Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

18. oktober 2009

Mass Observation

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 16:11

Nella Last's War
Jeg har før skrevet om Nella Last, en engelsk husmoder, der skrev dagbøger i mere end 40 år og troligt sendte dem til “Mass Observation”, et regeringskontor, der modtog dagbøger og andet materiale fra offentligheden. Regeringskontor og regeringskontor, det er måske så meget sagt. Iflg. Wikipedia kørte de på et minimalt budget og måtte tit spæde til fra egne lommer.

Arbejdet startede i 1937, vist nok bl.a. fordi der var røster fremme, som kritiserede pressens behandling af Kong Edward d. VIII, hans abdikation og efterfølgende giftermål med Wallis Simpson. Det første Mass Observation fortsatte til en gang i 60’erne, hvor de fleste af de oprindelige respondenter var døde. Idéen blev genoplivet i 1981, og Mass Observation er nu en afdeling af Sussex Universitet. De rekrutterer minsandten stadig respondenter, dog skal man være brite for at deltage, så vi er nogle der er diskvalificerede på forhånd.

Indtil nu er det dog udelukkende resultaterne af det første Mass Observation, jeg har beskæftiget mig med. Det startede med Nella Last’s War, derefter naturligt nok Nella Last’s Peace.

Så læste jeg Can any Mother Help Me?, som også er blandt MOs materialer, men det er ikke en dagbog. Det er et “magasin”, et blad som blev sendt rundt til alle abonnenterne, og hvor alle abonnenterne skrev artikler, men det blev altså ikke dengang offentliggjort uden for kredsen af bidragydere.
Can Any Mother Help Me?
Det startede vist som en måde at have pennevenner på, hvor man kunne spare noget porto. Det opstod, fordi der var mange af mellemkrigstidens kvinder, der følte sig ensomme og isolerede i deres hjem og med deres husmoderlige pligter, deraf titlen. Bogen er fascinerende læsning, fordi disse kvinder virkelig udtrykker sig explicit om deres liv og betingelser.

Dernæst læste jeg We Are at War, som er dagbogsnotater fra 5 personer i den periode, som englænderne kaldte “The Phoney War”, dvs. månederne fra krigserklæringen i 1939 og til foråret 1940, hvor englænderne vidste, at de var i krig, men ikke havde nogen idé om, hvordan det ville komme til at påvirke deres liv, og hvor mange af dem også frygtede, at Hitler ville invadere landet.
We Are at War
Ja, nogle af dem håbede det måske ligefrem. Simon Garfield er redaktør af den bog, og også af den næste, nemlig Our Hidden Lives, som er den samme gruppe menneskers dagbøger fra årene umiddelbart efter anden verdenskrig. En periode, hvor man får indtrykket af, at det var sjældent, at almindelige briter kunne gå mætte i seng, og at forsyningerne af helt almindelige madvarer var dårligere end under selve krigen.

Flere af dem forventede faktisk, at tredje verdenskrig var umiddelbart forestående, og det er heller ikke frit for at nogle af dem var temmelig antisemitiske og kede af, at Tyskland havde tabt krigen. Det var åbenbart sådan, at mange mente, at de Allierede og Tyskland hellere skulle have rottet sig sammen om at give russerne bank. Sådan gik det som bekendt ikke, der kom i stedet en kold krig, men det kunne folk ikke vide på den tid.
Our Hidden Lives
Nu er jeg så gået i gang med at læse Wartime Women, og den tegner også til at blive spændende læsning, bl.a. fordi den forsøger at fastslå i hvilket omfang krigen medvirkede til kvindernes emancipation.

Men jeg må sige, at jeg ville ønske, at der fandtes noget lignende som Mass Observation på dansk. Det at læse noget, som almindelige mennesker har skrevet mens begivenhederne rullede forbi, vil altid give et anderledes indtryk end at læse historikeres fremstilling af samme periode. Og så tænker jeg også på, om folk i fremtiden vil have mulighed for at sidde og læse, hvad jeg og alle I andre skriver i jeres blogs, for så havde vi da en lignende kilde. Nu siger man jo godt nok, at internettet intet glemmer, men helt så enkelt er det vist ikke.
Wartime Women

29. juli 2009

En tidlig bloggerske?

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 10:30

Mass Observations var navnet på et initiativ, som de engelske myndigheder kørte fra 1937 til en gang i tresserne. Det gik ud på, at “ganske almindelige mennesker” skrev dagbog om, hvad de lavede, eller hvad der i det hele taget optog dem. Et af disse “almindelige mennesker” var husmoderen Nella Last fra Barrow-in-Furness i nærheden af Liverpool.

Hun skrev flittigt om sit liv med manden William, sønnerne Arthur og Cliff, hunden og katten, naboerne, hendes arbejde i W.V.S (kvindernes frivillige service), der skaffede penge, tæpper, tøj osv. til tropperne ved mange forskellige aktiviteter. Hun var også aktiv i Røde Kors, og det skriver hun også om.

… graver sin græsplæne op og dyrker grøntsager i det halve og holder høns på den anden…

Hun skriver om, hvordan det var svært at skaffe mad nok under krigen og hun giver mange tips til, hvordan man kan økonomisere. Hun graver sin græsplæne op og dyrker grøntsager i det halve og holder høns på den anden halvdel. Man får en tydelig fornemmelse af, at hun er stolt af at kunne klare sig for lidt. En af de ting, hun laver for soldaterne, er tæpper, som hun syr sammen af rester, der er samlet sammen fra skræddere og konfektionsfabrikker. Hun laver også dukker, som hun laver en slags amerikansk lotteri over. De er åbenbart meget eftertragtede.

Hun skriver om, at hun har været igennem en helbredskrise umiddelbart før hun startede på dagbogen i 1939. Jeg ved ikke præcis, hvad det var, hun fejlede, men det kunne godt lyde som noget depression i tilknytning til overgangsalder. Under alle omstændigheder får hendes aktiviteteter hende til at føle sig meget bedre tilpas, og hun finder også sine ben i forhold til, hvad hun vil finde sig i, og hvad hun ikke vil. Der er ikke så lidt rødstrømpe i hende.

Hun skriver meget om sine børn, Arthur, der har taget en uddannelse i skattevæsenet, og Cliff, der er soldat, og som hun er konstant bekymret for. Hun skriver utroligt medfølende om de unge kvinder, der giftede sig med unge mænd, der drog i krig, og måske, måske ikke vendte hjem igen.

Hun skriver meget godt og levende, og selvfølgelig er brevene blevet redigeret, og man ved ikke hvor meget. Min fornemmelse er dog, at det nok næppe har været standardniveauet for skriftlig fremstilling, som hun repræsenterer. Hun var klart mere kreativ, end folk er flest, også når det kom til skriftligt udtryk.

Jeg blev først opmærksom på Nella Last igennem en filmversion, Housewife, 49, af og med den engelske komedienne, Victoria Wood, som jeg tilfældigvis kom til at se. Den har jeg i øvrigt indkøbt på dvd, og det er noget, jeg yderst sjældent gør, idet de fleste film efter min mening ikke er værd at se mere end en gang. Men denne er!

Af bøger er der blevet udgivet: Nella Last’s War og Nella Last’s Peace. Jeg har anskaffet dem begge, og er i gang med at læse den første. Når jeg har læst den, vil jeg se dvd’en med Victoria Wood.

Man er i godt selskab med Nella Last.