Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

15. september 2013

Så blev det vist efterår

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 13:14

Efterår
Sådan med regn, rusk og visne blade. Blad. Jo, altså, jeg har faktisk set gule, nedfaldne blade i flertal her i dag, men da havde jeg ikke lige kameraet fremme. Forhåbentlig er der stadig nogle gode, varme dage forude, inden vi helt skal overgive os til denne uting som den kolde tid er. Jeg hører ikke til de mennesker, der “elsker alt slags vejr og alle årstider”. Nej.

Jeg er også blevet klar over, at hvis jeg skal fortsætte med at motionere ved at gå ture og køre på cykel, så skal jeg have fat i noget relevant overtøj. Det er nok ret sigende, at intet af mit overtøj er den mindste smule vandtæt. Ikke en gang den jakke, der giver sig ud for at være en slags oilskin! Men nu ved jeg heller ikke rigtig, hvad jeg skal, for jeg husker et sæt “åndbart” regntøj, jeg havde en gang. Man blev plaskvåd i det! Kunne lige så godt være gået direkte ind under bruseren. Men jeg kan heller ikke fordrage at blive totalt svedig under en regnfrakke. Nej, det er bestemt ikke nemt.

Det må der tænkes over, og mens jeg tænker går tiden.

3. juli 2013

Sommer i Danmark!

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 17:50

Regn på Limfjordsbroen
Den store, udendørs bruser var i gang igen i dag, også på manden i brotårnet. Vi havde ærinde søndenfjords, idet min psykiater stadig har sin konsultation på kontinentet. Det var sidste gang inden psykiaterens ferie. Hun udskrev medicin, så jeg kan klare mig, indtil hun er tilbage. Desværre var recepten – igen igen – ikke nået frem til apoteket, da jeg stillede der for at hente medicinen. Jeg må se, hvad jeg kan gøre ved det, men hvis recepten ikke er gået igennem i morgen, og hvis jeg ikke kan få kontakt med kontoret, må jeg vel kunne få min egen læge til at ordinere medicinen. Heldigvis husker jeg, hvad der er tale om. Men det er altså ærgerligt, når den receptserver ikke virker, som den skal. Som jeg tidligere har beskrevet, så føler jeg mig som en gammel junkie, der er ude på noget, når jeg står og beder om noget nede på apoteket, og de så ikke har fået recepten. For ikke at tale om, at vi så skal derind igen. Vi bor flere kilometer væk fra apoteket. Det er lige før, man ville foretrække at få recepten i hånden som i gamle dage.

Bortset fra det, så er jeg ved at være klar til at indsende en klage over den danske sommer. Eneste problem er, at jeg ikke ved, hvor jeg skal sende klagen hen! Jeg er sikker på, at jeg kunne finde nogle stykker, der ville skrive under blandt folk i Nr. Sundby. Se bare, dette billede kunne være taget om vinteren:
Regn i Nr. Sundby
De plejer ellers at prale med at være “Solsiden” i Nr. Sundby. Det gælder ikke mere, kan jeg berette.

17. juli 2010

Modvilligt trendy

E-pinion har lavet en undersøgelse, hvor de har spurgt et udsnit af alt folket, om de vil overveje at holde ferie i Danmark til næste år. På grund af vejret. Den tilføjelse forvirrer mig noget, for vejret er her vel uanset. Det kan selvfølgelig være, at man går ud fra, at flere vil forlade den synkende skude, hvis det står ned i stænger og er halvkoldt.

Men i hvert fald så viste undersøgelsen, at over halvdelen af danskerne overvejer at holde sommerferie i Danmark. Her på matriklen overvejer vi det ikke bare. Vi holder simpelthen ferie her.
Soluret er gået i stå
Også selv om soluret skulle være gået i stå for en kort bemærkning. Der var nogle underlige skyformationer her til aften. De blev fotograferet:
Tunge skyer
Selv om vi er midt i feriesæsonen, kan der sagtens komme billeder ud af det, som ikke er lige til turistbrochurerne!

Men det lader altså til, at vi er blevet del af en trend, en trend der hedder, at man holder sommerferie i Danmark.

Samtidig går der en historie om, at antallet af butikstyverier er steget helt vildt i den senere tid. I visse supermarkeder har de været nødt til at sætte hængelås på køddisken, fordi folk stjæler mørbraderne osv. Det forlyder, at det ikke udelukkende er østeuropæiske bander, men også almindelige pæredanskere, der ikke længere kan kende forskel på mit og dit. Kunne dette evt. have en forbindelse med den økonomiske krise? Nu er det ikke sådan, at fattigdom automatisk gør folk kriminelle, det kunne man ellers godt tro, når man hører pressen i disse dage, men tanken ligger alligevel snublende nær. Mon så også nogle af de moderne mennesker, der holder ferie i Danmark, også er lidt kriseramte, og mon det i virkeligheden er grunden til, at de bliver hjemme? Ja, jeg spørger jo bare.

Her hjemme har vi bare prioriteret anderledes. That’s my story, and I’m sticking to it!

Ældre indlæg »