Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

30. september 2013

Stadig sol over land

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 16:43

Landskab
Dette landskab kunne jeg se på vej hjem fra træning. Jeg er ved at blive dus med den nye cykel, men jeg har stadig ikke den helt store lyst til at køre i tæt trafik. Det var delvis grunden til, at jeg valgte den lange vej hjem. Det, og så at det er rart at komme uden for bymæssig bebyggelse en gang i mellem.
Collage
Desværre havde jeg ikke taget mit blodsukker i agt, så jeg gik kold (hypoglykæmi), inden jeg var nået hjem. Selvfølgelig havde jeg heller ikke noget druesukker i tasken. Men jeg havde heldigvis en telefon, så jeg kunne ringe til min mand. Han kom og hentede mig, og nu har jeg spist noget frugt og noget brød og har det meget bedre.
Dagens ur (billedet er blevet slettet af en klovn til webmaster) er et eksempel på, at det ikke altid er lykken med et billigt, kinesisk ur. Dette går i stå en gang i mellem, sådan helt uden grund. Således gik det også i stå i dag, mens jeg var til træning. En af medkursisterne mente, at det nok trængte til et nyt batteri. Det ville bare ikke hjælpe. Der er nemlig tale om et mekanisk, selvoptrækkende ur. Jeg er med på, at quartzure er mere driftssikre og præcise, i hvert fald når de ikke trænger til nyt batteri, men der er nu noget særligt ved et mekanisk ur. Men det skal selvfølgelig helst bare blive ved med at tikke.

26. august 2013

Ikke oppe på dupperne

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 18:23

Træt gammelt skur
Faktisk har jeg haft nogle af de samme, gamle trælse symptomer i dag, som jeg underholdt med også for 6-8 måneder siden. Selv om jeg har gået to ture i dag og været til træning, når jeg ikke en gang op på 5000 skridt. Det kan åbenbart ikke nytte at spille Super-Karla, for det er jeg ikke.

Til træningen i dag var der øvelser, hvor man skulle ligge på maven på en måtte på gulvet. Dem sagde jeg pas til, for er jeg først kommet ned på gulvet, kommer jeg ikke op igen. Jeg har stadig visse problemer med “forflytning”. Skulle fx bruge 10 minutter på at komme ud af kanen i morges, fordi jeg var kuret ned ad hovedenden, der står højt. Jeg blev tilbudt at bruge et leje, men det måtte jeg også melde pas på, for hovedgærdet var i niveau med resten, og hvis jeg lægger mig på sådan et apparat, vil jeg før eller siden udspy syre. Det er ikke så rart at måtte melde pas, men heldigvis var der også en anden deltager, der ikke mente, at øvelsen var noget for hende. Men vups! Så var der en fys, der lige ud af luften digtede nogle tilsvarende øvelser, som vi kunne stå op til. Flot!

Bagefter var der undervisning i diabetes’ følgesygdomme. Opbyggeligt, siger jeg bare! Fx var jeg ikke klar over, at man kan krepere af det. Men det kan man. Ens blodsukker, blodtryk og kolesteroltal kan blive så høje og forkerte, at det fører til hjertestop. Ja, ja. Døden skal jo have en årsag, og vi mennesker er nok i virkeligheden ikke bygget til at leve meget længere end 35 år. Når man går hen og bliver næsten dobbelt så gammel, har visse arvelige dispositioner og ikke har levet specielt sundt indtil for ganske nylig, så er der en pris, der skal betales.

19. august 2013

If there’s no picture …

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 15:55

Den nittende august
It didn’t happen! Ja, det ordsprog kan vi godt glemme, når det gælder mine møder med rehabiliteringsvæsenet. Vi blev bedt om at overholde tavshedspligt, og det er en fornuftig og helt igennem god idé.

Men selvfølgelig må man gerne fortælle om, hvad man oplever til rehab. Det er jo bare de andre deltageres oplysninger, som man tilfældigvis får kendskab til, man ikke skal udsprede på torve og veje. Derfor kan der heller ikke komme billeder. Ingen er interesseret i at blive foreviget, mens ens deller er ved at gå i selvsving, slet ikke jeg, og rent bortset fra det, så havde jeg altså heller ikke tid til at fotografere. Jeg skulle jo motionere!

Da det var første gang, blev vi først trakteret med kaffe, te, sandwichboller og frugt. Det skal vi så ikke have de andre gange! Vi fik reglerne læst og påskrevet. Man skal ringe og melde sig syg senest en time før start, hvis det virkelig er nødvendigt. Man skal nemlig være meget vag, for at man ikke får det bedre af at møde op! Sådan! Holdet består af 12 personer, tror jeg, på min alder eller lidt ældre. Hvis man har fire ganges fravær, er man ikke mere på holdet. Der er nemlig kun 16 mødegange i alt, og over en fjerdedels fravær bedømmes altså til at være for meget, til at man kan få udbytte af det i øvrigt gratis kursus.

Vi fik også en mappe og en gave, en skridttæller, som er sponsoreret af et medicinalfirma, der ikke skal nævnes her. Jeg har nemlig ikke regnet ud, hvordan den maskine virker endnu.

Men så skulle der ellers varmes op, med rask gang, jogging, gadedrengehop, fejesving og jeg skal komme efter dig. Jeg tror ikke, jeg træder nogen over tæerne, hvis jeg siger, at jeg var tæt på at være den, der klarede det dårligst.

Derefter skulle vi have alle torturinstrumenterne demonstreret: Cykel, løbebånd, armstem og pres, benpres, romaskine, crosstrainer og ? – Det har jeg glemt. Vi fik at vide, hvor meget man skal på hver maskine for at have fået en ordentlig workout. Jeg klarede de 10 minutter på cyklen. Armstem og pres var ikke noget for mig. Løbebåndet er decideret skræmmende. Så prøvede jeg ikke mere. Jeg havde lige ansats til en besvimelse, som heldigvis ikke blev til noget. Så var tiden også ved at være gået. Denne fysiske træning fortsætter på torsdag. Så må vi se om jeg kan klare mere til den tid.