Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

30. oktober 2014

En afkortet pakke

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: , , , , , , , — Henny Stewart @ 16:22

Så var det atter blevet tid til et kontrolbesøg hos lægerne i Aalborg. Det forløb aldeles uden blodsudgydelse, også denne gang. Men jeg blev fortalt, at den operation, jeg fik, tidligere indgik i et pakkeforløb på 5 år med to årlige kontroller. Disse pakkeforløb er over hele landet blevet kortet ned til to år p. gr. af en politisk beslutning. Det er godt to år siden, jeg blev opereret, så det skulle vise sig at være sidste gang!

Nu er det ingen hemmelighed, at jeg ikke har været begejstret for mine check-ups hele vejen igennem. Dels, at man blev udsat for en læge, der ikke kunne skrive det i journalen, vi havde talt om og efterfølgende ikke ville indrømme sin fejl. Dels det, at jeg bad om at blive fri for at møde ham igen, og så alligevel kommer til at møde ham ville vel være nok til, at jeg ikke kan beskrive disse kontroller som en succesoplevelse. Dagens læge kan jeg aldrig mindes at have set før, ligesom jeg heller ikke kendte ham, jeg snakkede med sidste gang, og det sagde jeg til ham. Han mente nu nok, at vi måtte være stødt på hinanden en eller anden gang i forløbet … Skal ikke kunne sige det. Jeg var jo bedøvet en stor del af tiden.

Så denne nedskæring er jeg ikke specielt utilfreds med. Jeg håber bare ikke, det kommer til at skade nogle andre, der har haft en bedre oplevelse ved at gå til kontrol.

Men ellers fint nok. Jeg er sq også træt af sygehuse, læger og alt, hvad dertil hører. Er også træt af sygdom, kræft især, men også al mulig anden sygelighed. Der er også andet, jeg er træt af, så måske er jeg i virkeligheden bare træt!

Stik mig lige et medikament, en eller anden, så jeg bliver frisk som en havørn og fuld af tillid til mig selv og fremtiden! Et middel mod indbygget forældelse og anden værdiløshed …

14. marts 2013

Lidt Hammershøi?

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: , — Henny Stewart @ 18:31

Smager lidt af fugl
Stolene er lidt for moderne, håndvasken i stuen er lidt malplaceret, papbægrene ved vasken endnu mere malplacerede, men ellers synes jeg, at billedet fra et venteværelse jeg sad i i dag, har lidt Hammershøi over sig, nu da jeg har kørt det gennem et akvarelfilter. Det filter fjerner ligegyldige detaljer og giver renere flader, lidt lige som når man kniber øjnene sammen. Det med at knibe øjnene sammen er noget, man lærer, når man skal lære at male akvarel.

Samme øvelse kan man med fordel anvende på resten af livet, når man kommer i tvivl om, hvor fokus skal ligge. Mit fokus skal i skarpt afgrænsede områder være på at få en anden kontaktlæge på sygehuset, men det må ikke komme til at fylde så meget igen, som det har fyldt det seneste par dage. Man må jo holde for øje, at jeg er syg, og det er derfor, jeg overhovedet har brug for en læge. Derfor er det uhensigtsmæssigt, hvis jeg skal bekymre mig over vedkommendes holdning til mig, og over hvorvidt vedkommende har tænkt sig at prøve og reparere den tillid, han har ødelagt. Den slags bekymringer har jeg lige så lidt brug for som et ekstra hul i hovedet. Det må det kære sundhedsvæsen også kunne indse og dermed lade mig få en anden kontaktperson. Ellers må der andre boller på suppen.

Resten af tiden skal mit fokus være på, at jeg faktisk har gode folk i mit hjørne, først og fremmest her hjemme. Begivenheder, der kan få én til at få en forstærket erkendelse af dette, er ikke entydigt negative, selv om jeg nok ikke har tænkt mig at sende en købmandskurv til den læge af den grund.

Update: Jeg har netop haft kontakt med forløbskoordinator, som er meget forstående og lader mig få en anden kontaktperson i det videre forløb. Det store “swuuush”, I muligvis hørte ca. 13.05 var en stor sten, der faldt fra mit hjerte.

12. marts 2013

Svært …

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: , , — Henny Stewart @ 14:08

… var det at sidde overfor en ellers flink og venlig læge og gøre rede for, hvordan man mener, at hele tre ting i hans journalnotat fra forrige kontrolbesøg er “kontrafaktiske”. Men jeg gjorde det, for det er vigtigt, og meget afhænger af, at vi er på samme side og har fat i den lange ende. Lægen syntes bestemt ikke om mine rettelser til journalen, men han accepterer, at det er sådan, jeg opfatter situationen og modtog mit rettelsesblad til journalen. Sjovt nok hænger denne plakat i ventearealet:
Opfordring
Det er jo en decideret opfordring til at give lyd, hvis man mener, noget ikke er, som det skal være. Nu brugte jeg ikke en anonymiseret henvendelse via en hjemmeside, men jeg medbragte en journaludskrift med mine rettelser i rødt. Man er vel ikke lærer for ingenting!

Resultatet bliver, at jeg skal have en række undersøgelser af det “nye”, snart halvgamle system. Disse undersøgelser er ikke at sammenligne med en skovtur i godt vejr, men det er godt, at jeg skal have dem. Jeg har jo flere gange været bange for, at der var noget alvorligt galt derinde. Det kan jeg så få af- eller bekræftet nu.