriet uden for byen, på et sikkert sted, hvis der endelig skal være fyrværkeri. Jeg har dog ikke det store håb om, at det forslag falder i god jord. For at det kan være rigtigt sjovt, så skal det åbenbart være mere end en anelse farligt og irriterende for andre mennesker.

15. maj 2009

Det er vist et godt år for dem…

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 13:25

Jeg ser mængder af mælkebøtter alle vegne i år. En tom grund i nærheden af min arbejdsplads er mere gul end grøn. De synes simpelthen at vælte op af jorden over det hele. I vores egen have, der jo ikke er helt så reguleret, som den kunne have været, er der også nogle stykker. Jeg synes, jeg har været meget påpasselig med at kappe hovederne af dem, når jeg er gået forbi, for dog i det mindste at forhindre dem i at sætte frø, men se om ikke et enkelt af bæsterne har sat frø alligevel!

Det er jo faktisk en meget flot frøstand, når man sådan kigger på den. Og den gule blomst er egentlig ganske køn i sig selv, hvis man bare ser på den og forsøger at lægge fordommene til side. De første skud af de grønne blade skal være gode i salatskålen. Det har jeg dog ikke prøvet, selv om de utvivlsomt er sunde. Hvorfor mon så egentlig, mælkebøtten er blevet udråbt til ukrudtet over alt ukrudt? Så meget så selv jeg nærmest pr. automatik går og afliver mælkebøtter. Hmnn. Det er da noget at tænke over.