Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

14. februar 2013

Karma? Livrem eller ej? Herremode?

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 0:41

Mens jeg stadig underviste udlændinge i dansk, brugte jeg tit hurtige tegninger på tavlen til at illustrere et eller andet. Det kunne være et ord, der ikke stod i ordbogen, et eller andet ordsprog, som f.eks. “gulerod eller pisk”, et udtryk, der var meget populært i socialpolitikken under den forrige regering. Det er det i praksis også under den nuværende, nå men det var ikke det, jeg ville skrive om lige nu. Et af de senere års “glansnumre” var noget i retning af dette:
Calvin Borg
Som man forhåbentlig kan se, er det et indlæg om moden for unge herrer. Meget lavthængende bukser, så man er nødt til lave en underligt skrævende gang for overhovedet at få dem med sig. Man skal kunne se mærkevareunderhylerne og numsen i dem. Denne tegning kunne f.eks. indgå i diskussioner om dress code eller mangel på samme, hvor mange kursister havde nogle ret stærke meninger. Selv fatter jeg ikke denne mode og havde overhovedet ingen kvaler ved at gøre så meget grin med den som vel muligt.

Nu er jeg så blevet delvist ramt af karma. Jeg har tabt mig noget. Bevares, jeg er ikke i nærheden af at være slank, slet ikke. Men mit indre register over, hvilke bukser, jeg behøver bælte i, og hvilke ikke, passer ikke længere til virkeligheden. Derfor har jeg for nyligt været ude i det offentlige rum og måttet “diskret” trække op i permissionerne for ikke at risikere at komme til at ligne en af de unge, jeg gjorde nar af før i tiden. Jeg har så ikke mærkevareunderhylere, men heldigvis er de fleste af mine toppe ret teltagtige, så jeg blev ikke afsløret lige med det samme.
Livrem eller ej?
Så en af dagene skal jeg altså til at lave om på min tøjstatus. Det bliver nok ikke nødvendigt at købe nyt. Jeg smider jo aldrig noget ud, så jeg skal bare finde noget af det kluns, der passede for nogle år siden. Indtil jeg har gjort det, må jeg hellere spille sikkert og sige: Altid livrem. Helst også seler, men sådan nogle har jeg ikke!

Jeg kan se, at min underbevidsthed ikke regner med, at jeg skal undervise igen. Det vil overbevidstheden, hvis jeg har sådan en, altså også gerne være med til at bestemme.

2. februar 2013

Plastic surgery, anyone? (Nej, tak!)*

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 15:33

Efter at have været så led som at sprede et uheldigt link om Goldie Hawn, og hvordan hun ser ud nu, efter at have været under kniven et utal af gange, har jeg fået en anelse skyldfølelse. Også lidt noget andet: Der skal nok være folk, der mener, at hvis man så ud som Goldie Hawn gør nu, da man var 30, så ville det have været en vældig forbedring, og Goldie er immervæk 67 år gammel. Og de ville ikke have haft helt uret. Der er lidt sure rønnebær i drinken.

Jeg har tidligere erklæret, at jeg ikke vil under kniven, med mindre det drejer sig om liv og død, og i den situation er det stadig noget, der skal overvejes. Det mener jeg stadig. Men man kan da lege med tanken.
Henny med hagere
Som man kan se, har jeg også leget lidt med mit billedbehandlingsprogram. Jeg ville gerne have sagt, at jeg havde photoshoppet et billede, men det ville være løgn, for jeg har ikke PhotoShop. Jeg nøjes med en gammel version af PaintShop Pro. Nå, først fjernede jeg hele dobbelthagen. Så gjorde jeg kinderne noget mindre, og så fladede jeg de hængende mundvige lidt ud. Så holdt jeg op. Jeg var stadig ikke tilfreds, for den tilbageblivende hage ser nu kæmpestor ud, som om jeg havde købt den på udsalg. Og øjnene burde man da også gøre noget ved. Men som sagt stoppede jeg.

Mon ikke det tit er på samme måde med de “rigtige” plastikoperationer? Men det er vel såre menneskeligt. F.eks. køber man en ny stol. Stolen får gardinerne til at se meget gamle ud. Men inden man hænger noget nyt og dyrt op foran vinduerne, skal væggene males og så kører det bare. Nej, det gælder om at lade være og have et dankort, der er lavet af muldvarpeskind.

*Her nærmest skal grines.

31. januar 2013

Hvordan er proceduren?

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 16:50

Det dersens internet har jo også udsalg somme steder, så jeg gik hen og kom til at bestille et par støvletter. Jeg synes, de er meget pæne, og prisen var heller ikke afskrækkende. MEN de har ret høje hæle. Sådan nogle plejer jeg ikke gå på, og derfor er det, at jeg spørger: Hvordan er proceduren? Er det hæl i først, eller tå? Er det hele foden i underlaget på en gang? Hvis det er det, kommer man til at løfte benene så underligt højt, synes jeg.
Velvoksen spurv i tranedans
Men det kan være, at jeg skulle parkere de støvler et eller andet sted, for det skulle jo nødig ende med brækkede arme og ben. Og det, at selve støvlen er pæn, er ikke nok til at man kan overse en “silly walk”, der kunne få folk til at tro, at man havde alvorlige problemer med bevægeapparatet.
Velvoksen spurv i tranedans igen
Det minder mig om, at Montebello, Malaga, ikke bliver til noget for mit vedkommende. Men det havde jeg faktisk heller ikke regnet med.

« Nyere indlægÆldre indlæg »