Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

19. oktober 2016

Svesken på disken: Økonomi

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , — Henny Stewart @ 13:58

Ovre hos Mommer kan man læse en velment opsang til unge mennesker med indtægter om for hulan da at se at komme i gang med at spare op til alderdommen. Jeg tilslutter mig gerne denne opfordring, selvom jeg hellere havde set, at vores velfærdssamfund sikrede alle en god alderdom. Jeg ser, at det ikke er sådan, og at såvel røde som blå regeringer i hvert fald i dette årtusind har reduceret velfærdsydelserne, så i erkendelse af, at det er sådan, det er: Til foret, unge mennesker, jer med de gode indtægter. Der skal nok være dem, der tænker, at det ikke behøvede at være sådan, det gør jeg også selv til en vis grad. Ligeledes kan man have den mening, at problemet a priori er skabt af folk, der hytter sig og sine, fede pensionsformuer bl.a., formuerne, ikke nødvendigvis og ikke sædvanligvis dem, der har skabt dem. Men vi må altså konstatere, at det er sådan, det forholder sig nu, og så er man nok lidt ubegavet, hvis man ikke gør, hvad man kan. Hvis man altså kan noget. Der skal vi ikke glemme, at der er masser af mennesker, der simpelthen ikke har frie midler, fordi de er blevet ramt af en af de begivenheder, ud over alderdom, som vi håber, vores velfærdssamfund beskytter os mod de værste konsekvenser af. Folk i evighedspraktik og på kontanthjælp er selvfølgelig ikke i den privilegerede position at kunne lægge noget til side til alderdommen.

Og nu til egen abildgård: Man siger, at for at det kan være fornøjeligt at være efterlønner eller pensionist, skal man sørge for at have mindst 75% af sin lønindtægt til rådighed. Det har jeg ikke. Langt fra. Men det går alligevel. Og så er der jo mange forskellige definitioner på “fornøjeligt”. Men:

  • Vi var godt forberedt på den lavere indtægt. Jeg var jo sygemeldt fra oktober 2012 til februar 2015. Jeg skruede med fuldt overlæg ikke op for forbruget i de få måneder, jeg arbejdede, før jeg gik på efterløn.
  • Vi bor billigt. Faktisk er det måske den vigtigste grund til at blive boende her. Det og så det faktum, at huset nok ville være nærmest umuligt at sælge. At give det væk vil jeg dog ikke.
  • Vi har skruet ned for en hel del “luksus-forbrug” af den slags, hvor mindre bestemt kan gøre det, men hvor man ikke er bevidst om det på samme måde, hvis man har en lønindtægt. Jeg skal slet ikke udelukke, at der er mere at gøre på den front. PayPal-konto og TV2play, jeg har jer i tankerne!
  • Vi har aldrig levet højt og flot, for vi har levet af én indtægt gennem det meste af vores ægteskab. Jeg forestiller mig, at det faktisk er sværere at vænne sig til relativ smalhans, hvis man har været vant til samtalekøkken, velværelse og flere biler i garagen. Ikke at jeg vil argumentere for, at sådanne mennesker skal have større overførselsindkomster, hvis de skulle få brug for dem. Sorry folks, men der må være en kant!

Så alt i alt går det. Vi har det, vi skal bruge. Bruge mere kunne man vel altid, men det kan også være anstrengende. Det er ikke sådan, at jeg sparker mig selv i ærgrelse over ikke at have sparet mere op, for jeg ser ikke et stort formål i at efterlade en stor arv. Samtidig er jeg da glad for, at jeg ikke har golf eller sejlsport som mine hovedinteresser. Jeg er også ret begejstret over at have netop den alder, jeg har, for havde jeg været bare nogle få år yngre, ville der ikke have været noget, der hed efterløn. Så den havde stået på at slæbe sig på arbejde, indtil man blev smidt ud og derefter kontanthjælp, hvilket man som bekendt ikke kommer langt med i vore dage.

Det var mig og nu tilbage til de andre: Specielt hvis man har meget, bør man tænke over, hvordan man vil leve, når man ikke længere arbejder. De unge skal også tænke over, hvad de vil gøre, hvis de ikke vil arbejde, til de bliver 70. Uden tvivl kommer selv den aldersgrænse kun til at flytte sig opad, sådan at der kun er folkepension til de allerfærreste.

28. oktober 2009

Pas på: Lavtflyvende gebyrgribbe!

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 15:20

Som tidligere beskrevet her på bloggen er min mand jo nu trådt ind i pensionisternes rækker. Endelig, langt om længe, er han også blevet tilkendt en lille alderspension fra sit hjemland. Sammen med det meget lille beløb, han kan få fra Danmark, er vi oppe på ca. 2/5 af folkepensionens grundbeløb.
GebyrgribJuhu som vi da skal feste, købe lædermøbler, lære golf og rejse på ferie på Barbados! Her skal rigtig slås til Søren (hvorfor skal man egentlig altid slå til den stakkels Søren? Nå, det må evt. blive et andet indlæg). Nå, men tingene er nu engang, som de er, og vi bruger normalt ikke mange kræfter på at brokke os over det. Dels nytter det ikke, der er tale om vilkår, og dels bruger vi hellere energien på andre ting, som f.eks. at lave strategier for, hvordan vi alligevel kan klare os.

Pengene fra min mands hjemland kommer pr. check, trukket på en dansk bank. Og her er det så, at jeg virkelig føler trang til at brokke mig: DanskeBank, der (stadig, men hvor meget længere?) er vores bank tillader sig at trække 100 kr. pr. check, for “det gør vi altid, når der er tale om en udenlandsk check”. Checken er trukket på en dansk bank, så hvordan de får det til, at der er tale om en udenlandsk check ved jeg faktisk ikke.

… edderbankeme blevet småt for dem…Skulle jeg prøve at tale med banken om det? Har jeg gjort. Gemalen og jeg troppede personligt op her i eftermiddags. Men de er hverken til at hugge eller stikke i. Jeg argumenterede med, at jeg jo faktisk har været kunde i den bank i samfulde 35 år og til enhver tid overholdt mine forpligtelser, OG været loyal over for banken, også den gang de satte mine puljemidler til. Lige meget nyttede det. Jeg hører, at andre har “forhandlet” sig til f.eks. lavere renter på deres lån og lignende. Hvis det kan lade sig gøre, hvorfor skal banken så partout klemme 100 kr. ekstra ud af en stakkels tofemtedelspensionist? Det kan blive småt for enhver, men det må edderbankeme være blevet småt for DanskeBank!

1. august 2009

Godt brugt sommerferie billigt til salg!

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 11:17

Selv om jeg egentlig godt kunne bruge nogle flere friuger, må jeg også sige, at hvis jeg ikke skal have glemt alt om arbejdet, så er det nok ved at være på tide at vende tilbage til det nu. Men det er lidt vemodigt at vinke farvel til den totale frihedsfornemmelse, det giver, at man ikke skal hænge i en klokkestreng eller være på et bestemt sted til bestemte tider.

Men alt det skal man jo, hvis man vil hæve løn. Og sådan fortsætter det, lige så længe, man står til rådighed for arbejdsmarkedet, ja faktisk lige indtil man hæver sin folkepension.

…bedre end at blive slået i hovedet med en våd fisk, men …

Det bringer mig så til pensionisten, som jeg lever sammen med. Han har i de seneste måneder i fantasien brugt sin folkepension mange gange, og jeg har egentlig lidt frygtet alle de omlægninger i vores liv, som hans pensionering ville føre til. Nu er det sådan, at man for at hæve folkepension i Danmark, skal have været bosat her i mindst 10 år. Hvis man har været bosat her i mindre end 40 år, så bliver man tildelt en såkaldt brøkpension. Pensionisten har været her i 11 år, heraf de 9 med permanent opholdstilladelse, og det er kun de 9 år, der tæller. Ergo får han en brøkpension på 9/40. Beløbet ender på en god tusse om måneden, hvilket da bestemt er bedre end at blive slået i hovedet med en våd fisk, men der bliver hverken til plænetraktor eller lædersofa lige med det første.

Det er vel godt nok på den måde. Hvis systemet var bedre, kunne Danmark jo risikere at komme til at betale til oldinge, der ville strømme til fra nær og fjern under både gode og mindre gode påskud. Så hvis det stoppede der, skulle verden såmænd ikke høre så meget for det.

Men nu er det så sådan, at før pensionisten blev pensionist, havde jeg hans skattefradrag plus mit eget, selvfølgelig. Efter at han blev pensionist modtog jeg et nyt skattekort, hvor fradraget pludselig var faldet med seks tusind pr. måned. Det vil altså sige, at for at pensionisten kan få en flad tusse i pension en gang om måneden, skal vores lille familie altså undvære værdien af et skattefradrag på 6000 om måneden.

Det tænkte vi over et stykke tid. Mens det ikke tog os særlig lang tid at regne ud, at det var en dårlig forretning for os, tog det lidt længere tid at regne ud, hvad vi evt. skulle gøre ved det.

Enden på det blev, at jeg ringede til skattevæsenet. Efter at have siddet “on hold” så længe, at jeg måtte sætte mobilen til opladning, mens jeg ventede, kom jeg endelig til at snakke med en ung dame. Jeg forklarede hende situationen, og hun havde os på skærmen med det samme. Jeg spurgte hende, om det virkelig kunne passe, det der med den dårlige forretning. Og tænk, det viste sig, at det kan det ikke! Så jeg fik nyt skattekort igen, denne gang med et fradrag, der kun var en tusse lavere, end det, jeg havde, før pensionisten blev pensionist.

Nåmen, vi kan altså konkludere, at efter alt dette, befinder vi os i samme økonomiske situation som før. Og det er da ikke så galt, idet frem og tilbage er lige langt. Men skulle jeg selv leve længe nok til at blive pensionist, er jeg da godt nok bange for, at der bliver langt mellem snapsene.

Nå ja, så er der altså også den krølle, at siden pensionisten kun modtager en 9/40 pension, så er jeg ved at bilde ham ind, at han kun er pensionist 9/40 af tiden. Der er ingen grund til at slappe alt for meget af!