Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

24. februar 2019

Syge patientforeninger

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , — Henny Stewart @ 12:38

I disse tider, hvor man risikerer at blive ringet op af mystiske asiater, der påstår sig at være ansat hos Microsoft, og som lige vil hjælpe en med at rense en computer, eller er det snarere det eventuelle indhold af tegnedrengen, de vil hjælpe en af med? Uden tvivl. – I disse tider er der al mulig god grund til ikke at lade alle og enhver slippe igennem via telefon.

Jeg har da også for længst stillet min telefon til “forstyr ikke”. Dvs. hvis folk i forvejen står i min telefonbog, vil telefonen ringe som normalt. I alle andre tilfælde vil opkaldet havne på min opkaldsliste. Det er sådan, jeg har konstateret, at både Diabetesforeningen og Kræftens Bekæmpelse har haft ringet til mig, desuagtet, at jeg flere gange, såvel mundtligt som skriftligt, har frabedt mig deres opringninger! Jeg VIL simpelthen ikke finde mig i det, og jeg vil da slet ikke støtte foretagender med en så lav moral, at de ikke engang vil rette sig efter anvisninger fra egne medlemmer. Jeg mener, kan de ikke engang respektere, at man vil være i fred, hvad nytte kan de så gøre? Mit svar er: Ingen nytte i det hele taget. Det er bare en pengemaskine til aflønning af phonere og andet moralsk flosset folkefærd. Ergo har jeg meldt mig ud, og det vil jeg sådan set opfordre andre til også at gøre. Det er på tide, at vi tager magten tilbage over vore kommunikationsmidler.

Nu er det ikke kun de to ovennævnte foretagender, der gør sig skyldig i den slags uautoriseret brug af data. Psykiatrifonden kører adskillige kampagner, hvor de vil have folks input fx. til at gøre op med forskellige fordomme om psykisk sygdom. Et ædelt formål? Nej, det er det ikke, for det viser sig, at det egentlige formål er at indsamle telefonnumre og emailadresser, som de så kan bruge, når de vil genere folk ved at henvende sig til dem i deres fritid. Heldigvis ser jeg på FaceBook, at flere hundrede mennesker hævder, at de gerne ville have deltaget i kampagnen, men at de har undladt at gøre det, fordi de ikke vil deltage i det datafiskeri. Godt gjort! Respekt for individet! Find jer ikke i at blive forstyrret af disse syge, useriøse foretagender!

14. juni 2013

Jeg har (ikke) svigtet konceptet (alligevel)!

Filed under: Blandet — Tags: , — Henny Stewart @ 15:39

Man skal jo sige det, når man har skiftet standpunkt, eller holdning, eller mening, eller et af de andre synonymer…

Denne blog blev jo startet i et forsøg på at skaffe ussel mammon ved hjælp af reklameindtægter. Det har aldrig været nogen hemmelighed. Jeg forsøgte mig først med diverse affiliate programmer, der tilsammen over adskillige måneder indbragte mig ca. kr. 1,85, der dog aldrig kom til udbetaling, idet indtægter under et vist beløb bare overføres til næste måned.

I mellemtiden havde jeg forsøgt mig med google adsense på nogle af mine mere velbesøgte sider, og det begyndte at give lidt håndører, så jeg tænkte, at jeg kunne køre det samme på årgangen her. Imidlertid er bloglæsere, mig selv inklusive, meget forsigtige med, hvad de sådan klikker på af annoncer, så i de år, jeg havde googleannoncer her, har bloggen nok tjent ca. 20 kr. alt i alt.

Så tænkte jeg, at bloggen skulle have nyt sommertøj, og at dette skulle være uden reklamer. Ja, ikke helt uden, men dem, der er tilbage, er ikke nogen, man kan tjene penge på.

Det kan godt være, at annoncerne kommer tilbage, når jeg skifter tilbage til noget mere farverigt design, men for nu har jeg altså svigtet konceptet.

Update: Har skiftet tilbage igen, dog ikke på samme måde. Fandt lige ud af, at dette ikke er tiden til at lade tingene bevæge sig i den retning.

17. januar 2013

Det dersens veldædighed …

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 19:06

Eller velgørenhed eller hvad man nu kalder det. I mine unge dage var vi mange, der mente, at vi levede i et velfærdssamfund af den skandinaviske type, og at dette lukkede behovet for velgørenhed. Herhjemme betalte man skat, og af skattepengene blev der ydet hjælp til de individer, der havde behov. (Den holder jo ikke, ved det udmærket godt, og bliver i hvert fald mindet om det hvert år til jul). Der var endda et slogan, Gud vide hvor det kom fra?, men det var noget i nærheden af at “Yde efter evne, nyde efter behov“. En lignende holdning gjorde sig til en vis grad gældende i forhold til mennesker, der gik og havde det dårligt i andre lande, for vores stat ydede jo hjælp til disse lande, og derfor burde alt jo være i den skønneste orden.

At det sidste ikke var rigtigt, tror jeg nok, vi var mange, der meget hurtigt fandt ud af. Danskerne plejer da også at spytte pænt i indsamlingsbøsserne, når der har været krig og naturkatastrofer rundt om i verden. I al almindelighed er det vel ikke så meget, vi hver især giver, og der kommer hele tiden grimme rygter om, at kun en meget lille procentdel – ja måske kun promiller – når frem til de mennesker, der har hjælpen behov. Jeg plejer så at tænke, at disse få procent dog alligevel kan komme til at betyde forskellen på liv og død for nogen, og at resten, som er røget i de forkerte lommer, på en måde også hjælper, selv om det ikke var en ny Mercedes til en eller anden “høvding” man havde tænkt sig at støtte, så giver det gang i økonomien et eller andet sted og gavner nogle, som måske også, på deres måde, har brug for hjælp.

Nå, men den dromedar har jeg altså slugt. Nu kommer vi til dem, jeg ikke kan sluge: TV-reklamer for veldædige institutioner. F.eks. “Læger uden grænser”, som jeg ellers på min beskedne måde (det er det nødt til at være) har støttet af og til. De kørte en reklame i november-december, hvor en læge siger til et sygt barn, at hun desværre ikke har den medicin, der er nødvendig for at behandle hende. Samtidig fortæller hun om en bekendt, der havde tænkt sig at støtte MSF, men “så var hun kommet fra det igen”. Når man nu ved, hvor dyrt det er at lave tv-reklamer og ikke mindst at vise dem, ja, så bliver jeg vred! Mine beskedne bidrag skal sq ikke bruges til at hjælpe et eller andet reklamebureau! Jeg går ud fra, at hvis reklamebureauet havde stillet sine tjenester gratis til rådighed, så ville det være fremgået af reklamen. Nu er MSF, eller har i hvert fald i mit hoved, været, nogle af “the good guys”, fordi de tit er de første, der er inde i katastrofeområder og de sidste til at tage afsted igen, men jeg er ikke færdig med at kritisere endnu! De sender nemlig også forskellige tryksager til folk, som “tak” for hjælpen. Atter en gang bliver der brugt penge på noget, der ikke hjælper folk i nød. De få kroner, jeg har kunnet sende har vel knapt dækket portoen til de tryksager, jeg selv har modtaget! I forretningsverdenen siger man: “You have to speculate to accumulate”, men det skal ikke gælde veldædigheden! Jeg synes, at DR, vort licensbetalte tv-selskab, skal give alle de veldædige foretagender, efter ansøgning, et minut, måske en gang om måneden, til at vise et statisk skilt med foreningens telefonnummer, gironummer eller anden anvisning på indbetaling, og dette skal DR gøre ganske gratis.

Reklame

Efter den svada, kan I sikkert nok regne ud, hvad jeg mener om facere og phonere, der arbejder for veldædidge foretagender. Jeg har simpelthen et princip om ALDRIG at give noget til facere eller phonere. Jeg køber heller ikke noget fra den slags. En eller anden spurgte på et tidspunkt, om det ikke godt nok var rigtigt, at man måtte skyde en facer om året? Det er det nu nok ikke, men jeg kan godt forstå, hvordan spørgsmålet er opstået.

Ældre indlæg »