Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

21. april 2010

Så du røgen?

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , , , — Henny Stewart @ 21:11

Eller askeskyen? Jeg mener ikke at have set den. Der blev på et tidspunkt sagt, at asken kunne farve skyerne lyserøde ved solnedgangstid. Men det gør solen vel også normalt, eller hvad? Nå men her forleden, på vej hjem fra arbejde, fotograferede jeg nogle skyer, der vist er en anelse lyserøde:
Lyserøde skyer
Jeg har ellers tænkt på, at den askesky må være helt ustyrligt tung. Jeg har nemlig hørt den omtalt af en af de overivrige kvindelige journalister på TV2 som en “lavasky”.

Der har også været en del snak om, at visse mennesker, der har været så uheldige at “strande” i sydens sol (eller er det syndens sold?), ikke har fået så god service, som de havde regnet med. Det kan godt være, at der er regler på området, på den anden side kan jeg ikke lade være med at tænke på, at hvis man har betalt ca. 5 kr. for sin billet, så er det vel ikke så mærkeligt, at flyselskabet ikke har bemandede telefoner døgnet rundt. Ja, egentlig er det vel heller ikke så mærkeligt, at de heller ikke har et kontor på destinationen. Hvordan skulle der næsten blive penge til det? Det kunne så måske være et af de tilfælde, hvor man faktisk får det, man har betalt for.

Ellers er kreativiteten stor og det høje krisehumør uudsletteligt. Aldrig er dansken så gæv som i modvind! Der er folk, der formedelst 26000 kr. har ladet sig transportere i taxa til Portugal, folk, der har købt en brugt Mercedes i Spanien og selv kørt hjem i den, folk, der har trodset sprog- og andre problemer og lejet en bus, der kunne fragte dem hjem. Der vil jeg så nok lige tillade mig at mene, at hvis man har 26000 kr. til en taxatur, så er problemet vel ikke så stort.

Vi har sparet en masse CO2 i de dage, hvor luftrummet har været lukket, og det skulle vist være en god ting™. Bortset fra den irriterende nyhedshype har udslippet ikke påvirket mig på nogen måde. Jeg har passet min lille dont som sædvanlig.

Og jeg vil nærmest påstå, at jeg overhovedet ikke har set den sk*** askesky.

6. juli 2009

Agurketid

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 20:50

Michael Jackson gik som bekendt hen og døde for nogle dage siden. Andre har kommenteret på ham, hans betydning for popmusikken, hans ulykkelige barndom, skandaler omkring hans person og jeg skal komme efter dig, så det vil jeg ikke gøre. Jeg har ikke personlig noget forhold til ham eller hans musik, så derfor har jeg naturligvis heller ikke forsøgt at skaffe billet til den mindehøjtidelighed, eller hvad det nu er, der skal finde sted i morgen, tirsdag. Men det er der så andre, der har. Blandt andet to danskere, der saftsuseme er taget hele vejen til Los Angeles i håb om at få lov at være med. Også en dansker, der stadig opholder sig her i landet og ikke kan nå at få visa i tide til at være med. Surt show, synes manden, der rent faktisk har fået billet.

Det er jo så, som det er. Det må folk selv om. Det vil nok være sådan, at nogle af de ting, vi hver især brændende interesserer os for, ikke overhovedet appellerer til andre mennesker. Det er heller ikke det, der her er ærindet. Det er derimod, at jeg har erfaret disse “rystende verdensnyheder” på landsdækkende TV. Licens- og skatteyderbetalte nyheder indeholder altså den slags, der dog for pokker må være ligegyldigt i forhold til, hvad der ellers sker i verden lige pt. Jeg fatter med andre ord ikke, at der åbenbart overhovedet ikke eksisterer noget væsentlighedskriterium mere. Med mindre, det altså er noget endnu værre, der foregår.

Et sidespring: Gennem visse kilder erfarede jeg for et stykke tid siden, at der verserede en nyhed i de urdutalende medier, der var noget af en sensation. Det handlede om en humunculus eller en lille mandsling, som man havde fundet et sted i Pakistan. Han var så lille, at han kunne ligge udstrakt på en middagstallerken. Han løb rundt på samme tallerken, og jeg har selv snakket med en, der hårdnakket påstår at have set det på YouTube. Selv kunne jeg kun finde klip, hvor han lå udstrakt og “død” på tallerkenen. Det forlyder, at nogle børn stenede den lille mand til døde. Selv syntes jeg, han så ud som et par visne gulerødder og en rødbede og nogle kartofler, der var bundet sammen med snor. “Han” lignede efter min mening noget, der aldrig har kunnet bevæge sig rundt ved egen kraft. Pointen med historien er, at den slap ud netop da den pakistanske hær gik ind i Swat-dalen og 2½ million pakistanere blev internt fordrevne. Netop i de kritiske første dage af denne operation var nyhedsmedierne på de egne altså mere optaget af en nisse, der rendte rundt på en tallerken. Det lignede en tanke, synes jeg.

Jeg håber ikke, det er det samme, der sker her, når de nationale nyheder skal underholde os om en mand, der har fået billet til en bisættelse, en koncert, et mediestunt eller hvad det nu bliver og ikke kan nå frem i tide.

Det må saftsuseme være svært for nyhedsoplæserne at finde en grimasse, der kan passe. Jeg er i hvert fald ikke misundelig.

7. december 2008

Vi bruger også: Aviser og andre nyhedsmedier

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 17:11

Nyhedsjunkie vil jeg ikke sige, at jeg er. Jeg kan som regel godt holde mig væk fra de rene nyhedskanaler som DR-update (som jeg kan se på TV, hvis jeg vil), TV2 News og deres udenlandske pendanter. Det er som om, at nyhederne bliver lidt anstrengte, hvis de skal spredes tyndt ud over hele døgnet. Dette gælder selvfølgelig mest sådan en almindelig hverdag, hvor der tilfældigvis ikke er en eller anden international krise, der rent faktisk udvikler sig fra time til time.

Normalt kan jeg altså sagtens nøjes med TV-avisen eller TV2’s ordinære nyheder. Radio lytter jeg så godt som aldrig til. Jeg holder en lokal avis, det føler jeg er nødvendigt. Samme lokale avis har en nyhedskanal på fjernsynet, som jeg checker dagligt og nødig ville undvære.

Resten af mit behov for nyheder får jeg dækket på nettet. Her checker jeg de landsdækkende avisers overskrifter og vigtigste historier. Jeg har dog ikke købt abonnement til nogen af dem, så jeg er afskåret fra at logge på og læse hele avisen. På den anden side har døgnet kun 24 timer, og der er også andet at passe, så det går nok endda.

Desuden modtager jeg et rss-feed fra Danmarks radio, og der læser jeg de fleste af de nyheder, de bringer. Hver eneste dag. Alt i alt er jeg måske nok ikke det mest velorienterede menneske i verden, men jeg føler dog, at jeg er så nogenlunde med. Nu hører jeg så, at Dagbladenes Forening vil have DRs nyhedsformidling på nettet stoppet. De føler vel, at DR går dem i bedene. Måske tror de, at folk lader være med at købe aviser, fordi de kan læse de nyheder, de har brug for hos DR.

Jeg tror, det er en helt fejlagtig holdning. Nyhedsformidling bør ske, der hvor folk er, helt uafhængigt af platform. Hvis folk foretrækker at læse nyheder på nettet frem for at købe aviser, der er lavet af papir, så må det vel være på nettet, at dagbladene skal tjene deres penge i fremtiden. Hvordan de vil bære sig ad, vil jeg overlade til dem. For mig at se, er de allerede godt i gang. De fleste dagblades hjemmesider er heftigt pebret med reklamer, ikke et ondt ord om det, og de fleste af dem har også mulighed for at læserne kan købe sig adgang til dele af sitet. Det handler vel bare om at gøre denne adgang så attraktiv for folk, at de strømmer til. Hvor svært kan det være?

Det er måske i virkeligheden det, det handler om. At det faktisk er svært for visse dagblade at følge med tiden. Man har jo talt om avisdød i årevis. Men at ville forsøge at redde dagbladene ved at underkaste DR nogle håbløst gammeldags, maskinstormeragtige restriktioner er da helt dødfødt. Hvis de får heldet med sig, vil det i hvert fald ikke få denne skribent til at købe flere aviser. Man kunne måske blive overtalt til at lytte til lidt radio, hvis nyhederne på nettet bliver for sparsomme. Men det ville være synd og skam, hvis bagstræberiske kræfter fik heldet med sig her. DRs produkt på nettet er nemlig godt. Det er noget, aviserne kunne lære af.

Problemet med aviser er bl.a., at de går i trykken relativt lang tid, før vi får lejlighed til at læse dem. Tag nu en meget aktuel nyhed: I aftes kunne man høre på TV og læse på internettet, at Stein Bagger fra IT-factory havde meldt sig selv til politiet i Californien og nu blev tilbageholdt af immigrationsmyndighederne i U.S.A. Da min lokale avis ankom i morges, havde de ikke denne nyhed med. Kun noget om, at Bagger havde sendt en besked til sin familie, og at nogen troede, at han måske var i U.S.A. Nu var der selvfølgelig også andre nyheder og features i den avis, men nyhedsværdien af dens information er så som så, når man følger med på TV og på nettet.

Det kunne også være, at de trykte medier skulle til at redefinere deres rolle. Da de alligevel ikke kan være først med det sidste, skulle de måske i virkeligheden helt holde op med det og i stedet give sig til at fordybe sig i tidens historier. Analysere og kommentere snarere end blot rapportere. Det gør de bedste af aviserne allerede. De aviser, der kommer til at overleve i fremtiden, vil gøre det i meget høj grad.

Jeg ser, at flere dagblade forsøger sig med læserblogs og borgerjournalister. Disse forsøg synes jeg er meget spændende. Hvis de bliver en succes, er det en udvidelse af demokratiet, som de trykte medier står for. Selvfølgelig er det ikke afgørende anderledes end at sende et læserbrev, men i og med at man bruger nettet, kan man dels debattere mere i real-tid end før, dels kan nettet være med til at bygge bro mellem aviserne og deres læsere, snarere end at tage brødet ud af munden på dagbladene.

Det er vel ikke så ringe endda?

Gratisaviser eksisterer for mig kun ude i periferien. Jeg ser en af og til; det er ikke noget jeg opsøger. De kan måske være meget gode for folk, der daglig skal rejse langt med offentlig transport uden at have en computer med netadgang med sig. Hvis der findes sådan nogle mennesker mere.