Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

7. september 2009

Medielicens

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 14:44

Spoiler: NICHE-POLITISK INDLÆG: Det hedder jo ikke længere radio- og tv-licens, men derimod medielicens. Man skal betale for medielicens, hvis man har TV, radio, PC med internet eller mobilos med internet, enten alle 4 eller en eller flere af dem.

Så er det, jeg godt kunne tænke mig at spørge, hvorfor er det nu lige, at vi skal have et licenskontor til at indkræve disse licenspenge, som tæt på alle med egen husholdning skal betale? Vis mig lige det voksne menneske, der ikke ejer mindst et af de ovennævnte apparater.

… licenskontor, girokort, pejlevogne og fanden og hans pumpestok…

Jeg er selvfølgelig med på, at TV og radio koster noget, ikke så lidt endda, at lave, og at seerne og lytterne skal betale for at se/høre. Fair nok. Men hvorfor kan man ikke bare opkræve det over skatten? Det måtte da være meget nemmere, og man var også fri for licenskontor, girokort, pejlevogne og fanden og hans pumpestok. Herunder ikke at forglemme mere eller mindre kiksede reklamekampagner, der skal more eller true folk til at huske licensbetalingen.

Spørgsmålstegn

Når jeg spørger, er det sådan set bare et spørgsmål, som jeg videregiver fra den klasse, jeg skal undervise i danske samfundsforhold. Jeg kunne nemlig ikke komme på et fornuftigt svar, blot blive sådan lidt fjern i øjnene, henvise til historiske forhold og tradition, sådan som jeg forøvrigt også er nødt til at gøre, når de spørger, hvorfor man skal betale for at gå til tandlægen. Nå, men den kan vi da tage en anden gang!