Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

28. februar 2016

Overfladiskheder

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 15:52

Jeg går og bliver noget indskrænket.

Ikke mindst fysisk. Den kolde tid er ikke god for mig, har egentlig aldrig været det, men efter at jeg blev syg, er det blevet så meget værre. De neuropatiske smerter i mit ar i bugen bliver meget fremherskende, når det er koldt. Det føles som et bræt, jeg har hængt op i nogle tynde tråde, sådan ca. der hvor mellemgulvet sidder. Når dette bræt kommer i bevægelse slår det mod lungerne og brystkassen og hvad jeg ellers har derinde. Sådan føles det. Jeg ved jo godt, at der ikke tale om et bræt derinde. Jeg får medicin, der virker rigtig godt mod de neuropatiske smerter. De virker godt, på den måde, at der kan være timer, hvor jeg ikke har smerter, og hvor jeg så kan være heldig at foretage mig noget konstruktivt, hvis jeg jeg skulle føle for det. Jeg er jo nødt til at spørge mig selv, om jeg nu også gider, hver gang. Man anbefaler pr. automatik motion mod alverdens problemer i dagens Danmark. Efter min mening er det, fordi man ikke har noget bedre at komme med. Det holder for så vidt, at i perioder, hvor jeg er i stand til at motionere, så har jeg det bedre. Men det er og bliver en “hønen og ægget” diskussion.

Nu, hvor jeg ikke skal ud, så bliver jeg så vidt muligt indenfor, når det er koldt. Med varmen skruet op så meget, vi nu synes og tillæg af vatterede veste, når det er værst, så går det helt ok i lange perioder.

Når man så opholder sig indendøre, i sit hjem, så sker der i mit tilfælde det, at jeg får øje på det interiør, jeg omgiver mig med. De få mennesker, der har været indenfor her, vil kunne bekræfte, at det ikke er noget kønt syn. Hvordan det er gået hen og blevet sådan, er der adskillige forklaringer på. En af de vigtigste er, at jeg valgte ikke rigtig at lægge mærke til tingenes tilstand i mange år. Det ville have krævet en stillingtagen og en indsats, og jeg var “anderswo engagiert” og ikke parat til at yde nogen videre indsats. En anden vigtig grund er, at huset vi købte, allerede på det tidspunkt var en “fixer upper”, men den renovering det skreg og skriger på, indfandt sig ikke. Vi var “anderswo engagiert” og havde ikke de fornødne ressourcer til at yde den indsats, der skulle til. Det var i hvert fald de undskyldninger, jeg brugte, for at jeg lukkede øjnene og bare lod stå til.

Jeg har nok altid haft problemer med at holde orden, men i perioder er det da lykkedes mig at organisere og holde nogenlunde rent omkring mig. Jeg har ikke mange beviser, for tilbage i tiden før det digitale fotografi skulle der noget særligt til, for at man tog et billede. Nogle få stykker er det dog blevet til, og selvom indretningerne bestod af arvestykker og billige ting, så var de ikke så tossede. Når det roder og er grimt, tager man selvfølgelig ikke billeder af det, hverken med eller uden digitalkamera, ikke med mindre man hedder Jacob Holt og er på besøg hos nogle andre, der bor meget langt væk fra en selv. Jeg har været i gemmerne for at finde de – meget få – skud af mine indretninger, der eksisterer. De er så gamle, at de er fra tiden før Instagram, hvis der er nogen, der kan huske så langt tilbage.

Indendørs
Det store billede er fra min lejlighed i Skagen, hvor jeg langt fra var så glad, som man skulle tro, når man kigger på billedet. Ved siden af er et gammelt skud fra den stue, jeg sidder i lige nu. Den så bedre ud den gang, tro mig, og jeg ser, at jeg havde flere forskellige slags potteplanter, ikke kun en slags som nu … Det tredje billede er fra en lille lejlighed i et baghus her i Hjørring, hvor jeg boede et par år. Man ser, at jeg har en guitar stående fremme. Det har jeg ikke mere, idet jeg ikke kan stole på, at kattene vil lade være med at bruge den til kradsebræt. Derfor opbevarer jeg guitaren i et skab, hvor det åbenbart er meget svært at få den fundet frem fra. Det er i hvert fald ikke sket i adskillige år. Musikverdenen er sikkert ikke rigtig gået glip af noget, men jeg er. Jeg kunne godt lide at lære de forskellige stykker musik, som jeg elsker, selvom jeg ikke rigtig kunne få det til at lyde kønt. Det sidste billede er også fra Skagen. Man ser en plakat af Karsten Scmidt-Olsen på væggen. Hvor den er blevet af, ved jeg ikke. Den er nok blevet efterladt et eller andet sted ved en af de 18-19 flytninger, jeg har gennemført i mit voksenliv. Det samme er sket med den stol, jeg sidder i på det første billede. Jo! der er en grund til at bringe det billede, ud over det med at poste ældgammel selfie. Den stol er nemlig sådan en her:
Bamsestol
Folk, der følger lidt med, vil vide, at det er en af Hans J. Wegeners mange berømte stole. Nu om dage får man ikke en ny af dem for under 100.000kr. Brugte kan man få dem til ca. det halve på flere af de kendte auktioner, men så ser de også herrens ud.

Da jeg havde min Bamsestol, var det ikke helt så hypet. Eller hvis det var, vidste jeg det i hvert fald ikke. Faktisk startede jeg selv med overhovedet ikke at kunne fordrage den. Jeg mødte den nemlig første gang, da den stod og fyldte ca. halvdelen af et lille bitte værelse, jeg havde lejet, mens jeg gik på studenterkursus. Den var både slidt og fedtet, men ellers i det der syregrønne uld, som man også kan få den i nu. Værtinden havde sagt, at stolen skulle køres “i Fulden” ved lejlighed, og indtil da måtte jeg altså finde mig i den. Der gik imidlertid ikke lang tid, før jeg fandt ud af, at den stol var overmåde behagelig at sidde i, hvad enten man nu sad i den på konventionel vis eller smed benene over det ene armlæn og brugte det andet som rygstød. Så da værtinden en dag bankede på og sagde, at nu kom hendes søn og ville køre stolen på lossepladsen, spurgte jeg hende, om jeg ikke kunne købe den. Det kunne jeg godt. For 25 kr. Det er selvfølgelig fundet for en Bamsestol, men alligevel pebret i betragtning af, at hun havde afskrevet den fuldstændig. Der gik ikke lang tid, før jeg havde ombetrukket stolen. Med det der grimme brune noget, man kan se på billedet. Jo, jeg kunne godt se, at det var grimt, men det var billigt, og det var rent. Jeg fik ikke lavet de små felter og knapper i ryglænet, men den fungerede fint nok for det. Siden ombetrak jeg den to gange mere, og den sidste gang så den faktisk helt hæderlig ud, selvom den stadig manglede knapperne og felterne i ryggen. Så var det, at jeg mistede den. Jeg skulle flytte i en lejlighed, hvor den ikke ville kunne transporteres op ad trappen. Jeg regner med, at den fik indfriet sin skæbne og endte på lossepladsen. Eller hvem ved, måske har den mødt nogen, der kunne kende den og har givet den et godt hjem, evt. en professionel ombetrækning? Nåmenaltså. Sådan indretningsmæssigt er den det eneste ikon, jeg nogensinde har været i nærheden af. Jeg levede sammen med den fra begyndelsen af halvfjerdserne til sidst i firserne, og det er vel ikke så ringe for 25 kr?

Hvis man nøjes med to dimensioner, kan man imidlertid komme rigtig tæt på mange indretningsmæssige ikoner. Der findes en lille app, der hedder “Houzz”, og den kan jeg sidde og savle over i timevis. Det er meget underholdende. Hvis man sammenholder med, hvordan vi rent faktisk bor her, så kan det sikkert karakteriseres som porno. Men ved I hvad: Det er jeg ligeglad med! Det kan måske også give lidt gevinst i form af, at jeg efterhånden får malet lidt hist og især pist, stillet møblementet på en måde, der giver en eller anden form for mening osv. De der små, grønne prislapper, der hænger på mange af møblerne i “Houzz”, vælger jeg at tage som en del af underholdningen. Selv ikke hvis jeg var rig som Krøsus, ville jeg betale på den forkerte side af 100.000 for en stol. De må jo have spist søm! Der må jo være nogen, der investerer i disse ting, og det er godt, for ellers ville de ikke blive lavet, dermed heller ikke fotograferet til underholdende billeder, jeg kan kigge på og lade mig inspirere af i “Houzz”. Men jeg tror simpelthen, at jeg er så fornæret fra naturens hånd; det ligger i husmandsgenerne, at det ikke ville kunne lade sig gøre, at jeg købte til de priser.

Så når jeg ikke længere holder til at tænke på rædselsfulde landbrugspakker, truende kabinetskriser, lille Lars’ tæskehold, smerter, trepartsforhandlinger, der i en 22. lov gør tingene mere besværligt for folk, der har haft brug for at søge asyl her i landet og hvad livet ellers kaster af sig af rædsler, så drømmer jeg fx om smukke interiører, lækre møbler, smukke huse, tegnet af berømte arkitekter osv. Drømmer om, ikke begærer og slet ikke planlægger at anskaffe.

Hmmn. Op mod 1600 ord om næsten ingenting.

Hvis det der med at føle sig indskrænket skulle begynde at trykke mig, tror jeg, jeg vil tage og læse en bog.

14. februar 2012

Hold tåre op at trille!

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 17:51

Lad det bare være sagt: Jeg er meget glad for mit fjernsyn, og jeg har også en kanalvælger med en anordning, så jeg kan slukke for spektaklet, hvis det ikke passer mig at se det. Det passer mig f.eks. ikke at se Big Brother, Paradise Hotel, Robinson osv. Derfor er jeg længe om at finde ud af, hvorfor figurer som f.eks. Biker Jens, Amalie og Peter, “Sidney Lee” osv. pludselig breder sig ud over de kanaler, som jeg plejer at se. Jeg ser heller ikke “De unge mødre” mere, efter at jeg kom til at overveje, at initialerne D.U.M. måske ikke var helt tilfældige.

Hvad er der så egentlig tilbage, som man kan se på skærmen? En hel del, skulle jeg mene. Ud over nyheder og film er der f.eks. også en hel del programmer, som er helliget forbedring af hjemmet. Mit hjem kunne måske nok trænge til et par (små) forbedringer, så det er sket en del gange, at jeg har sat mig ned for at se “Fra slot til skrot” og “Velkommen hjem”. Men disse programmer er jeg efterhånden også ved at være træt af. I stedet for at handle om, hvordan man bærer sig ad med at opdatere det hjemlige domicil, har de efterhånden udviklet sig til udelukkende at være en slags følelsesmæssig pornografi, hvor programmets “kvalitet” måles på, hvor meget hovedpersonerne græder, siger “for satan” – “hvad sker der?” – “det er for meget” osv. Det kan godt undre mig, at diverse møbelforretninger, farve- og tæppehandlere bliver ved med at forære massevis af varer til disse shows. På et eller andet tidspunkt må vi vel næsten være nået raden rundt, og hvem vil butikkerne så have som kunder? Jeg har et forslag: Hvis nogen vil give mig nye møbler og gardiner, tager jeg gerne mod det, uden at der behøver komme et fjernsynsprogram ud af det. Det må da blive meget nemmere på den måde.

Der er nu nok noget, jeg har misforstået der.

1. november 2009

Det kan du stole på!

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 23:45

Min fjernsynsstol har længe sunget på sidste vers, eller rettere skreget på en reparation. Det er sådan en ting, der nærmest er udformet som en sparkstøtting af kraftigt, bøjet bøgetræ. På dette stativ hænger der en kanvaspose, og så ligger der et læderbetrukket, faconsyet hynde i kanvasposen. Det er kanvasposen, den er gal med. Jeg har haft stolen i over 20 år, og den kant, der er foran på stolen er næsten slidt igennem. Man kan godt få en ny pose syet, eller man kunne måske sågar lave en selv, men indtil det evt. kan lade sig gøre, måtte jeg have en anden stol.

I dag havde mange butikker åbent, så afsted gik det. Jeg prøvesad både den ene og den anden model og endte med at vælge en såkaldt hvilestol. Den kan stilles i alle mulige positioner, helt ned til tandlægestolsposition, og så er der en skrå fodskammel med. Den virkede ret behagelig i butikken, så ikke alt for hæslig ud og var i og for sig rørende billig, så jeg gjorde mit indkøb. Der var lige som ikke så meget at betænke sig på, eftersom jeg kunne regne med at ryge gennem kanvassen inden aften. Så vidt, så godt.

Vi fik stol og fodskammel udleveret i en papkasse, der i grunden var forbløffende lille. Det viste sig, at der var tale om et samlesæt, hvilket var lidt af en overraskelse, men dog ikke mere besværligt, end at det lykkedes at få sagerne samlet.

…har de en bedre stol til demon- strations- formål?Så kommer vi til prøvesidningen. Og her er det, at jeg ikke rigtig forstår noget. For mens den stol, jeg prøvede i butikken var både behagelig og rar, synes jeg at den stol, jeg har købt er hård, ikke følger min lænd og det er ikke helt fri, at jeg får lidt ondt i r**** af at sidde i den. Så er det, jeg spekulerer over, om de har en bedre stol i butikken til demonstrationsformål? Eller om det bare er sådan, at når man er ude og ose, og har været det i lang tid, så er det simpelt hen rart at sidde ned, næsten uanset på hvad, og at man forveksler dette med en tro på, at stolen er komfortabel.

Nå, jeg vil give stolen en chance. Det er måske bare det, at den har et fast sæde, jeg skal vænne mig til. Min gamle stol er jo mere en hængekøjemodel. Som i øvrigt bliver mere og mere vanskelig at komme op fra, så måske er det på tide at skifte til en anden slags siddemøbler. Ligesom vi har fået en bil, som man sætter sig ind i og står ud af, ikke sådan en, man lader sig falde ned i og ikke aner, hvordan man skal komme op og ud af igen.