Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

20. oktober 2013

Årgang 1954

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 16:24

20. oktober
Årgang -54 er også dette ur. Jeg har vel anskaffet mig det for at få et ydre billede på, hvordan maskineri fra min årgang ser ud og fungerer. Der er tale om et “Pobeda“, nej undskyld “Победа“, hvilket skulle betyde “Sejr“. Det er fremstillet på urfabrik nr. 1 i Moskva. Denne model blev åbenbart fabrikeret i meget stort antal og solgt til en pris, så en arbejder havde råd til at anskaffe den. Grunden til, at mine ureventyr nu for tiden er i Rusland er, at det stadig er muligt at købe “vintage” ure til en rimelig, eller i nærheden af rimelig pris. Det er ikke i samme grad tilfældet, når det gælder schweizerure! Om dette Победа kan jeg fortælle, at jeg allerede har haft det med til urmager. Det var nemlig holdt op med at gå, og selvom det stadig viste korrekt tid to gange om dagen, syntes jeg ikke, det var helt tilfredsstillende. Urmageren startede uret igen ganske gratis, men han mente dog, at værket har brug for en gang TLC, og det forstår man såre godt, når man har så mange år på bagen. Sådan et kurophold er imidlertid ikke helt gratis, omend heller ikke helt vildt dyrt, så jeg tænker stadig over det. Det er også helt nyt for mig med disse brugte sager. Jeg skal lære at læse ridser, skrammer og farveforskelle som tegn på tid, der er gået og ikke som fejl og mangler. De udgør en slags historieskrivning, som jeg ganske vist ikke i alle detaljer kan læse, men så kan man jo bruge sin fantasi. Med mine billige kinesiske ure er det jo sådan, at jeg har købt dem nye og de har ikke andre ridser end dem, jeg selv har påført dem.

Ellers går det godt, fru Kammerherreinde. I morgen begynder jeg på den fysiske del af kræftrehabiliteringen. Igen træning under vejledning af fysioterapeuter. Det glæder jeg mig til. Disse fys’er vil nemlig have fokus på problemstillinger omkring ar og generel mobilitet, noget som jeg stadig har brug for. Jeg har indtil nu kun talt med dem i telefon, og de har forsikret mig, at man (alle!) bestemt kan komme til at fungere bedre og få bedre styr på muskler, der har været klippet over. Det er gode toner. Lige noget, jeg kan bruge!

10. oktober 2013

Diabetesrehabiliteringseksamen

Filed under: Blandet — Tags: , — Henny Stewart @ 17:58

Resultat
Vi fik 13 multiple choicespørgsmål om diabetes. Jeg fik 11 rigtige, og de to jeg havde forkert, var politiske spørgsmål, og jeg svarede i overenstemmelse med min overbevisning. That’s my story, and I’m stickin’ to it. 😀

Nå vi blev også målt og vejet, og jeg har tabt mig, både i kg og i cm på de 8 uger. Vi fik også målt kondital ved en test på motionscykel. Iflg. denne test er mit kondital og min krops evne til iltoptagelse også forbedret, omend der stadig er rigelig plads til forbedringer. Så alt i alt er det meget tilfredsstillende. Jeg synes, forløbet har været godt, men for kort. Hvis der kan ske disse forbedringer på 8 uger, så er jeg sikker på, at det ville blive dobbelt så godt på 16 uger.

En del af forløbet har jo været undervisning, og denne undervisning har skullet ændre nogle af vores dårlige vaner til gode ditto. Den slags tager tid, og for at være sikker på effekten, ville det have været godt med et længere forløb. Da de startede med rehabiliteringsforløb som forsøg, fik sundhedspersonalet lov til at bestemme, hvor lange forløbene skulle være, og da valgte de 16 uger. Men kommunen ville gerne have nogle flere hold kørt igennem med det samme personale, og derfor blev tiden skåret ned, først til 12, siden til 8 uger. Gud ved, hvordan det bliver i fremtiden? Der kommer i hvert fald ikke færre diabetikere!

Jeg var forresten hos lægen og få min influenzavaccination i dag. Dette er en påmindelse: Hvis du er over 65, eller har diabetes, eller kompromitteret immunforsvar, eller astma, så kan du få vaccinationen gratis, og det er en god idé at få den under de omstændigheder. Jeg er godt klar over, at nogle få personer ikke tåler vaccinen (dette var min disclaimer), men så uheldig er jeg ikke. Influenza kan være en alvorlig sygdom, og den kan slå dig ihjel, især hvis du på en eller anden måde er svækket.

Jeg er jo stadig i et kræftrehabiliteringsforløb, som hidtil har bestået kun af samtale, men der er også fysisk træning, som jeg kan komme til at tage del i, jeg er bare ikke helt klar over, hvornår jeg kan starte på det. Jeg skal også have noget andet træning på plads, for kræftrehabs fysiske træning er kun en gang om ugen, og det er ikke nok for mig. Diabetesforeningen har et “Gå i gang-hold” på et af byens fedtnissecentre, og jeg vil undersøge, om jeg ikke kan komme med der.
10. oktober

7. oktober 2013

Sct. Knuds kilde

Filed under: Blandet — Tags: , — Henny Stewart @ 16:56

Kilden
Så kom den sidste træning til diabetesrehab. Det foregik udendørs, i den lille park ved Sct. Knuds kilde. Vi var heldige med vejret, der var mildt. Solen tittede endda frem på et tidspunkt.

Det var noget vemodigt, at det var sidste gang. Dvs. vi har en gang mere, men det er “eksamen”. Nu må vi jo håbe, at jeg ikke dumper. Hvis man dumper, får man ikke et forløb mere. Ærgerligt, det kunne jeg ellers nok bruge.

Dagens aktiviteter kunne jeg kun deltage i nogle af, men det er da oplagt at gå ud og motionere. Det behøver ikke kun være gå eller løbeture. Vi fik prøvet, hvordan man kan motionere med de ting, man nu møder på sin vej. En kæp til fejesving. Armpress ved en bænk. Hvis man er en flok, som vi var i dag, diverse former for stafetløb/gang. Ergo behøver man ikke motionscykel, romaskine, crosstrainer, løbebånd og hvad har vi. Men disse redskaber er det nu ikke så ringe at have adgang til, specielt når vejret bliver koldere, vådere, mere smattet og i det hele taget ikke til at have med at gøre.

En sådan adgang, eller tilsvarende, skal jeg have arrangeret. Det har jeg ikke på plads endnu. Der er simpelthen stadig for mange ubekendte i min nærmeste fremtid, til at jeg kan give tilsagn til – og betale i dyre domme for – at deltage fast i et eller andet forløb.
7. oktober

Ældre indlæg »