Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

2. april 2015

God påske!

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 17:20

Så er det officielt: Jeg mener helt bestemt, at iPad er bedre at skrive blogindlæg på end Samsung Tablet. Den vigtigste grund til dette har egentlig ikke det helt store med iPad selv at gøre. Men det er sådan, at iPad bor i et cover med et Blutoothtastatur, og det gør Samsung Tablet ikke. Altså skal jeg på sidstnævnte gnatte rundt på selve skærmen for at skrive. Og selv om den efterhånden bliver ret god til at gætte, hvad man mener, så er det ikke ideelt at skulle skrive med en finger. Den gætter iøvrigt også tit forkert, og da jeg notorisk er dårlig til at læse korrektur på min egen tekst, havner vi tit i noget træls noget …
Det obligatoriske påskebillede
Billedet herover repræsenterer den anden grund til, at iPad er bedre at skrive blogindlæg på. Selv om det er umådelig kompliceret, kan det lade sig gøre at bruge ftp fra iPad. Skønt jeg har udfoldet utrolige anstrengelser for at få Samsung Tablet til at gøre det samme, er det ikke lykkedes. Billedet er i øvrigt taget med Samsung Tablet. Jeg måtte sende det til mig selv på mail for at overføre det. Jeg forsøgte først at sende det med Bluetooth, men det gik ikke. Apparaterne ser hinanden, og der skulle ikke være nogle problemer i det, men Apple og Android taler åbenbart lige så dårligt sammen, som Apple og Microsoft gør, og det er meget dårligt. I øvrigt har vi haft mange udfald på Stofanet i dag, og det var derfor ikke helt nemt at bruge mail heller… Det undrer mig, at Stofanet ikke tager sig sammen til at blive noget mere stabilt, nu hvor Wauu eller vadetnudethedder er udrullet til hele byen. Det kunne være fristende at skifte, især hvis man også får højere hastighed til en billigere pris. Men især stabilitet ville jeg sætte pris på. Det er lige før, jeg fortryder, at jeg ikke fik en iPad med simkort. Det ville jo så være yderligere et abonnement, man skulle betale for, og flere faste udgifter er ikke noget at samle på.

Men ellers går påsken vel, som den skal. Billedet er i øvrigt fra et påskearrangement på arbejdet. Kursisterne lavede gækkebreve, påskepynt og såede karse i engangskrus. På den måde får de så et indblik i, hvordan man fejrer påske på disse kanter, forhåbentlig.

God påske.

24. marts 2013

God påske!

Filed under: Blandet — Tags: , — Henny Stewart @ 12:07

Kylling fra æg
Jeg har lige siddet og set Go’ tv2, hvor de til programværternes store skuffelse ikke havde held til at lokke en kylling ud af æggene. Måske var det de elendige præmier, der var udlovet, som gav kyllingerne mindre lyst til at komme til verden. Den ene præmie var en lørdagskylling! Hvad den anden var, har jeg glemt, men det var altså heller ikke nok til at lokke mig til at sms’e til programmet.

Nå, men jeg har i hvert fald en kylling, der kommer ud af ægget. Igen og igen. Det har den gjort uafbrudt nu i over 10 år, hvadenten nogen har kigget på den eller ej.

29. marts 2010

Så kom foråret

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 12:10

Med krokus, vintergækker og mildere vinde. Det var knagensparkemig også på tide! Men ellers tåler haven ikke nærmere inspektion, ikke at jeg ønsker sneen tilbage, men det kan ikke benægtes, at sneen faktisk skjulte et par ting eller tre, der ikke er så kønne.
Forår i haven
Ellers lever jeg endnu, men har travlt. Nu skal vi lige gennem mandag, tirsdag og onsdag, så får vi heldigvis lidt påskeferie. Kunne godt have brugt hele ugen, men sådan er det ikke hos os. Vi skal ligne en normal arbejdsplads mht. ferier og fridage, og derfor har vi kun fri i helligdagene.

God påske!

Ældre indlæg »