Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

23. december 2016

Hvor der er liv …

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 11:55

231216
… er der håb, plejer man at sige.

En gang om året, sådan ca., skal en, der også bor her på adressen, bevise over for den canadiske regering, at han stadig er i live. Det burde være nemt med dagens tekniske niveau. Han burde fx kunne ringe dem op med Skype og vrikke lidt med ørerne, men så nemt er det selvfølgelig ikke. Det er heller ikke nok, at han skriver under på skemaet og sender det tilbage. Det skal bevidnes, og det er heller ikke tilstrækkeligt, at jeg bevidner, at der er liv i ham. Der skal mere autoritet til. Så han plejer at tage ud på politistationen og få dem til at bevidne og stemple. De har åbenbart andre, der kommer for det samme. I hvert fald har der aldrig været problemer med at få dem til det.

Men dokumentet skal også sendes til Canada, og der er det ikke godt nok at skanne det og sende det på mail, hvilket ellers ville være det mest fornuftige. Nej, dokumentet skal sendes med snailmail. Det indebærer, at man skal vove sig ind i “Metropolen” (det lokale bud på en “shopping mall”), stille sig i kø ved Brugsen, hvor posthuset har lejet sig ind ved en lille skranke. Sidst var det mig, der fik æren. Jeg betalte et exorbitant beløb for at få skidtet sendt af sted. Næste dag lå brevet i vores egen postkasse, og selv om jeg havde kvitteringen, og selv om det helt åbenlyst var de klokkere, der havde lavet en fejl, måtte jeg betale en gang til.

Men det var forrige gang. Denne gang ville manden klare sagerne selv. Han stod op klokken 8 i morges og kørte til politiet, hvor han fik sin underskrift og sit stempel. Derefter kørte han til Metropolen, hvor han kunne konstatere, at posthuset ikke havde åbent endnu. Vel hjemme igen gik han på nettet, hvor han kunne se, at de ikke åbnede før klokken ti. Han kørte tilbage, og kunne konstatere, at der stadig ikke var åbent, og nu kunne han se, at der var et skilt, hvor der stod, at de åbnede klokken 11. Han brugte ventetiden til at gå amok i de omkringliggende butikker. Det blev til en pose chips, der ikke smager ret godt, selv om de var fem kroner dyrere end dem, han plejer at købe. Men endelig åbnede postskranken, og dokumentet blev sendt. Det vil så ikke kunne lande i vores postkasse før tidligst på tirsdag på grund af det dersens jul.

Åh, ja, den canadiske regering ville være ret lige glad med, om han var i live endnu, hvis ikke det lige var for det med pensionen.

Det ville være rart, hvis man kunne sende sådan noget direkte fra politistationen. På den måde kunne politietaten samle lidt op på det, som postdittoen har tabt.

14. november 2016

Næsen ud af skraldespanden!

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , , — Henny Stewart @ 13:06

Det var dog en mærkelig kommando at give sig selv, vil nogle måske mene. I det mindste kræver den nok lidt forklaring. Den følger her, ikke mindst som påmindelse til mig selv:

Sidste uge var ærlig talt fuld af dårlige nyheder, sådan på det internationale plan. En helt utænkelig kandidat går hen og vinder det amerikanske præsidentvalg, selv om modkandidaten faktisk endte med at få over 2 millioner flere stemmer end han.

I en helt anden boldgade, ja, så mistede vi Leonard Cohen. Han er nok den eneste popmusiker, hvis man kan kalde ham det, som jeg har været fan af. Selv om han var gammel, vil jeg alligevel have lov til at være ked af, at en af ungdommens helte ikke er til mere.

Men tilbage til den anden situation. Jeg har læst kilometervis af artikler om, hvordan det kunne gå til, at den herre, hvis navn ikke skal nævnes, gik hen og blev valgt. Jeg har læst fornuftige, velargumenterede fremstillinger, hvor jeg virkelig godt kan undre mig over, at de ikke blev fremsat mange måneder før valget. Jeg har læst bloddryppende sejrsmanifester fra *rumptilhængere, og det er her, det med skraldespanden kommer ind i billedet. Mange af disse “artikler” befinder sig på websites, hvor man også kan få råd om, hvilken mad, man aldrig bør spise. Det er gerne 10 eller 15 forskellige ting. Desuden kan man se, hvor grim Kirstie Alley er gået hen og er blevet. Gerne 10 eller 15 forskellige billeder. Hun er blevet 66, folkens! Hallo, det ville sq da være underligere, hvis hun stadig lignede en på 20! Sådanne skraldespandssider, samt sider, der efter det øvrige indhold at regne nok drives af en organisation, der staves med tre bogstaver og går rundt med hvide poser over hovedet, når de er ude og terrorisere. Den slags sider vil jeg også regne til skraldespanden, endda til skraldespandens bund!

Sagen er den, at det jo er temmelig længe siden, jeg var teenager. Jeg ved altså godt, at der ikke er nogen verdens ting, jeg kan gøre for at skaffe verden af med denne, næste præsident. Men det påvirker mit humør og generelt min vilje til at leve at beskæftige mig med ham, hvadenten det nu er fra fornuftige kilder, der bare er lidt sent ude eller fra skraldespanden. Derfor har jeg besluttet, at det skal være slut med den research her fra. Jeg vil gå så langt som til at skifte kanal, når den personage viser sig i nyhederne. Endvidere vil jeg blokere indlæg, der handler om ham, i hvilket af mine nyhedsfeeds, de end måtte forekomme.

Hvis jeg kommer til at virke en anelse verdensfjern i den nærmeste fremtid, så er det altså bare, fordi mit nyhedsindtag er blevet meget selektivt.
Dagens ur

3. december 2013

Haiku, warts and all

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 17:47

3. december
At tvinge mig til poesi, det er der ingen mening i. Sådan skrev vi frejdigt i barndommens poesibøger. Sammen med andre gode råd og ønsker. Som fx: “Gift dig med en sømand, for han er aldrig hjemme”, og “lev vel” skrevet over kors. Jeg har aldrig været fristet til at skrive poesi af nogen slags, men for et stykke tid siden tog jeg en opfordring op om at skrive “haiku digte”. De skulle handle om ure og være på engelsk. Det gik så vældigt, selv om det eneste, jeg har fattet ved haiku er, at de skal bestå af 5-7-5 hørlige stavelser. Der er en eller anden betingelse mere, som er gået hen over hovedet på mig. Noget af det, de virkelig gode haiku digte kan, er at en gang 5-7-5 fortæller hele historien. Så meget er jeg ikke i stand til at komprimere mine historier; jeg bliver gerne ved et stykke tid, når jeg først er kommet i gang. Denne form for udtryk adskiller sig således ikke fra andre udtryksformer, jeg har beskæftiget mig med. 😀

På lånt tid er jeg.
Kunne have været død nu, ja,
men er her stadig.

Liv med smerte og
ydmygende vaner og
i det ekstreme.

Stadig liv i mig.
Endda et smil nu og da.
Livets ironi?

Hvornår er det slut?
Hvad skal jeg igennem først?
Det bestemmer jeg.

Meget ansvar, ja.
Ingen hurtige ryk ud,
ind, eller fremad.

Lånt tid, men skal de
have den tilbage? Hvorfor?
Hvordan og hvornår?

Tiden er min nu,
selvom jeg låner den, ja.
Noget skal jeg med den.

Om ikke andet:
Begå et haiku eller
to. Måske kun to.