Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

15. juli 2009

Omskifteligt

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 19:59

Det er, hvad vejret er i dag. For få minutter siden var der tørvejr, da jeg var ude for at knipse denne himmel, som jeg syntes var interessant:

Aftenhimmel

Nu står det ned i stænger derude, men solen skinner stadig, altimens det tordner og lyner. Nu mangler vi bare lidt snestorm, så har vi det hele på en gang. I min familie havde vi det mundheld, at solskinsregn betyder tårer inden aften. Men nu er det allerede aften, så det kan da være, vi slipper for tårerne.

Jeg skal ikke beklage mig over regnen, den er tiltrængt, men luftfugtigheden er vist meget høj i dag. Det gør mig irritabel, eller “that’s my story, and I’m sticking to it!”

17. maj 2009

Klam søndag

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 20:28

Her bruges ordet klam i sin egentlige betydning: Fugtig. Hvordan ordet i nutiden er kommet til at betyde noget midt i mellem ulækker og umoralsk må andre gøre rede for. Næh, det har såmænd småregnet det meste af dagen. Derfor er den blevet tilbragt indendørs. Det er godt, at husene er hule. Et faktum, nogle af os sætter mere pris på end andre.

Bente har et fint billede af sine rododendron på sin blog. Det fik mig til at komme i tanker om, at mine rodoer jo også står lige på spring. Jeg smuttede lige ud med kameraet en lille tur. Kameraet er ikke vandtæt, så det blev virkelig en kort tur. Den ene plante er næsten udsprunget:

Farven er næsten bedst på dette stadie, når den er fuldt udsprunget, er den en meget lys lilla. Jeg kan rigtig godt lide rododendron. Folk siger, at de er vanskelige. Vores blev plantet i noget sphagnum, men det er flere år siden, og selve haven er sandjord. Så vidt jeg kan se, trives de strålende, selv om omgivelserne altså ikke er ideelle.

Ellers er søndagen forløbet uden den store aktivitet. Man har vel fri! Man skal nok vare sig for at springe rundt at være geskæftig hele tiden. Det fører ikke til noget godt.