Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

17. oktober 2020

Derfor skal man ikke spørge …

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 4:04

Når ens helbredstilstand kun går en vej, nemlig nedad, kan man blive noget så led ved at skulle svare “ikke ret godt”, når folk spørger “og hvordan går det så med dig, Henny?”. Jeg magter simpelthen ikke at skulle sige, gang på gang, “ikke ret godt” og så evt. kvalificere det yderligere. Dels orker jeg ikke tale om den uundgåelige udgang på det hele, dels tror jeg heller ikke, at selv ens nærmeste orker at høre på det igen og igen. Desuden vil jeg ikke fylde folk med løgn, i hvert fald ikke de mennesker, der egentlig står mig nær, og som betyder noget for mig, også selv om jeg ikke ser dem ret tit eller taler ret meget med dem. Denne uvilje mod at udbrede mig om det omsiggribende forfald resulterer nærmest i, at vi lever som et par eneboere, bare med den forskel, at vi altså lever sammen. Gemalen har det vist på samme måde, så vidt jeg kan lodde. Det er nemlig ikke fordi vi fører daglige lange samtaler om dette og hint. Netop isolationen gør, at vi er ekstra omhyggelige med ikke at sidde lårene af hinanden.

Så kan man jo spørge sig, hvad der får mig til at skrive dette efter næsten 18 måneders radiotavshed, og svaret er nok, at jeg skylder en eller anden forklaring til folk, der ellers, eller måske allerede kunnne føle sig såret over tavsheden.

Det kan ellers blive et spørgsmål, om nogen overhovedet finder frem til opslaget, for jeg har skiftet tilbage fra https til almindelig http. Jeg ved jo, at flere af mine “gamle” læsere ikke længere vil besøge sider uden https. Fred være med det. De går sikkert ikke glip af noget særligt.

Da de to år med den ekstra sikkerhed var udløbet, kunne jeg ikke bare nøjes med at betale for at forlænge certifikatets gyldighed, men skulle købe og implementere et helt nyt certifikat. Det gad jeg simpelthen ikke. Dels sælger jeg stadig ikke noget her, dels havde jeg intet skrevet i over et år, og jeg var og er i tvivl om, hvor længe denne blog skal blive liggende fremme. Når den stadig ligger her, er det egentlig mest, fordi jeg bruger den til at hjælpe min stadigt svigtende hukommelse, og det betyder stadig noget for mig at kunne etablere en vis kronologi. På den måde kan jeg opretholde en illusion om, at man endnu ikke er helt tummelumsk, hvilket kan gøre sig behov. Nogle dage mere end andre.

Hele Coronahelvedet har naturligvis ikke hjulpet os mere end nogle andre. Det har tværtimod forstærket eneboertendenserne.

Ellers er der ikke sket noget nyt her, bortset fra, at jeg nu er folkepensionist. Det bliver man ikke velhavende af, skulle jeg hilse og sige. Jeg regner dog stadig med at sparepengene vil række til, så heller ikke her angler jeg efter medlidenhed. Faktisk tror jeg ikke, jeg kan bære mere medlidenhed, om den så er overfladisk eller dybfølt og ægte.

Skulle jeg finde på mere at fortælle i den nærmeste fremtid, så vil det nok foregå her. Her behøver man hverken spritte af eller holde afstand for at følge med, skønt der ikke bliver meget at følge med i.

26. august 2016

Om at være social

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 16:48

Det er vist almindelig vedtaget, at mennesket er et socialt dyr. I hvert fald er det helt standard procedure, at hvis man hænger lidt med næbbet, så får man anbefalet at skaffe sig noget socialt samkvem, altså noget at gøre med andre mennesker.

Nu skal man ikke få det galt i halsen, selv har jeg et meget lille netværk, som jeg er meget begejstret for og nødigt ville undvære, selvom vi ikke render hinanden på dørene. Men jeg har tit spurgt mig selv, om det ville have været lykken for mig at følge de anbefalinger, jeg gennem livet har fået om at være mere social? Og jeg er kommet frem til, at det ville det nok ikke. Mange af de problemer, jeg har haft, har jo trods alt skyldtes problemer i forhold til “de andre”. Som Sartre sagde: “Lenfer, c’est les autres”, Helvede, det er de andre. Det kan godt være, at denne sætning er taget ud af en sammenhæng, som jeg ikke lige har taget stilling til, men det er sætningen selv, jeg forholder mig til.

Da jeg første gang havde psykiske problemer og blev henvist til en psykiater, blev forløbet særdeles kort, idet han anbefalede mig at melde mig ind i Jehovas Vidner, så jeg kunne få noget mere socialt samkvem. Iøvrigt havde jeg aldrig den store tillid til den herre, idet han havde plastre i ansigtet, hver gang jeg var der. Hvis man ikke en gang har styr på en hensigtsmæssig fjernelse af eget ansigtshår, så kunne det godt tænkes, at man ikke var videre kompetent, når det gælder andre folks problemer.

Jehovas Vidner, ja. Mindre kunne vel også have gjort det, men meningen var helt klart, at jo mere jeg kastede mig ud i det at have noget med andre at gøre, jo bedre ville jeg få det.

Den gang tror jeg ikke, man overhovedet opererede med indadvendte personligheder eller “ekstra sensitive”. Jeg kan allerede se for mig, hvordan tidligere bekendtskaber, ikke venner, ruller rundt på gulvet og er ved at dø ved tanken om, at undertegnede skulle være specielt følsom. Tja, jeg mener selv, at jeg udviklede en syrlig form for humor for overhovedet at kunne klare det omfang af social kontakt, jeg havde under størstedelen af mit arbejdsliv. Det var i virkeligheden nok kun de sidste måneder, jeg syntes, jeg kunne være i det uden partout at skulle være “sjov” hele tiden.

Min påstand vil være, at nogle mennesker er bedst tilpas med kun at have få sociale kontakter, med at passe sig selv og være i sit eget hoved det meste af tiden. At disse mennesker faktisk kan blive syge af have for meget kontakt.

Når man søger hjælp til psykiske problemer, er det vigtigt, at hjælperen vil acceptere kernen i en selv som noget, der ikke skal laves om på. Der kan være noget adfærd, som helst skal ændres, og der kan være nogle tankesæt og måder at forstå verden på, der skal redigeres for at man kan få det bedre og komme til at fungere bedre, men man kan ikke sy en silkepung af en sos øre, eller rettere: Man kan og skal ikke lave om på, hvem man er, anfægte personens inderste identitet. Hvis man forsøger det, vil det ende galt.

Disse tanker trænger sig på, fordi jeg tænker på at finde en afløser for den psykiater, jeg ikke længere kan gå hos på grund af regionens begrænsninger i forhold til den slags. Jeg skal nok selv til foret denne gang, og ikke mindst derfor er det vigtigt at vælge rigtigt. Jeg har ganske enkelt ikke råd til at kysse en hel masse frøer, før jeg finder en prins/-esse.

Det er nu heller ikke sikkert, det bliver nødvendigt. Det vil fx ikke være nødvendigt for at få min medicin. Min psykiater har lavet et “udskrivelsesbrev” til min egen læge, så jeg vil kunne få den medicin, jeg får nu. Men det er jo ikke sikkert, at mit medicinbehov vil være det samme fra nu og til jeg kreperer.

Nå, jeg ser, at jeg har skiftet emne her. Men det må jeg faktisk gerne. Det er jo min blog.