Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

21. februar 2013

Hensynsbetændelse

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 21:34

Felin varmedunk
På Fjæsbogen og i visse andre fora kører der i øjeblikket en diskussion om, hvad man skal kalde folk, der syge, men ikke fysisk. Der er en del modstand mod at betegne sådanne personer som psykisk syge, idet man siger mennesket først og diagnosen bagefter. Godt så, det kan jeg egentlig godt identificere mig med. F.eks. mener jeg ikke, at jeg er psykisk syg, men jeg har tilbagevendende/kronisk depression og periodisk angst. Det er bl.a. derfor, jeg nu går i psykoterapi. Jeg ville også have en skarp mening om det, hvis nogen skulle finde på at kalde mig “kolbøttefabrikkandidat”, “tosset” eller “sindssyg”.

Men den er altså ved at bevæge sig over i den modsatte grøft. Mange velformulerende talsmænd og kvinder vil have, at vi skal sige: Personer med psykisk sårbarhed. Det var vist Poul Uld-i-mund Nyrup, der introducerede begrebet. Jeg anerkender, at der kan findes folk med psykisk sårbarhed. De græder f.eks. til bryllupper. Men at det skulle have noget med psykiatriske diagnoser at gøre, vil jeg egentlig gerne have mig frabedt.

En af kombattanterne på FB skrev noget i retning af, at han foretrækker ordet “spade” frem for “haveredskab til at grave med, med særlig fokus på at kunne stikke ned i jorden”. Det gør jeg også. Derfor kan man jo godt holde en ordentlig tone, og skal man endelig snakke om, hvad der trykker den enkelte, så mener jeg, at det er godt at være så konkret som muligt. Sige hvad det er, i stedet for at stikke det ind under et mere eller mindre stigmatiserende paraplybegreb. På den måde kan man også medvirke til at nedbryde fordomme.

Man kan have en forkølelse, et brækket ben, cancer eller en depression. Ingen af delene bør give anledning til undvigemanøvrer eller hensynsbetændelse.

Billedet på dette indlæg er til dem, der tror, at dette er en katteblog og derfor kun kigger på billederne!

11. december 2012

Ulidelig lethed?

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 23:09

Lad mig bare slå fast, at overskriften til dette blogindlæg ikke er en rigtig litterær reference, idet jeg ikke har læst “Tilværelsens ulidelige lethed”. Da nu det er på plads, må jeg hellere gå over til den egentlige grund. Lige efter, at jeg har fortalt, at dette indlæg også handler om sygdom, som så mange før det. Jeg skulle møde til kontrolbesøg på sygehuset i dag kl. 10.30. Pænt sent, så vi nåede lige at få solopgangen med på vejen:
Solopgang ved motorvejen
Nå, men efter lidt ventetid kom jeg så ind for at tale med en læge, om hvordan det er gået. Jeg tegner og fortæller, prøver så vidt muligt at fremstille mine symptomer og iagttagelser på en nøgtern måde og afslutter med at sige, at jeg synes, det er lidt træls, at jeg skal gå til kontrol hos to forskellige afdelinger, idet jeg jo stadig kun er én patient, der har fået én ting lavet. Nå, men det kan lægen i hvert fald godt hjælpe mig med: Han siger, at jeg jo har det godt nok, og derfor behøver jeg ikke gå til kontrol hos den anden afdeling mere. Dog skal jeg lige gå ind og få taget det røntgenbillede af min brystkasse på vej ud. OK. Godt så, det skal han da ikke have utak for.

Men der slutter historien så ikke. Lægen begynder at kigge i journalen og mumle noget om, at det jo er ved at være for sent, hvis det skal give nogen mening, idet det er næsten 2 måneder siden, jeg blev opereret. OG HVAD for en ting er ved at være for sent? – får jeg klemt ud. Jo, han kan læse i journalen, at man “kun” havde forventet at finde overfladisk kræft i mit spiserør, men af det materiale de tog ud under operationen, kunne de se, at der faktisk også var cancer i det næste lag væv under slimhinderne … Det er det første, jeg hører noget om det, og det i et tonefald, som når man fortæller, at man gerne vil have minimælk i kaffen. Det, der evt. var ved at være for sent, var at “tilbyde” mig kemoterapi for at være helt sikker osv. Jeg har tidligere, af andre læger, fået at vide, at jeg hverken skulle have kemoterapi eller stråler, idet man var helt sikker på, at man havde fået al cancer med ud.

Dagens læge kigger videre i papirerne og siger, at han lige skal diskutere det på lægekonferencen og så vil han give mig besked. Jeg spurgte så, om jeg ikke skulle scannes, så man kunne se, om jeg har mere kræft eller hvad. Nej, det tilbyder man ikke, for hvis der er mere, er løbet kørt mht. operation og det, der så er tilbage er kemo som livsforlængende behandling. Her knækkede min film. Kemo er gift, og jeg har ikke lyst til at indtage gift uden at vide, om det er strengt nødvendigt. Jeg ved selvfølgelig godt, at lægen snakker med mange kræftpatienter, og at det på den måde bliver hverdag for ham. Men jeg er altså stadigvæk “kun” mig, og en cancerdiagnose og den efterfølgende behandling er en voldsom ting for mig. Med andre ord er jeg altså ikke bare en pakke, der er hoppet op på et samlebånd, selv om behandlingsforløbene nu omtales som “pakker”. Det er sikkert en udmærket ting, fordi man på den måde kan få den bedste praksis implementeret hver gang, man skal bare lige huske, at det er individer, der får disse “pakker”.

Men selv om man nu har checket alle punkter på listen, kan jeg helt sikkert sige, at jeg aldrig bliver det samme menneske igen, og at jeg slet ikke har fundet mig tilrette i den “nye Henny” endnu. Jeg er stadig meget optaget af at prøve at finde mig tilrette i mit eget skind, og det går ikke lige nemt hver dag. Bl.a. fordi jeg har smerter, har svært ved at vænne mig til den nye måde at spise på, har svært ved at acceptere, at jeg bliver så træt så hurtigt osv. osv. Så er det jeg mener, at lige meget hvor mange kræftpatienter man ser hver dag, og lige meget hvor meget værre end mig flere af dem utvivlsomt har det, så kunne man godt tale lidt mere seriøst, se det menneske man har foran sig, og ikke indskyde ord som “kemoterapi” i en tilfældigt henkastet sidebemærkning, bare fordi det nu er en mulighed på en eller anden checkliste. Jeg savnede med andre ord, at man så mig som et helt menneske i dag. Det må for pokker da også efterhånden være almindelig kendt, hvor stor en rolle, det psykiske spiller for patienter af alle slags. Jeg mener, vi er jo mennesker, ikke maskiner, der har sendt nogle defekte dele til reparation hos en fancy blikkenslager!

I sammenligning hermed var det ikke noget særligt at få at vide, at siden de kom til at fjerne min milt ved operationen, skal jeg altid have et kort på mig, der fortæller dette, og jeg skal altid have en penicillinkur i huset, i fald jeg skulle gå hen og få mere end 38,5 i feber, samt at jeg skal vaccineres mod lungebetændelse hellere i dag end i morgen.

Hvis du hang på så længe, skal du have tak. Jeg tror, jeg skriver dette mest for selv at få det ud af systemet. Nu får vi se, om det lykkedes.