Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

27. oktober 2009

“Lysterapi”

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , — Henny Stewart @ 15:20

På grund af den skide influenza har jeg ikke været meget ude i 10-11 dage, og det kan altså mærkes på humøret. I dag var så en fin solskinsdag, så vi tog en lille udflugt på vej hjem fra arbejde. Det er rart at se marker og træer, køer, heste osv., når man føler, at man har kukkeluret indendørs alt for længe. Vores vej faldt forbi Tårs, og jeg valgte at fotografere lidt omkring Boller Sø:

Boller sø, set gennem træerne

Boller er navnet på herregården lige ved siden af. Søen er en kunstigt anlagt sø, der er anlagt, hvor der engang var en sø, som man drænede. Sådan er det jo med den kære “natur”, at den bliver lavet om på, alt efter hvad der nu er moderne og oppe i tiden. En gang var det “hvad udad tabes, må indad vindes”, og hver en stump jord, uanset hvor tør, fugtig, eller i øvrigt ufrugtbar skulle opdyrkes.
Boller sø og Boller Hovedgård

Nu om stunder, hvor landmænd får EU-støtte for ikke at dyrke jorden, kan man så “genoprette” naturen. Grave drænrørene op og få søerne og moserne tilbage, lade sandet fyge frit og klitter opstå i det, der tidligere var marker osv.
Boller sø med efterårsløv

Det gode ved det er, at man får nogle “rekreative områder”. Nogle pæne steder, hvor vi andre kan komme hen og nyde vejret og tage billeder, hvis vi vil. Natur skal man bare ikke kalde det.

Jeg er bare glad for, at de mennesker der sled hårdt for at dræne søen i sin tid, ikke lever og kan se, hvordan man formedelst en større sum penge har lavet sø igen.

25. oktober 2009

Slut på sommertiden

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 15:12

Så blev det atter tid til at sætte urene en time tilbage. Faktisk så klarer de fleste apparater det med sommer/vintertid aldeles automatisk. Det var vist bare armbåndsuret og mobilen, jeg var nødt til at stille på manuelt. Jo, og så mit vækkeur, som jeg købte i min grønne ungdom.

Det at stille urene en time tilbage er en af de gode ting ved efteråret, efter min mening. Og den slags ting er der god grund til at samle på. Det er ligesom den time gør det lidt lettere for mig at følge med på denne tid af året, og som sagt: Every little helps!

Selv om der ikke er meget lys i dag, tog jeg lige en havevandring:
Efterårsløv, bær og svindende dagslys

Det er helt utroligt, så mange bær-agtige ting, der er derude i år. Ja, de må vel have været der de andre år også, sådan noget kommer jo ikke fra den ene dag til den anden. De er bare i overvældende mængde i år, og nu, da meget af løvet enten er blevet gult eller blæst væk, kan man se bærrene ekstra meget. Trods det blege dagslys giver de farve til dagen.

Der er ikke noget billede af det, men måske har vi trods alt en fremtid som vinnbønder, min mand og jeg. Vores vinstok, der står på friland, efter at vi har fjernet det gamle drivhus, der var bygget omkring den, har båret 10-12 klaser druer i år. De nåede ikke at blive modne, men de var der.

12. november 2008

Vi har brug for: Lys

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 16:31

Og det får mange mennesker ikke nok af på denne årstid. Nogle af os oplever tristhed og nedsat energi i den mørke tid, og for en del mennesker udarter dette sig i en regulær depression, der skal behandles med antidepressiv medicin.

SAD, som det meget apopos er blevet kaldt, forsøges også somme tider kureret med lysterapi, hvor man sidder i timevis foran en speciel lampe. Den har jeg ikke forsøgt endnu, men det kunne være, man skulle prøve.

Personligt har jeg længe været tilhænger af en helt anden ordning: Hvorfor ikke lukke Danmark fra og med november til og med februar? Jamen hvad så med julen, vil nogen sikkert indvende. Den kan jeg selv godt undvære, men hvis folk ikke kan finde ud af at holde jul under de varmere himmelstrøg, som man iflg. min idé ville fortrække til, kunne man vælge at dispensere, så sentimentale individer kunne slippes tilbage over grænsen den 24. og den 25. december, men så var det altså bare tilbage til subtroperne igen!

Gratisavisen MetroExpress har fået lavet en undersøgelse af omfanget af danskernes problemer med den mørke årstid. Op mod halvdelen rapporterer tristhed og manglende energi, altså får de sandsynligvis ikke bestilt ret meget, når de er på arbejde. Hvis man nu skibede dem sydpå, kunne man måske sende noget arbejde med eller også ville det, at man var fri for at være i Danmark i den mørke tid, bevirke et så stort boost af folks energi, at de nemt kunne klare et års produktion på 8 måneder. Hvem ved? Det var vel et forsøg værd?

Hvor skulle man så tage hen? Det ville blive det næste spørgsmål. Jeg har prøvet at være i Sydspanien i juleferien. Det var ærlig talt ikke særlig rart. Der var nemlig lidt halvkoldt, og spanierne forstår simpelt hen ikke det der med centralvarme. Når man kom ind et eller andet sted, havde de typisk anbragt et bækken med nogle trækul i midt på gulvet. Så kunne man stå ved dette bækken og varme hænderne lidt. Nej, i Spanien kan man godt risikere, at der ikke er godt at være i december og januar. Man måtte altså søge længere sydpå for at være sikker på, at der var varmt nok.

Nu må man selvfølgelig ikke glemme, at der også findes besynderlige individer, der påstås ligefrem at nyde den kolde og mørke tid. Det er vist noget med, at de vader rundt i orange/gule skovbevoksninger, iført kabelstrik og medbringende varm chokolade på termoflaske. Men den hopper jeg nu ikke på. Jeg tror, det er noget reklameindustrien har fundet på. Jeg synes forresten ikke, at man ser orange/gule træer mere. Det er som om, der kommer en storm og vipper alt løvet af træerne, så snart det ikke er helt frisk og saftspændt mere. Var der nogen, der sagde global opvarmning?

Men hvis man skal opholde sig et sted, hvor der er koldt, er det nok bedst at vælge et sted, hvor folk er vant til, at det er koldt. Der forstår de sig nemlig på centralvarme! – Noget, vi sagtens kan komme til at sætte endnu mere pris på her i landet, hvis det går, som visse videnskabsmænd har spået: At Golfstrømmen i løbet af få år stopper, og vi får koldt vejr året rundt her.

For nu at komme tilbage til begrebet SAD, så hedder det sig også, at man kan holde sin SAD stangen ved at gå lange ture og få så meget ud af dagslyset som muligt. Nu er det bare sådan, at ved det lav man kommer hjem fra arbejde, er det ved at være mørkt, og hvem gider bevæge sig ud i det? Og da slet ikke, hvis det blæser og regner. Og så kan det også sagtens være, at ens energiniveau er så langt nede, at man på ingen måde orker andet end en lur eller at sidde og stene foran fjerneren. Men sundt er det altså ikke, og slet ikke i kombination med de dårlige madvaner, nogle af os holder sig specielt i den mørke tid.

Måske kunne man indbygge det helbredende lys i TV- og computerskærme? Det ville da være smart og måske også lettere at få folk med på end det der med at lukke kongeriget 4 måneder hvert år og tage hen, hvor peberet gror.