Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

27. februar 2009

Slap i koderne

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 12:10

Selv om det kun er knap en uge siden vinterferien, kunne jeg faktisk godt bruge en uge mere … Jeg gik hen og blev syg her midt i ugen og er egentlig stadig slap i koderne efter den omgang. Nu er det så heldigvis week-end, og om ikke andet kan jeg da få slappet lidt af.

Der var sådan set et par projekter, jeg godt kunne tænke mig at få startet her i week-enden. Det er dels at strikke en halsklud, den vil jeg nok kunne klare på et par timer, men jeg skal have indkøbt de helt rigtige materialer, og det ved jeg ikke rigtig, om jeg orker at få gjort. Jeg går også med en idé til et billede, jeg skal have malet, og jeg har i og for sig alt det nødvendige grej i huset, men jeg ved ikke rigtig – jeg har måske heller ikke helt energi nok til dét.

Desuden har jeg noget forberedelse, som jeg skal have lavet i week-enden. Det gider jeg bare helt sikkert ikke gå i gang med i dag.

Resultatet er altså indtil videre, at jeg sidder her med min PC og laver et blogindlæg. Ren overspringshandling. Men så har jeg da bevist, at jeg ikke er helt død endnu. Siden det nu er klaret, kan det være, at jeg skal følge kattenes eksempel og tage mig en middagslur …

21. januar 2009

Lidt mere farve

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 23:13

Det yderst minimalistiske design, jeg indførte her på sitet lige før jul har jeg egentlig været meget godt tilfreds med. Det var dejligt roligt ovenpå det meget kulørte, blinkende jeg havde før. Men næsten hver dag har jeg eksperimenteret med at tilføje en eller anden form for farve, for det helt minimalistiske er vist ikke rigtig mig alligevel.

Jeg har forsøgt mig med forskellige former for baggrundsgrafik, som jeg kun har beholdt i ganske kort tid. De har enten været for spraglede, for pyssenyssede, for meget efterligninger af noget, jeg havde set andre steder eller også har de bare ikke været så flotte, som jeg i min fantasi havde forestillet mig, så de er bare blevet kasseret.

I dag har jeg så tilføjet en rød bjælke oppe i toppen, hvor jeg har anbragt mit søgefelt og et login-link. Jeg tror, jeg beholder den et stykke tid. Så er det da ikke kun hvid minimalisme.

Alt i alt er disse små justeringer af sitets udtryk nok bare udtryk for overspringshandlinger, mens jeg pønser på nogle indlæg, jeg skal have skrevet, men ikke er helt klar til at skrive endnu. Samtidig må jeg erkende, at en væsentlig grund til, at jeg overhovedet har (mange) websites, er, at jeg interesserer mig for webdesign og kan lide at prøve forskellige ting af i længere tid af gangen, så jeg kan se, hvordan tingene fungerer, og hvordan de kan optimeres.

Det er mest en hobby, men jeg har dog også lidt indtægter fra webdesign fra tid til anden, og på den måde kan jeg forsvare over for mig selv, hvorfor jeg bruger så meget tid på det – tid, som jeg ind i mellem måske nok burde have brugt på noget andet.