Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

14. februar 2013

Begyndelsen/ grafikprogrammer

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 22:29

Jeg er blevet spurgt flere gange i den senere tid, hvilke grafikprogrammer til computeren, jeg bruger. Det har sat en del tanker i gang, for der har været en meget lang periode, hvor jeg næsten ikke brugte grafikprogrammer eller lavede noget, der morede mig i det hele taget, hvis sandheden skal frem. Det skal den jo muligvis, af og til.

Da jeg begyndte at interessere mig for computere og selv fik en, var jeg ikke på internettet. Når jeg skulle have noget nyt software, købte jeg ofte et computerblad, hvor der var en CD – eller, før det, en diskette – på med forskelligt shareware. Shareware er programmer, man typisk kan bruge et stykke tid, og så kan man beslutte sig til at købe dem. Eller man kan bruge dem ubegrænset, men der kommer et eller andet mærke på ens produkter, der fortæller, at man ikke har købt programmet.

Lige fra starten stod det mig klart, at jeg skulle have et billedbehandlingsprogram, for jeg har “altid” tegnet. Med gevaldige pauser mellem de sidste 20-30 år. MS Paint, som computere er født med, var ikke nok. Jeg købte en scanner (hånd-) til min allerførste computer. Til den anden computer købte jeg en flatbedscanner til farver. Den vejede som et ondt år, optog næsten et helt værelse, men den kunne scanne farvebilleder. Så skulle den godt nok køre tre gange, men et farvebillede blev det.

Hvad skulle jeg bruge det til? Ja, almindelig kreativ udfoldelse er vel altid en god ting. Men somme tider fik man jo problemer med sin computer. Efter, at jeg kom på nettet, det har vel været i 95 eller 96, opdagede jeg Microsofts peer-to-peer grupper. Der kunne man præsentere sit problem og så bare sidde og vente på, at en række personer kom med et bud på en løsning eller spurgte mere ind til problemet. Genialt. Blandt grupperne var der indtil flere for mailprogrammet “Outlook Express”. En af disse handlede om “stationery”, altså brevpapir. Microsoft sendte lidt billeder med programmet, så man kunne lave e-mails i html med farver, forskellige skrifttyper mv. Men Outlook Express havde også nogle egenskaber, som ikke var tilsigtede fra Microsofts side. Disse egenskaber blev udnyttet bl.a. til at lave e-mails med lyd, e-mails med java-applets osv. osv. Da jeg var væltet ind denne gruppe, havde jeg det som om jeg havde fundet Ali Babas hule!

Det grafikprogram, som de fleste af bidragyderne brugte, var Paint Shop Pro (herefter PSP). PSP kendte jeg allerede, idet det var shareware, og jeg havde faktisk købt det. Jeg blev også ved med at opgradere det til og med version 7, som jeg stadig har. Så blev det nemlig solgt til Corel, og de lavede en masse om på det, som jeg ikke gad/gider sætte mig ind i. I “stationery” gruppen kunne man også få forklaret de forskellig finesser inden for PSP, idet der var en ekspert, Joe Cilencion, som svarede på alle mulige spørgsmål om grafik. Grafikken var så kun den ene side. Den anden side var den kode, man skulle skrive for at få e-mails til at sige lyde osv. Der var også eksperter, bl.a. to franskmænd, Gerard Ferrandez (AKA Tarsinge l’homme Zan, Tarzan, G1doot osv. osv.) og Michel Piétri. Franskmændene havde også deres egen gruppe, som var meget spændende, også lidt for spændende ind imellem, for hvis man kunne sende en midi-fil eller en anden lydfil indbygget i en e-mail, så kunne man også sende vira, hvilket jeg opdagede til stor ærgrelse. Tarzan, for nemheds skyld, er aktiv endnu: Dhteumeuleu.

Outlook Express døde med Windows XP, og de fleste sikkerhedshuller var lukket i den allerede der, så den blev mindre interessant at lege med. Derfor eksisterer de gode grupper heller ikke mere. Hverken hos Microsoft eller på den franske server. Rygtet vil vide, at der findes en privat gruppe på en privat server, hvor man betaler for at være med, og hvor alle passer morderligt godt på deres ældgamle computere, så deres leg kan fortsætte …

Men det var altså også en god leg, så længe det varede. F.eks. havde man week-end tema. En bidragyder ville lægge et billede op, som man så skulle prøve at lave en original mail ud af. Senere blev konceptet udvidet, og der kunne være tale om en idé, et stykke musik osv. Noget, af det, der nok gav anledning til den største kreativitet, var den week-end, hvor en eller anden postede et billede af en lille, sort, prik. Det var noget med, at den person, der var udpeget til at være week-end vært, havde mistet sin forbindelse, så en anden trådte til. Og sendte et punktum. Jeg har selv været “vært” for flere af disse temaer. Egentlig var det ikke ulig de blog-lege, der med stor succes har “hærget” blogland. Er der nogle gode i gang pt.? Jeg savner lidt vores ABC i ord og billeder …
Manden fra Hope i LønstrupPå et tidspunkt stillede jeg et spørgsmål om animerede gif’er i gruppen. Det var før, der var en gif-animator sammen med PSP, og en person, der underskrev sig “Hope” svarede. Det førte til videre korrespondance, og jeg fandt ud af, at der ikke var tale om en kvinde, der hed Hope, men derimod en mand, der boede udenfor Hope, British Columbia. Lang historie kort: Det er ham jeg i dag er gift med.

Nå, men det var tegneprogrammerne, vi kom fra. Jeg er i høj grad på udkik efter en afløser for PSP, eller i det mindste et supplement, for der er nogle ting, der ikke virker som de skal mere. heller ikke, hvis man kører det i kompatibilitetstilstand … Samtidig er jeg blevet, om muligt, endnu mere fornæret, end jeg plejer at være. Derfor har jeg kastet mig over Open Source software. Gratis, uden garanti. Her interesserer jeg mig især for “The Gimp”, som kan en hel masse. Der er noget af en “learning curve”, og den gør ikke tingene på samme måde som PSP, men man har godt af at udfordre de små grå lidt en gang imellem. Med det in mente har jeg også hentet og installeret “Inkscape“, som også ser lovende ud. Det vil være de færreste, der har brug for alle de funktioner, som de to programmer har. Hvis ens behov er i retning af at lave ny størrelse, rette skæve billeder op, beskære og måske sætte en pæn ramme på, så er “Photoscape” ideelt og meget let at arbejde med. Det samme kan man sige om Gooogles Picasa, men det har en irriterende måde at forholde sig til computerens filstruktur på.

Hvad ellers? Jo, jeg måtte jo også prøve at lave flashfiler på et tidspunkt. Her har jeg også klaret mig med shareware, Swish2, hedder det. Jeg har prøvet Macromedia Flash, men ligesom Photoshop har mange flere funktioner, end jeg nogensinde vil få brug for og er alt for dyrt, så kan jeg sige det samme om Macromedias produkt. Det er overkill for en glad amatør.

Jeg har ikke lagt link til de forskellige programmer. Googl på navnene, hvis du er interesseret. Jeg vil ikke beskyldes for at have lokket folk i uføre.

14. juli 2010

En prylgalen kärring …

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , , , , — Henny Stewart @ 22:12

Overskriften er et udtryk, som jeg lærte af Lotta. Indholdsmæssigt svarer det præcis til det danske (sic!)”gadgetfreak”, men det er så meget mere malende. Det beskriver vist meget godt mit forhold til forskellige former for teknik: Jeg er vild med dem! Vildskaben gav sig i dag udtryk i, at jeg har anskaffet mig et videokamera, der kan optage i HD. Det kan mit kompaktkamera ikke, ej heller mobilen, vores webcams, eller mandens kompaktkamera, så man vil forstå, at jeg absolut måtte have sådan et apparat …

“Prylen” ankom med posten, og jeg gav mig straks til at filme kattene ude i haven. Det gik vældigt. Her er f.eks. en film med den ene af mine kratluskere, Olga, og hun tager sig da absolut bedst ud i HD:

Jeg lavede også film med vores andre katte og et par af naboens. Normalt ville jeg have redigeret de forskellige små filmstumper sammen til et “værk” af en vis længde. Det kan jeg også sagtens gøre, men desværre bliver resultatet så ikke HD, men bare noget almindeligt noget, der helt ligner de produkter, jeg plejer at kunne få ud af kompaktkameraet. Så er vi jo lige vidt! Åbenbart skal man investere i noget software for at få adgang til at redigere i HD-filmene og beholde dem som HD-film. Det er jeg for nærig til for nærværende. Jeg tror lige, jeg venter og ser, om der ikke skulle komme noget brugbart i Open Source …