Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

26. oktober 2014

Bryllupsdag

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 5:13

I dag, den 26. oktober, er det 16 år siden, vi blev gift. Jeg var 44 og Gordon 54, så vårharer var vi ikke just. Der lå ikke mange planer bag brylluppet, ej heller var der dessiner på ægteskabet, andet end at vi begge var trætte af at være alene, ikke var i færd med at blive yngre og i øvrigt ville få svært ved at opnå opholdstilladelse i samme land, hvis vi ikke var gift. Gordon mente fra starten af, at jeg skulle se og pakke min kuffert og tage med ham til Canada, hvor han jo hørte til, og hvor han mente, at vi ville kunne få en bedre fremtid sammen.

Brudeparret

Det har gennem tiden undret nogle af mine bekendtskaber, at jeg ikke var ”frisk” og greb chancen for at emigrere, se noget, mens tid var. Jeg synes selv, at det var et stort krav at stille til mig, der med møje og besvær var kravlet ind i det, jeg mente, var byens middelklasse, hvor jeg jo stammede fra landbrugskredse. Ikke at det kan kaldes for social opstigning, masser af landmænd levede også i min ungdom betydeligt bedre liv rent materielt, end byernes arbejderklasser gjorde. Bare det, at man i hårde tider kunne regne med, at man i det mindste selv kunne dyrke det meste af sin mad, gav landmændene forspring. Ganske vist er landmandens avl til eget brug ikke gratis, men den er der til under indkøbspris og som regel i rigelig måde, hvor byens arbejdere skal ud og købe hver en liter mælk og hvert et kilo mel, og ofte netop i hårde tider må betale mere for det og derved let bliver nødlidende. Tilbage til 1998. Jeg havde et godt job, som jeg holdt meget af, som var velbetalt, og som jeg mente, jeg var god til, og som udfordrede og lærte mig noget hver dag. Der skulle have været virkelig gode grunde til det, hvis jeg skulle have opgivet det den gang. Også fordi vi alle sammen blev fyret på grund af omlægninger, og jeg var så heldig at kunne fortsætte under den nye ledelse. Gordon, derimod, havde ikke noget job i Canada. Han mente, at han ville kunne få job som vicevært i en ejendom og derved få en meget billig husleje. Men man skal som bekendt også æde, nogen mere end andre, og det ville jeg så skulle bidrage med. Min uddannelse er imidlertid ikke særlig internationalt indrettet, eller det var den i hvert fald ikke, da jeg tog den. I andre lande uddanner man lærere på universiteter og præster på seminarier, så det ville nok snarere være et job i en fast-foodbix eller noget rengøring, jeg kunne have været heldig at få. Det tiltalte mig ikke. Så det blev ret hurtigt til, at det skulle være her, vi skulle have base.

Vi boede i den lejlighed på Børsen, hvor jeg var flyttet ind seks-syv år tidligere, og der blev vi boende i et års tid, efter vi blev gift. Jeg elskede den lejlighed. Der var fredeligt og roligt, og vi havde udsigt til Rubjerg Knude Fyr på gode dage. Jeg havde indrettet den, så den passede perfekt til mit singleliv, og det var ganske svært for Gordon at se sin plads i den lejlighed. Der var jo ikke noget, der var hans, eftersom han var kommet hertil med sit habengut i en kinesisk køjesæk. Gordon begyndte at lave om på indretningen på nogle måder, som jeg ikke syntes om, blandt andet fordi jeg syntes det blev grimt og rodet og svært at holde rent, og der blev mindre plads til at gøre de ting, jeg gerne ville. Vore første skænderier udspandt sig over disse temaer, og det gør nogle af vore nuværende såmænd også. Gordon ville gerne have, at vi (læs jeg) skulle købe fast ejendom. Det var jeg ikke meget for. Der var ligesom et par voksenpoint, jeg ikke havde fået indløst, i og med at jeg altid havde boet til leje og aldrig havde været prioritetsbestyrer. Gordon drømte om et nedlagt landbrug, men nu var det sådan, at dem vidste man godt, hvad skulle koste den gang, for det første, og for det andet var de ejendomme, vi så på, absolut “fixer-uppers”, og da jeg ikke har nogle særlige talenter indenfor hverken murer-, tømrer-, smede- eller glarmesterfaget og heller ikke havde iaggttaget slige kompetencer hos min tilkommende, mente jeg ikke, der kunne blive tale om en bolig, der trængte til ret meget mere end et lag maling ind i mellem. Sådan en bolig lod sig finde i 1999, og her har vi så huseret siden. Der var sådan en fin have, da vi kom her. Bede og borter med stauder og roser. Frugttræer, søde små juletræer. Hjemmelavet drivhus komplet med tomater, agurker og en gammel vinstok. Bedene og borterne er væk, idet vi ikke gad luge, og ikke ville fortsætte med Round-up, hvilket vi var sikre på var de forrige ejeres middel of choice. Desuden er haven en lang, smal tarm, og det bliver for træls at skulle manøvrere plænetraktoren rundt om de tingester. Nu hvor de er væk, kan man lige køre en omgang med traktoren, og så er den græsplæne slået.

Frugttræerne er væk, på nær et. De stod i vejen. Det gør det sidste såmænd også, men jeg insisterer på, at det skal have lov til at stå i vejen. Ikke alt her i verden skal indrettes efter en Stiga havetraktor. Det er nemlig et sundt, ungt træ, der giver en masse syrlige madæbler. Vi udnytter dem kun lidt, men fuglene skal også have noget at bide i. Der var også et gammelt æbletræ, men det røg i den første efterårsstorm. Så havde vi to nuttede juletræer i hvert hjørne af forhaven. Disse voksede til faretruende størrelse i løbet af få år. Så var det godt at have en canadier i huset, som kan fælde den slags uden at skade liv, lemmer eller ejendom. Drivhuset gav efter for et par meter sne en af de første vintre. Vinstokken er der til gengæld stadig, men den giver ikke noget udbytte. Det skal lige tilføjes, at jeg aldrig har arbejdet så meget som fem minutter i den have. Jeg kan rigtig godt lide idéen om en have, og jeg er fuld af beundring for andres haver, både med hensyn til den variation, de har i deres beplantning, og den måde, de har formået at faktisk lave rum i haven, som man i hvert fald om sommeren kan udvide sit hus ganske betragteligt med. EDIT: Men selv er jeg altså ikke til havearbejde af nogen art.

totempæl

Se Canada skulle jeg da. Der blev skaffet billetter. Jeg kan have bildt mig det ind, men jeg mener bestemt, der var røster inde over, der håbede, at jeg ville blive så begejstret for det nordamerikanske, så jeg ville tigge og bede om at få lov at blive. Dette kom ikke til at ske. Jeg mente at kunne se, at vi ville havne på samfundets bund, og der mente jeg ikke, at vi hørte til. Så havde vi jo også lige købt hus, og endelig er jeg da nok en værre hjemmefødning. Selv om jeg ikke har ret meget kontakt med min familie, mine naboer eller andre, så er det altså her, jeg hører til, herfra min verden går. Og så var der jo også det gode, interessante, velbetalte job.

Det er ikke mange af vores bryllupsdage, vi sådan har fejret. Ja, knap nok den første. Vi blev viet af kommunaldirektøren. Vi havde pænt, rent tøj på. Der var hverken blomster, ringe, fest, gæster eller gaver. Måske har vi som oftest glemt bryllupsdagen af den grund. Vi kan også have valgt at ignorere den nogle gange, fordi vi havde fået en idé om, at vores ægteskab ikke havde været helt så god en idé, som vi i begyndelsen troede. Det er vel de færreste, der kan sige sig fri fra sådan nogle perioder, især ikke, når der vitterligt er en interessekonflikt: Den ene vil ét, og den anden vil noget helt andet. I vore dage er det jo ikke så nemt, at den ene pr. default får lov at bestemme, når der er uenighed. Vi vil ikke acceptere noget ringere end lighed, men det koster så nogle lange drøftelser, en dialog, så man kan blive klar over, hvad man hver især vil, og hvordan man kan få mest muligt af det man selv vil have, samtidig med at den anden part får mest muligt af det han vil. Men det kan jo godt blive noget op ad bakke, når de to parter faktisk ville foretrække at bo på hver sit kontinent, lige bortset fra, at de også vil bo sammen. Dertil kommer, at jeg har måttet træffe upopulære dispositioner, fordi det er mig der hænger på dem i juridisk og økonomisk forstand. Hvilket i sin tur medvirker, at vi ikke har kunnet få det helt ligeværdige forhold, som vi havde ønsket os.

Yderligere pres på foretagendet er sygdom. Vi har hver vores. Mine bloglæsere ved godt, hvad jeg går og kæmper med, fysisk og psykisk. Manden har også sit at kæmpe med. Her har vi ikke været gode til at aflaste hinanden. Mens jeg var hundesyg, var Gordon fantastisk, men der var ikke nogen, der hjalp ham med, hvordan han skulle tackle det at have en dødeligt syg kone. Omvendt har jeg heller ikke fået nogen information om, hvordan jeg bedst hjælper ham med de ting, der trykker. Der er skræmmende ting imellem, f.eks. hans tendens til at få blodpropper. For ikke at tale om, når han af en eller anden grund har fået for meget blodfortyndende medicin og bløder ud af fingerspidserne.

For Gordon blev det simpelthen for meget her i vinter. For det første var jeg stadig svag og meget krævende og langt, langt nede. For det andet tog stormen ”Bodil” vores tag med på en tur, og pludselig skulle vi have tømrere og taglæggere rendende og gå og være nervøse for, om forsikringen nu ville dække. Det blev for meget for ham, han var ved at blive kvalt, og han tog simpelthen og pakkede en kuffert og tog væk i 6 uger. Det var midt i vinteren, og huset kunne ikke varmes ordentligt op. Jeg var fortvivlet, for jeg kunne ikke overkomme nogenting. Bare det at lukke kattene ind og ud blev til et fuldtidsarbejde. Samtidig var jeg under et vist pres fra Jobcentret. Jeg skulle i praktik. Bare det at komme til møde på Jobcentret føltes som hårdt arbejde. Jeg havde været vant til at blive kørt derhen. Nu fandt jeg så ud af at tage bussen. Jeg fandt også ud af, at man ikke dør af at tage bussen, så det var på en måde en god ting.

Måne

Nå, men Gordon kom tilbage fra vildmarkseventyret, eller hvad det nu var, jeg kom i praktik, og på den måde gik mange måneder. Og nu har vi vores 16. bryllupsdag. Iflg. Wikipedia er den 16. bryllupsdag Månebryllup og der er ingen specielle traditioner tilknyttet. Rart at vide, at man er frit stillet.

2. juli 2010

Nedtælling: 8

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 14:05

Lyserød rose

Advarsel: Politisk

Kvindelige politikere er bag en række “skandaler” her i landet, og ved I hvad: Det er jeg godt og grundigt træt af.

Nu er det ikke, fordi jeg sympatiserer noget særligt med vores udenrigsminister, men hold da helt fast i glorien, hvor har hun fået tæsk, fordi hun sendte afbud til et møde med andre udenrigsministre for at tage på en familieferie, som i lang tid i forvejen havde været planlagt. Jeg gad nok se den mandlige politiker, der ville blive trukket igennem maskineriet på samme måde for en lignende forseelse. Det kan da godt være, at det ikke var det smarteste træk af en ny udenrigsminister, der selv havde ønsket jobbet og taget det fra en i øvrigt meget populær og sandsynligvis kompetent mand. Min påstand er, at det netop er det, der er problemet. Hun tog selv, og hun skubbede en mand til side. Det gør man ikke ustraffet. Men prøv en gang at forestille jer, hvad pressen kunne få ud af det, hvis det kom frem, at hun forsømte sine børn, f.eks. ved ikke at have tid til at tage på ferie med dem. Nej, tal om at være i en situation, hvor man ikke kan gøre noget rigtigt!

I den seneste tid har pressen så festet over Helle Thorning-Scmidt og hendes mand, der hidtil ikke har betalt skat i Danmark. Come on, people! Manden er ikke dansker, han bor ikke i Danmark, han arbejder ikke i Danmark. Han har en kone og et par børn, der bor her, og dem besøger han en gang i mellem. Faktisk synes jeg ikke, at det er særligt indlysende, hvorfor han skal betale skat her. Han har også familie i England og han er britisk statsborger. Ville det ikke være mere logisk, hvis englænderne forlangte deres skålpund kød? Det synes jeg. Nu har parret så valgt at selvangive for 2009 og frem her i landet, selv om det egentlig ikke burde være nødvendigt, at de skal gøre det. Men vil det stoppe snakken? Sandsynligvis ikke. Men bliv mig fra livet med forargelsen, den hører altså ingen steder hjemme!

Jeg kan ikke lade være med at se en hel del heksejagt i de to ovennævnte eksempler, og man kunne sagtens gå længere tilbage og finde andre, tilsvarende eksempler. Man synes simpelthen, der er frit slag for at svine kvindelige politikere til på en måde, som man aldrig ville drømme om at gøre ved mænd.

12. juni 2009

Så knækkede filmen!

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 18:26

For nylig havde vi alle mulighed for at stemme for eller imod en tronfølgelov, der skulle sikre “ligestilling” i kongehuset. Personligt endte jeg med at stemme “nej”, fordi jeg ikke brød mig om den manipulation, der lå i måden, spørgsmålet blev præsenteret på. Jeg havde gerne set en gennemgribende grundlovsændring, så man havde fået noget om magtens tredeling, folkestyre og menneskerettigheder og mindre om “kongen gør dit og dat”. Så jeg stemte altså “nej”, selv om jeg selvfølgelig går ind for ligestilling og selv om jeg som sådan ikke har noget mod kongehuset. Jeg har hidtil syntes, at kongehuset var en god repræsentant for landet og på mange måder både mere dekorativt og underholdende end en mere eller mindre demokratisk valgt præsident ville være.

Men nu er det så, at filmen knækker. Ja, jeg har ikke selv set prinsgemalen komme med de famøse udtalelser, så det er da muligt, at jeg nu hopper i med begge ben. Men selv ikke for sjov, med glimt i øjet burde han antyde, at han skal kaldes konge. Endnu værre bliver det, når man hører, at flere politikere mener, det ville være i orden at give ham den titel, hvis kongehuset ønsker det.
Jeg siger det bare: Hvis prins Henrik får titel af konge, også selv om det er nok så meget uden portefølje, så er jeg færdig med at være royalist. Sådan en kong Gulerod kan vi ikke bruge til noget som helst:
Kong Gulerod

Som det så rigtigt er blevet sagt, så er kongehuset kun legitimeret i kraft af sin ælde, hermed også i kraft af, at de er repræsentanter for en tradition, som nogle af os tillægger en vis værdi, så har de edder**** også at rette sig efter den tradition. En konge er en regent, basta. Den titel hverken kan eller skal man kunne gifte eller surmule sig til. Så er vi nemlig ude i noget karneval eller grotesk teater, der ikke har noget som helst med historien at gøre.

Hvis der bliver mere ud af den sag, melder jeg mig ganske enkelt i republikanernes rækker.

Hvad siger I andre, er det OK med en Kong Henrik af Danmark?