Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

9. september 2016

Æble-fan-pige

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 16:24

Man har et standsynspunkt, til man tager et nyt, sagde J.O. Krag. Det er jo så sandt, som det er sagt. Men ofte vil man jo undgå at give udtryk for, at man har skiftet mening.

Her skal jeg så afsløre, at jeg virkelig har flyttet mig: Jeg startede som PC-bruger og ivrig Windowsfan. Apple produkter var absolut mod min religion. De var for dyre, og man kunne ikke få dem til at køre, som man selv ville. De var ikke “customizeable”.

Alt det er sandt. Men jeg er alligevel blevet omvendt. Det startede med en iPad, som hurtigt gjorde min Android-tablet endnu mere uinteressant end den hele tiden havde været. Før jeg fik mig set om, var maskinparken udvidet til også at omfatte en iPhone. Begge dele fungerer upåklageligt, og det er faktisk ikke nødvendigt at ændre på de tekniske specifikationer, hvilket man så heller ikke kan. Man er nødt til at købe iPad og iPhone med den størrelse lagringsplads, man har brug for, for lagringspladsen lader sig ikke udvide. Det er dog lykkedes mig at finde en USB-nøgle, der kan bruges med både tablet og telefon, og som kostede rundt regnet 10 gange så meget som en normal USB-nøgle. Jeg bruger den ikke nær så meget, som jeg troede, jeg ville, så det var nok et unødvendigt indkøb.

Jeg har stadig en Windows bærbar, som er ved at nærme sig sin bedst-før-dato. Dilemmaet bliver, om jeg skal erstatte den med en anden Windowsmaskine, eller om jeg helt skal overgive mig til den mørke side og købe en MacBook. Der er stadig det med prisen at tage hensyn til. Jeg kan få to gode Windowsmaskiner til det, en MacBook koster. Desuden har jeg jo min iPad i et hylster med tastatur, sådan at arrangementet til sammen udgør en lille bærbar, der faktisk kan næsten alt det, jeg har brug for.

Stationære computere har jeg ikke beskæftiget mig med i meget lang tid. Sådan en skal jeg helt givet ikke have igen.

Nå, det er noget at tænke over, og jeg står ikke og er nødt til at tage en beslutning om det i morgen.

2. september 2016

I dyre domme, eller hvad?

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 16:24

Arbejdsstation
Det var det så ikke, i dyre domme altså, men helt gratis var det heller ikke, da jeg indrettede en “arbejdsstation” henne ved et af vinduerne. Jeg gjorde det i håb om at begynde at indtage nogle bedre stillinger, når jeg skulle på nettet eller lave et eller andet med min pc. Men så skulle det altså ikke være. Jeg satte godt nok min bærbare derhen, men hentede den snart igen. Når jeg bruger den sidder/ligger jeg alle mulige andre steder end lige ved skrivebordet. Men hvad, mens jeg arbejdede havde jeg slet ikke noget skrivebord herhjemme, så det er nok en vane, der er godt indarbejdet.

Men ovenfor ser man altså et billede af det sted i hjemmet, hvor jeg ikke sidder, når jeg skriver eller læser på nettet. Jeg tror ganske enkelt, det er nemmere at multitaske, når man ikke sidder bag et skrivebord.

29. marts 2009

Pc’er er kedelige!

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 13:45

Der skal nok være dem, der vil sige, at nogen har stjålet Hennys password og logget ind for at lave dette indlæg, for Henny kunne da aldrig i livet finde på at lave et indlæg med den overskrift. Jo, det kunne jeg, og det mener jeg. Pc’erne selv er kedelige, og især alt det, der kan være i vejen med dem, specielt når de har været i ukyndige hænder, er møghamrende kedeligt.

Hvor ligefrem hamrende dødkedsommelige de er, mærker jeg helt ind i sjælen lige nu. Forklaring: I sin tid, da Ruder Konge var knægt, og vi fik de første pc’er her på min arbejdsplads, var sammensætningen af lærerkollegiet tilfældigvis sådan, at jeg var den, der umiddelbart fattede dem hurtigst, og derfor blev det mig, der fik ansvaret for maskinparken. Det har jeg så haft lige siden, med undtagelse af en kortere periode, hvor ledelsen i al sin visdom besluttede at ansætte en mand til arbejdet. Det gik ikke så godt, men han er død nu og de mortuis nihil sin bene … og mor her fik jobbet tilbage.

Pc’er er blevet nærmest en anden art dyr i de 15 år, der er gået siden vi fik de første. Vedligeholdelsen af dem er på ingen måde blevet nemmere, især ikke i forbindelse med at vi har fået megahurtigt bredbånd. Det er rent ud sagt  utroligt, så meget skidt, der kan hoppe på nakken af troskyldigt surfende nu om stunder. En overgang vejrede jeg morgenluft: Vi fik alle pc’erne på et netværk, som man kun havde adgang til med et personligt logon, og netværket var så nogenlunde beskyttet af en firewall. Skulle der gå skidt i en af kasserne var det kun et spørgsmål om få tastetryk for at genoprette den.  Godt system, som vi ikke har over hele huset. Det fører for vidt at forklare, hvorfor vi ikke har det, men…

Så nu sidder jeg her på en højhellig søndag og venter på, at nogle processer kører færdig, så jeg kan slukke for maskinparken og komme hjem, mens der stadig er sol på himlen. Det ser nu ud til at gå ganske langsomt, så måske skulle jeg bare skride og så lade dem koge færdig hen over natten? Man bryder sig jo ikke om at lade maskinerne stå tændt så længe, men det kan godt blive løsningen. Så kan maskinerne stå her og kede hinanden, kan de.

Jo, pc’er er kedelige. Det, der er interessant ved dem, er jo, hvad man kan afstedkomme med dem som redskaber. Det finder jeg til gengæld virkeligt spændende, men desværre er der ikke rigtig nogen, der er interesseret i at betale mig for at beskæftige mig med den side af sagen for tiden. Og man skal jo leve.

Jeg har så brugt en del af ventetiden på at begå dette megakedelige indlæg, men nu er det slut. Jeg skal rundt og se, hvor langt de kedelige er nået i teksten.