Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

28. december 2009

Bomber: Nej tak!

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , — Henny Stewart @ 19:25

Ja, så er det ved at være på de tider igen. Tid for det første sure opstød i sæsonen. Det handler om fyrværkeri. Som bekendt har vi en fyrværkerilov her i landet. Hvis jeg ikke tager meget fejl, så siger den, at fyrværkeri ikke er tilladt undtagen fra 1. december til og med 5. januar. Hvis man vil lave fyrværkeri på et andet tidspunkt, kan det kun lade sig gøre med en speciel tilladelse fra politiet, hvis man altså vil være på lovens grund.

Så kan man jo spørge sig (og det vil jeg helt sikkert gøre!), hvilke bagtanker lovens fædre/mødre kan have haft? Det skal jo nok have noget med nytårsaften at gøre, ville være et godt bud. Men hvorfor skal fyrværkeri så være tilladt i hele december? Den dybere sammenhæng mellem fyrværkeri og advent kan jeg altså overhovedet ikke få øje på. Næh, det må være noget med, at de handlende gerne vil have lov at sælge fyrværkeriet hele december måned. Jeg har lidt svært ved at se, hvad det fornuftige argument skulle være. De steder, hvor man sælger fyrværkeri, er underlagt skrappe sikkerhedsbestemmelser mht. hvordan fyrværkeriet opbevares, hvilken afstand der skal være til andre bygninger osv. Det er altsammen meget fint, sikkert, men hvad så når familien Danmark får sine batterier og raketter og hvad-har-vi bugseret hjem i privaten, der i begyndelsen af december? Hvor samme privat i øvrigt er behørigt dekoreret med levende lys, tørre grandekorationer og så videre? Lovgiverne må altså regne med, at borgernes hjem er af en hel anderledes sikker beskaffenhed end de autoriserede udsalgssteder for fyrværkeri. Hvordan man kan få hovedet rundt om den idé, har jeg ingen anelse om.
Bomber, nej tak!
Nu vil mange sikkert indvende, at nytårsfyrværkeri er en smuk tradition, som vi har haft i århundreder. Det skal jeg ikke kunne sige, så gammel er jeg trods alt ikke blevet endnu. Jeg kan blot huske, at da jeg var barn, var det slet ikke alle familier, der havde fyrværkeri, og de der havde, havde kun en lille smule. Nu om dage er det jo sådan, at der stinker af krudt og svovl i dagevis efter nytårsaften. Alle fyrværkeriets flotte farver kommer mig bekendt af en række tungmetaller, som man altså ganske ukritisk lader drysse ud over landskabet, i stadig større mængder år efter år. Hvis det er i orden, så mener jeg altså ikke, at man kan købe aflad ved at æde økologiske gulerødder resten af året!

Noget, der især falder mig for brystet i denne fyrværkerisæson, er de helt ualmindeligt klamme reklamer, der er rettet mod børn, eller “juniorer”, som man siger. Det er ren og skær spekulation i ulykke. Oven i købet er disse “junior-pakker” billigere end sædvanligt fyrværkeri. “Ethvert barn” ved, at det dyre fyrværkeri er mere sikkert end det billige. Det er her i landet lykkedes at forbyde reklamer for cigaretter, hvad med om man også forbød reklamer for fyrværkeri?

Som sædvanlig skal vi ikke holde nogen fest nytårsaften. Vi sidder brandvagt, mens naboerne skyder fyrværkeri helt ad h til. Ellers skal vi bare forsøge at bilde kattene ind, at det bombardement, der foregår udenfor, er helt normalt. Det er det jo næsten også blevet gennem hele december måned. Her er det vigtigt at understrege, at ordet normalt kun handler om statistik!

Endelig vil jeg igen opfordre fyrværkerielskerne til at slutte sig sammen og lave fyrværkeriet uden for byen, på et sikkert sted, hvis der endelig skal være fyrværkeri. Jeg har dog ikke det store håb om, at det forslag falder i god jord. For at det kan være rigtigt sjovt, så skal det åbenbart være mere end en anelse farligt og irriterende for andre mennesker.

1. januar 2009

Nytårskur og taffel

Filed under: Blandet — Tags: — Henny Stewart @ 21:55

Dronningen har gæster i aften. Først skal alle ministrene og topembedsmændene til nytårskur, og derefter skal de til nytårstaffel. Under det sidste får de serveret et glas af den berømte Rosenborgvin, der siges at være verdens ældste rhinskvin. Gud ved, om det er værd at drikke? Det skal være det fineste selskab i hele året. Man bærer sin elefantorden i guldkæde og ikke som normalt i et blåt silkebånd. Man skulle næsten være skiftet ud af sin campinghabit for at skrive dette indlæg.

Samtidig forlyder det, at ministrenes ægtefæller er inviteret til gilde hos statsministerfruen på Marienborg. Tjah, de må jo finde på noget, de stakler, når de ikke bliver inviteret med til det rigtige gilde.

I øvrigt har Extrabladet lavet en undersøgelse blandt ca. 2000 læsere, og der har de fundet ud af, at 59% ikke synes, at kongehuset er pengene værd. Tja, vi kunne måske godt undvære sådan noget som nytårskur og taffel. Især de af os, der aldrig bliver inviteret med.

Vi bruger ikke: Nytårsforsætter

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 20:03

Med det nye års komme har vi måttet lægge øjne og øren til en del. Nytårstaler, f.eks. Dette fænomen synes at have bredt sig. I starten var det forbeholdt Dronningen. Det var fast tradition i mange af de små hjem, at man skulle holde sig nogenlunde appelsinfri i hvert fald indtil Dronningens nytårstale var overstået. Nu om dage er det også diverse partiformænd og mere eller mindre anonyme journalister og bloggere, der føler, at de skal følge det gamle år til dørs og byde velkommen til det nye.

Nu har aargang54 ikke særlig lang tid på bagen, så det ville ikke være passende, om der skulle komme en nytårstale herfra. Det er heller ikke sikkert, at der vil komme noget sådant i fremtiden. Et årsskifte er for denne redaktrice et mere eller mindre tilfældigt tidspunkt og ikke noget, der nødvendigvis skal bevirke hverken fest, taler, fuldskab eller anden extravagance.

Det med nytårsforsætterne er jo tit bygget ind i nytårstalerne, men der er også tradition for, at mere beskedne borgere laver nytårsforsætter. Det er tit og ofte noget med at holde op med noget. F.eks. at ryge, drikke, spise for meget eller andre former for selvdestruktiv opførsel. Det kan dog også være noget med at begynde på noget. F.eks. at dyrke motion, være god mod dyrene etc.

Men det bruger vi som sagt ikke her. Hvis vores adfærd skal reguleres, kan det sådan set ske på et hvilket som helst tidspunkt, og ikke kun den første januar.

Hvis man tænker lidt over det, er det faktisk en kende useriøst at ville spæge sit legeme netop på denne tid af året. Dels har de fleste mennesker indtaget i rigelige mængder af mad og drikke de foregående to uger, så det får nemt lidt karakter af bondeanger, dels er januar gennemgående den trælseste måned i året. Så hvis man virkelig ville ændre sin adfærd, skulle det da hellere være i sommerferien f.eks. I januar skulle man hellere tage og være lidt god ved sig selv og sine nærmeste, sådan at man slipper gennem den rædselsfulde mørke, kolde måned uden at ryge ud i den allerdybeste depression.

Det kan så være mit nytårsforsæt.

Godt nytår, forresten!

« Nyere indlægÆldre indlæg »