Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

15. august 2013

Så gik den op!

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 13:49

Den femtende august
Siden jeg kom hjem fra hospitalet er min vægt gået ned, ca. 35 kg, og jeg er stadig overvægtig, skønt jeg er gået fra “morbidly obese” til “overweight”. De danske betegnelser er ikke nær så malende, så derfor brugte jeg lige de engelske.

Nu har jeg været i den lidt specielle situation, at lægerne ikke ønskede, at jeg skulle tabe mig, selv om jeg ellers i den grad havde noget at tabe af. Så jeg er blevet oversvømmet med opskrifter med piskefløde og riiigeligt smør i en grad, der bogstavelig talt fik mig til at kaste op. Mere end en gang.

Jeg har hele tiden hævdet, at på et eller andet tidspunkt ville min vægt være sådan, at den ville kunne opretholdes på det mad, jeg kørte ind. Det var bare spørgsmålet om at vente længe nok.

Nu kan jeg så konstatere, at jeg har taget et par kilo på, så balancepunktet er fundet og passeret, uden at nogen har taget mig med på råd. Jeg ville ellers godt være normalvægtig en gang mere i mit liv, men det kommer altså åbenbart ikke til at ske pr. automatik. Jeg skal til at tænke på, hvad jeg spiser, ligesom alle andre!

Det hjælper nok, når jeg kommer i gang med diabeteskostrådgivningen. Så vil jeg benytte lejligheden til at få ryddet ud i de sidste dårlige vaner.

24. januar 2012

Dyrlægesang, igen en gang

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 22:57

Så kom dagen, hvor de firbenede skulle til deres årlige 10.000 kilometers eftersyn. Selv om det jo er til “middernes” bedste, er det faktisk langt fra, at de er taknemmelige, de små snøbeler.

Første hurdle er at fange dem. Hvis man undlader at slippe dem uden for huset, er det ikke så svært. Vi havde ikke sluppet dem ud i dag. Næste hurdle er at få dem i hver sin kasse. Det hader de alle 3, på hver sin måde. Pushkin er stadig så lille, at man kan stoppe ham ind i kassen uden de store problemer. Olga er ikke vild med at skulle noget, der ikke passer hende, så der skulle to mand høj til at stoppe hende i, og det skete under store protester. Stoffer er panisk angst for at komme i kassen. Han klager sig og kradser og bider, og der skal et helt specielt trick til for at få ham i buret. Vi sætter det på højkant og putter ham i med bagenden først. Det er dyrlægens tip at gøre det på den måde, og det virker da også, men ikke uden blodsudgydelser, desværre.

I bilen hele vejen hen til dyrehospitalet sang de så trestemmigt…

Da det blev vores tur, valgte jeg at lade dem komme til efter anciennitet. Kortest anciennitet kom til hurtigst. Pushkin har måske nogle minder om, hvor han mistede kuglerne, for han hvæser og knurrer meget ildevarslende af dyrlægerne. I dag så meget, så han ikke engang blev vejet. Dyrlægen vurderede, at han nok ikke er for fed, og at han nok meget hellere ville tilbage i kassen igen. Han fik sit prik, dyrlægen fangede en loppe på ham, og så var det overstået. Olga besluttede sig til at være ladylike, så der var ikke det mindste pjat med hende. Hun har tabt 200 gram siden sidst, hvor det var, at de sagde, at hun var F-E-D. Hun vejer lige knap 2 kg for meget, og det er ret voldsomt, når man i alt vejer under 6 kg. Stoffer havde på dette tidspunkt sunget sig hæs og overgav sig mere eller mindre til undersøgelsen og prikket. Han har også tabt sig lidt, så vi undgik ufine kommentarer om omfang og sådan noget …

Alle tre havde fine bisser denne gang. Pyh, sikke en lettelse. Sidst fik de to store tandrensning, og det er både dyrt og besværligt. Vi fik besked på, at vi burde børste deres tænder. Men ånden er redebon og kødet er skrøbeligt: Vi fik indkøbt en tube kattetandpasta og tre babytandbørster, men så skete der ikke ret meget mere. Det var mig, der skulle stå for børstningen, åbenbart, og det var helt klart ikke noget, kattene nød. Det føltes som et overgreb hver gang, så jeg tror, vi opgiver det der med kattetandbørstning. Det er muligvis en efterrationalisering, men er det ikke også lige lidt for meget at børste kattenes tænder? De er da for pokker ikke mennesker, selv om de er vigtige medlemmer af familien.

Nå, men vi trænger vist til en illustration, så her kommer et billede af Olga, som jeg tog i efteråret. Det er taget med min relativt nyanskaffede prime linse, og det er det eneste nogenlunde skarpe skilderi, det er lykkedes at tage med den. Det er nok, fordi jeg ikke rigtig fatter den:
Olga

12. november 2009

Vejen til Damaskus

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 15:35

… har jeg aldrig været på. Jeg har nok heller ikke ligefrem håbet på en dramatisk omvendelse, men lidt åbenbaring i ny og næ ville måske ikke være så dårligt. Jeg mener, jo ældre man bliver, jo større risiko er der for, at man havner i en eller anden skure eller rutine, der måske ikke er så hensigtsmæssig, og som det måske ville være godt at blive rusket ud af. Som f.eks. mht. det, man kalder “personlig stil”. Altså tøj, sko, støvler, smykker og andre accessories, som det jo nu hedder på godt dansk, samt evt. maling til ansigtet mv.

Nåmenaltså, jeg har da været rundt i blogland, og flere steder har en bog om de emner været omtalt. Både hos Anne Undreland og Madame har Christina Wedels “Hvad klæder mig” været favorabelt omtalt, og jeg har selv været inde og læse det kapitel, man kan læse gratis på fr Wedels hjemmeside, nemlig kapitlet “Tal pænt til dig selv“. Det virkede godt nok lidt “new age” på mig, det der med at fremhæve det positive og ignorere det negative. Eller er det klikkertræning, jeg tænker på? Det er jo også så moderne. Men det kapitel virkede nu ikke i sig selv afskrækkende, jeg mener, hvis det virker på katten, kunne det jo også være, det virkede på en selv.

Ergo besluttede jeg mig til at bestille bogen, efter et par dage ankom den, og nu er den også læst. Og så er det altså, at jeg har fået en rigtig dårlig smag i munden. Formålet med øvelserne skal være, at man skal føle sig “lækker”. Ordet forbinder jeg ikke så meget med mennesker som med objekter, der skal fortæres, som f.eks. et stykke kamsteg eller en nystegt frikadelle. At se smart ud kunne jeg derimod godt tænke mig, eller se godt ud. Men det er altså ikke det, der er målet.

Men da jeg var kommet et stykke ind i bogen, nærmere bestemt til side 99, “Sandheden om tilskæring og snit”, hvor jeg kan læse om nogle ting man skal tage hensyn til, med mindre man er mere end 20 kg overvægtig, strike one, blev jeg klar over, at jeg slet ikke var i Wedels målgruppe. Herefter går fr Wedel så over til at sige, at hvis man er mere end 20 kg overvægtig, så vil hun opfordre os til at tabe mindst 15 kg, inden vi går ud og skaffer ny garderobe! Strike two. Kære fr Wedel, det er jo Dannevang, dette her, og det er altså alt for koldt at gå rundt med r**** bar, rent bortset fra, hvad sædelighedspolitiet ville have at sige om det, hvis man gik ud uden “garderobe”. Mht. det at tabe 15 kg, så vil jeg gerne tage diskussionen op med fr Wedel efter hendes evt. overgangsalder/rygestop/behandling for depression, hvis hun kommer i disse situationer. En af dem skulle da i hvert fald være rimeligt sikker. Når jeg kunne trænge til inspiration mht. mit tøj, så er det da ikke noget, der kan udsættes, til jeg engang er blevet ung og smuk, for det bliver jeg sgutte!

Der skal jo tre slag til, før man bliver dømt ude, så her kommer strike three: Det er i afsnittet om kjoler, og hvorfor fr Wedel mener, at mænd elsker dem. Det er fordi, og hold nu fast: “Der er fri tilgang”. Hun forklarer selvfølgelig, at der er tale om fantasier, som ikke nødvendigvis behøver blive udlevet osv. Men jeg må indrømme, at jeg finder det dybt tragisk, at en yngre kvinde kan skrive sådan noget bavl i det herrens år 2009, og endnu mere tragisk er det, hvis hendes læsere accepterer det! På side 48 er fr Wedel ovenikøbet ligeglad med kvindefrigørelse i henseende til hvor “lækker” man er. Jo tak do! Den slags tale får mig til at længes efter mine overalls, den lilla ble og et par røde kaptræsko.

Hvis man ikke synes, de tre slag er nok, så skal man åbenbart, for at være “lækker”, have fjernet hår både her og hisset, det er jo totalt amerikanske tilstande, Wedel her vil have indført. Man skal smøre sig ind i cremer både morgen og aften. Det er ikke så sært, at allergierne er på fremmarch, alt det skidt, folk vil udsætte deres hud for. Desuden skal kvinder iflg. Wedel gå med make-up! Det er altså et personligt valg, om man vil det eller ej. De fleste ser langt bedst ud uden!

Dertil kommer en næsten konstant tilskyndelse til at købe dyre sko, støvler, tasker og tøj. Jeg begynder så småt at se, hvor de kvinder, der optræder i “Luksusfælden” på TV3, får deres idéer fra. Det er jo gerne små, pjevsede koner, der med tårer i øjnene tilstår, at de bruger 3000 på frisør og “hårprodukter” pr. måned og har skabe, der er så fyldt med tøj, at de absolut intet overblik har. Den idé, at man skal eje noget dyrt tøj, som man så kan tillade sig at “blande” med noget billigere, er helt ude i hampen. Netop med tøj er det jo en kendt sag, at man ikke får det, man betaler for. Mærkevarer er i det store hele blærevarer og får ikke bærerne til at se en tøddel bedre ud.

Så nej, jeg er ikke imponeret over Christina Wedels bog. Overhovedet ikke, faktisk. Men hvis der var en stylist, der formåede at vise almindelige kvinder af alle mulige tykkelser og aldre, hvordan de uden at skulle ligge under for nogle mere eller mindre lumre mandefantasier kunne klæde sig smart og praktisk på for små penge, så ville jeg ganske givet være imponeret. Men det er nok for stor en mundfuld!

Ældre indlæg »