Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

29. december 2008

Spareiver

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 9:34

Økonomiske eksperter forudser, at danskerne vil spare i 2009. Man er blevet forskrækket over finanskrisen og vil lægge til side til en måske usikker fremtid. Problemet er bare, at jo mere vi sparer, jo mere går hjulene i stå. På den måde bliver vores (til dels) irationelle frygt til en selvopfyldende profeti.

I mellemtiden har jeg et forslag til folk, der har brug for en ny mobiltelefon, men har besluttet sig til at vente lidt:

telefon

Nå, ikke? Næh, det er nok ikke så smart.

Lad os nu ikke spare ad helvede til!

27. december 2008

Det mobile batterihelvede

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 16:19

De mange ultramobile enheder, der hver især kører på batteri, kan nok medvirke til at stresse hverdagen. Her tænker jeg ikke så meget på dette med, at man altid er “på”, hvilket bestemt kan være en stressfaktor i sig selv, men det har man da trods alt selv mulighed for at styre, – næh, jeg tænker såmænd på, at man, forud for hver en ekspedition ud i samfundet skal sørge for, at der er saft på batterierne af de apparater, man nu engang skal have med sig.

  • Lad os se: Der er selvfølgelig den uundværlige mobiltelefon. Nu, hvor mange vælger at opgive deres fastnet, er det jo ekstra vigtigt, at man sørger for, at der altid er juice på mobilen, hvis man ellers vil være tilgængelig ad den vej.
  • Så er der også det digitale kamera, hvis ekspeditionen nu går til nye og spændende steder.
  • Desuden er der jo den bærbare, hvad enten det nu er en slæbbar 17″ eller en af de nye netbooks, så er de jo ikke mere mobile, end batteriet kan trække dem.
  • Så er der iPod eller mp3 afspiller. Den har man jo heller ingen nytte af, hvis batteriet er fladt. Det er dog en bedre situation, end det var i sin tid med Walkmen. I min erfaring spillede de ok ca. 10 minutter, hvorefter de begyndte at køre for langsomt. Hvis man er den mindste smule musikalsk, og det er jeg da, bliver det helt utåleligt at høre på. Mp3-afspillere holder på saften langt længere på en opladning, og kvaliteten er konstant. Desuden kan man have mange flere af sine yndlingsnumre med sig, end man kunne på et “blandet bånd”. Klar kvalitetsforbedring der, ingen tvivl om det. Bedste her har skam en mp3-afspiller. Jeg gider bare stort set ikke bruge den, men det er en anden sag. Så bliver jeg da i det mindste ikke døv af det, som man siger at mange unge bliver nu om stunder.

Nogen vil så hævde, at samtlige apparater nævnt ovenfor bør være smækket sammen i et produkt, nemlig en moderne mobiltelefon. Der er jeg ikke enig. Ganske vist kan min mobil både tage billeder og film og afspille musik, men kvaliteten er ikke noget at skrive hjem om, og det er lagerpladsen heller ikke. Hvad det angår at bruge mobilen på nettet, så er det efter min mening helt dødfødt. Min mobil (en Razr) har gprs og hvis jeg er på farten, kan jeg til nød checke mail på den. Men de fleste af de mails, jeg modtager er for lange til at de kan vises i deres fulde udstrækning på mobilen. Så det er tit noget af en cliff-hanger, man får, når man sidder der i toget og checker e-mail. Hvad det angår at svare på en evt. mail med telefonen, så er det noget, jeg kun giver mig i kast med for at redde liv. Det er helt dødfødt at sidde og skrive med tommelfingeren og slås med en ordbog, der er helt umulig. Det ville ikke hjælpe med en telefon, der havde fuldt tastatur, for det ville være så lille, at man alligevel ikke kunne bruge 8-10-finger system, som jeg gør normalt.

Hvis jeg skulle skrive på farten, ville jeg altså som minimum have brug for en netbook med mobilt internet af en eller anden slags. En netbook har jeg, men ikke det mobile internet. Jeg kommer trods alt ikke så meget ud, at det er nødvendigt at sidde og skrive i det offentlige rum, hvilket jeg også tror, jeg ville være for genert til at gøre. Herhjemme har vi trådløst internet, så man kan sidde eller stå, hvor man vil med en bærbar/netbook, og det er nu meget smart. Man er ikke bundet til et bestemt sted eller en bestemt arbejdsstilling, bare fordi man skal ordne noget på computeren.

Men, hvis man skal have noget af ovenstående isenkram med sig på tur, er det noget af en logistisk øvelse at sørge for, at det hele har så meget batteri, som det nu kan have, så man ikke f.eks. står midt i eller lige før en vigtig opringning og oplever, at mobilen ikke har mere batteri. Hvis jeg havde en krone for hver gang, det var sket for mig, kunne jeg starte en børneopsparing, og jeg taler ellers ikke ret meget i telefon. Men sådan er der så meget!

6. november 2008

Vi bruger: Telefoni

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 16:06

Både mobilt og fastnet. Det sidste er godt nok en truet art. Det er simpelt hen for dyrt i forhold til, hvad vi får for pengene. Ingen af os telefonerer særlig meget, og alligevel koster det små 500 kr. i kvartalet at have en fastnettelefon hos tdc. Mobiltelefonerne er meget billigere. Dem har vi hos Telmore, hvor man i princippet kun betaler for sit forbrug. I princippet, fordi vi aldrig bruger de krævede 50 kr. over et kvartal og derfor kommer til at betale 7,50 kr. om måneden i administrationsafgift. Men det er stadig et billigt abonnement.

Når jeg ikke forlængst har afleveret min fastnettelefon og sagt farvel til den regning, er det dels fordi der, i hvert fald før i tiden, var et vist socialt stigma forbundet med kun at have en mobiltelefon, dels fordi jeg nok har haft en mistanke om, at mobiltelefoner ikke ville virke under kritiske forhold. Hvis der f.eks. er en længerevarende strømafbrydelse, og jeg ikke kan lade dyret op? Og hvad med masterne, hvis strømmen går, kan de så fungere? Det er nok bare en fordom i virkeligheden. Jeg kan da huske tilbage sidst i 90’erne, da der var en meget voldsom snestorm, da virkede fastnettelefonerne ikke, men mobiltelefonerne gjorde, så det…

Måske vil det undre nogen, at vi næsten ikke bruger vores telefoner. Hvordan kan det gå til i 2008? Tjah, det kan det nemt. Personlig er jeg ikke ret vild med at sidde og sladre i telefon. Jeg vil hellere kunne se den person, som jeg taler med. Hvis jeg har brug for at kontakte nogen om noget bestemt, er det langt nemmere for mig at sende vedkommende en mail, som så kan blive besvaret, når den anden person har tid/har fundet svaret. Jeg har også ladet det sive til mine kolleger og andre kontakter, hvordan mine preferencer er, så det er faktisk meget lidt, der tales i telefon her i huset.

Det er oftest sælgere, der ringer til os, og dem ville vi faktisk hellere være fri for. Vi gør ikke det mindste for at opfordre dem til at ringe til os. Af princip giver vi aldrig til veldædige foretagender, hvis de henvender sig pr. telefon. Vi køber heller ikke forsikringer, aviser, leksika eller noget som helst andet af telefonsælgere, men alligevel fremturer de. Det ville muligvis høre op, hvis man gik over til kun at bruge mobiltelefon.

Men så er der et andet problem. Som det er nu, er der næsten ingen, der har mit mobilnummer, og jeg bruger nærmest udelukkende telefonen, når jeg skal ringe til nogen. Hvis jeg kun havde mobilen, ville jeg være nødt til at give nummeret til folk, og så ville den begynde at ringe, når jeg var på arbejde eller i byen eller hvor som helst i virkeligheden, da jeg jo altid har dyret med mig. Jeg måtte så begynde at slukke for den eller sætte den på lydløs i perioder, og hvad kan der ikke lige gå galt med det?

Det skulle jo helst ikke blive sådan, at man ender med at være “på” hele tiden. Ind i mellem må det være ok, at man ikke kan nås pr. telefon. Hvad gjorde folk, før mobilen blev allemandseje? Ja, de blev da ikke ringet op i private ærinder, når de var i skole, på arbejde, på toilettet, i bad – ja fortsæt bare.

Somme tider ser jeg unge mennesker gå forbi på fortovet uden for mit hus, alt i mens de ivrigt snakker i telefon. Jeg forestiller mig, at de siger noget i retning af: Ja, nu går jeg ned ad XXXX-gade, og nu er jeg ud for nr. YY, og nu er der en der bakker ud, og nu blev jeg kørt ov…..

Helt så galt er det måske nok ikke, men jeg vil mene, at mange af de samtaler, der føres pr. mobiltelefon i det offentlige rum ikke bare er irriterende og udslag af manglende pli, men også nogle gange farlige og som oftest inderligt overflødige.

« Nyere indlæg