Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

9. november 2016

Donald hin klamme vandt

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , , — Henny Stewart @ 15:36

Jeg må sige, at jeg er glad for, at jeg ikke er amerikaner i dag. Jeg er pinligt klar over, at resultatet af gårsdagens amerikanske valg sagtens kan gøre os mere fattige her i Danmark. Det siger nemlig Klaus Hjorth selv, og så det jo passe!(?) Hvis det så er den eneste konsekvens, men Trump kommer ubehageligt tæt på en vis rød knap, og han er jo ikke just kendt for at have et roligt temperament.

Til den der røst, jeg ville kunne høre, hvis jeg hørte stemmer, den røst der siger, at der er tale om et demokratisk valg, og at jeg skal respektere det amerikanske folks vilje, vil jeg godt lige sige, at hvis jeg havde været i live i 1934, så ville jeg heller ikke have haft den helt store respekt for det tyske folks vilje.

Det var skisme en lang helsætning. Videre i teksten:

Jeg indrømmer, at jeg ikke havde forestillet mig, at Trump ville vinde. Om det er ønsketænkning, der har formørket min forestillingsevne, skal jeg ikke kunne sige. Jeg havde tænkt, at Clinton ville vinde. Jeg havde frygtet, at hun ville få en smal sejr, og jeg havde frygtet, at Trump-tilhængerne ville have lavet ballade i en eller anden grad.

Når jeg så kloger mig videre på det her, så er det altså som en rystet skribent.

Hvordan kunne det dog gå så galt? Han ikke bare vinder, han vinder stort! At de afgivne stemmer fordeler sig stort set 47/47 kommer ikke til at betyde noget på grund af det uretfærdige og udemokratiske valgmandssystem. På den anden side set ville stemmeligheden da virkelig have lagt op til en ny borgerkrig, så i dette tilfælde er det måske en god ting? Skønt man ved den søde grød ville have foretrukket, at den anden kandidat havde vundet. Ikke at jeg er “med hende” objektivt set, men ved valget mellem de to ville der ikke have været tvivl. Selv om Hillary Clintons politiske ståsted er ca. lige så blågrønt som Lars Løkkes.

Meningsmålingerne lige forud for valget pegede ret klart på Clinton, så hvad er der egentlig sket? Nogen kalder det DF-effekten, og antyder, at mange af de vælgere, der har stemt på Trump, ikke har svaret ærligt i meningsmålingerne. Jeg kunne mistænke, at man endvidere kun har spurgt i byerne og ikke i Udkantsamerika, som i dette tilfælde ikke er udkant, men staterne i midten. Midtvesten, hvor der er mange desillusionerede arbejdere og landmænd.

Jeg er nemlig ikke så meget i tvivl om, at man ikke så meget har stemt på Trump, som at man har villet stemme imod Clinton. Hun er desværre kommet til at stå som symbol på alt det, man ser som “fjenden”, nemlig farvede, der vil have lige rettigheder, fremfusende kvinder, immigranter, der “tager” folks job, intellektuelle, der håner “rednecks” (Intellektuelle her forstået som alt og alle, der har gået mere end ca. 5 minutter i skole), LBGTi’er, der håner den eneste sande religion osv. – Samtidig stod Clinton desværre i et dårligt lys i forhold til sit engagement i de finansielle kredse, der var ansvarlige for recessionen i 2008.

Nogle forsøger at analysere på den menneskelige psyke og påstår, at denne hos nogle mennesker, måske hos alle, kræver, at der skal herske ensartethed. Når samfundet så bliver for heterogent, reagerer de med at kræve racediskrimination, lukkede grænser, forbud mod abort, kvinder tøjret til komfuret og hvad vi ellers kan huske fra de dårlige, gamle dage. Trump har i rigt mål lovet alle disse ting under sin valgkampagne. I sin sejrstale skal han dog have sagt (jeg lukkede for kassen, kunne ikke bære det), at han vil være præsident for alle amerikanere. Det kommer vel så an på, hvem der er amerikanere, kan jeg forestille mig.

Men hvad kan vi lære af det herhjemme? Hvis vi da ikke skal vælge at tro, at den eneste konsekvens bliver, at de af vores pensionsmidler, der er investeret i amerikanske aktier, falder drastisk i værdi. Vi skal nok tilbage til DF-effekten. Lige som de fleste af de mennesker, der stemmer på DF, stemmer mod deres egne objektive interesser, har de fleste af Trumps vælgere nok en brat opvågning til gode.

Hvis vi køber teorien om, at de fleste af de mennesker, der parkerer deres stemmer sådan, har ladet sig besnakke, kan man med god ret være bange i Danmark også. Med den nuværende regering og store dele af Folketinget i spidsen er vi nemlig i gang med at dæmonisere de svageste i vores samfund. Hvis vi antager, at disse mennesker også i Danmark kan overtales til at stemme på en klaphat, der lover dem guld og grønne skove, har vi muligvis flere jordskredsvalg i vente. Det var grimt i 1973, da vi vågnede op til, at Glistrups Fremskridtsparti havde fået 23 mandater. Det har, som før nævnt, været grimt flere gange siden. Og det kan sagtens blive værre endnu! Vi skal ikke glemme, at der nu er flere klaphattepartier, nogle af dem et godt stykke til højre for DF.

Hvad kan man gøre? Tjah, at hæve uddannelsesniveauet kunne være et bud, sådan på den lange bane. Men det virker kun på den meeeeget lange bane. I og med, at man har gjort det så meget sværere fx at være kontanthjælpsmodtager i dette land, kan man frygte, hvad kontanthjælpsmodtagerne og deres børn (som står sidst i køen til det uddannelsesmæssige løft), kan finde på at stemme på, når det bliver aktuelt. Der kan være tale om kolossale mængder opsparet vrede dér.

Udvejen, for der er en, er at vende skuden. I stedet for at dæmonisere de svageste i vort samfund, skal vi arbejde på at øge sammenhængskraften. Vi skal sørge for, at så mange som muligt får en mulighed for at være med. Så mange som muligt skal have mulighed for at få en ordentlig uddannelse og et ordentligt arbejde. De, der ikke kan få et arbejde, enten fordi de er syge eller fordi der simpelthen ikke er et arbejde til dem, skal have en ydelse, der er stor nok til at leve for. Ikke kun lige akkurat stor nok til at overleve for. Vi skal heller ikke glemme, at selv det at gå ud og bruge penge er med til at holde hjulene i gang. Ergo skal man ikke have et “kontanthjælpsloft” og man skal heller ikke beskære de unges mulighed for at få SU. Hvis det virkelig er et problem, at der for kort afstand mellem kontanthjælp og den laveste løn på arbejdsmarkedet, var det måske lønningerne, der skulle have et løft? Den negative retorik omkring mennesker på overførselsindkomst skal stoppe, hellere i dag end i morgen!

25. september 2014

Angst æder sjæle op

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 19:13

Det var der en gang en film, der hed. Mens vi nu er ved de ting, der æder sjæle op, hvis vi nu har sjæle – ellers kunne man tale om at ødelægge selvværd,  at nedbryde psyken, at udfordre menneskets integritet,  overskride dets grænser, alt afhængigt af hvilken religion, filosofi, eller psykoanalytisk retning,  man nu bekender sig til, så er der noget andet, der også bryder ned, og det er dette konstant at stille krav til mennesker, som de ikke kan honorere.

I dette tilfælde er jeg ikke selv noget særligt tydeligt eksempel,  men jeg kan nå at blive det endnu. I forhold til min fortsatte forsørgelse fra 1. januar 2015, skal jeg nemlig være “rask” på dette tidspunkt. Rask kan defineres på flere måder,  heldigvis. Hvis der menes rask som i “værende i stand til at hugge brænde fra 7-15”, kan vi godt glemme det. Så rask har jeg aldrig været. Hvis vi mener rask nok til at påtage sig arbejde uden større fysiske krav og uden stress, det kan jeg nemlig slet ikke med, så har jeg nok en chance for at blive så rask, selv om jeg under ingen omstændigheder har så meget som et snefnugs chance i helvede for at finde sådan et arbejde.

Det med at skulle blive rask er noget af et pres,  når man nu har kirurgerne ord for,  at det “ubehag” – deres udtryk – ikke mit, er noget, man skal lære at leve med (og så i øvrigt være glad for at være i live (som om, det nu skulle være det eneste saliggørende) pun intended). Fx måtte jeg i dag vende om på vej til arbejde, fordi maven lige pludselig ville noget helt andet. Nå, men nu vil jeg så holde op med at bruge mig selv som eksempel.

I gårsdagens Politiken var der en i øvrigt meget velskrevet kronik af et ungt menneske med psykiske udfordringer,  der var ved at gå helt i smadder over den “press gang”-mentalitet, der herskede på Jobcentret,  a la: “Kan du ikke en gang finde ud af at sætte en tøjklemme sammen?”. Der var her tale om et ungt menneske, der trods sygdom og under store personlige omkostninger alligevel havde taget en længerevarende uddannelse. Vedkommende oplevede til gengæld at møde stor forståelse for sin sag hos Distriktspsykiatrien. Jobcentret og Distriktspsykiatrien betales af samme kasse. Vores kasse, som vi alle betaler til, om det så er af en lønindtægt eller ej. Velfærdssamfundets kasse. Ville det derfor ikke være rimeligt at de to instanser arbejdede sammen om at gøre det bedst mulige for vor hovedperson?

Åbenbart ikke.  Der er talrige andre eksempler på, at der sættes urealistiske mål og deadlines for mennesker, der helt uden egen skyld er havnet på overførselsindkomst. Det er dyrt for vores kasse, men det er endnu dyrere, hvis personen tabes på gulvet, så Velfærdssamfundet slet ikke kommer til at nyde godt af vedkommendes evner.

Heldigvis er det ikke alle Jobcentre, der behandler borgerne så dårligt som i ovenstående eksempel. Selv er jeg altid blevet talt pænt til og har mødt forståelse, men det ændrer ikke noget ved, at der er en systemisk mangel på respekt i dette, at alle skal forceres ud på arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt. Også dette, at ansvaret for at blive spiselig for arbejdsmarkedet lægges over på borgeren selv, er respektløst. Man kan altså have en situation, hvor Distriktspsykiatrien via fx psykoeducation lykkes med at få borgeren til at forstå, at det ikke er hans/hendes egen skyld, at h/n har depressioner eller hører stemmer osv. Personen kan så gå over på Jobcentret og få at vide, at h/n skal tage sig sammen, for der er diverse deadlines, der skal tages hensyn til (og nogle klemmer, der skal samles). Netop dette “at tage sig sammen” er ikke en farbar vej ud af en psykisk sygdom, og det har været vidst i snart 100 år. Tvært i mod vil krav om at skulle tage sig sammen, gøre det sværere for den psykisk syge.

Problemet ligger måske i den måde, “Vores kasse” er delt op på og fungerer. Borgeren skal ud af en kasse og ind i den næste, og hver gang dette sker, er der resultatløn til sagsbehandleren? Eller bliver der trukket i sagsbehandlerens løn? Under alle omstændigheder synes jeg, at det er forkert at behandle borgerne sådan. Iboende i systemet er der en trussel til alle syge:”Hvis du ikke tager dig sammen og beviser over for os, at du er ved at blive rask, så stopper vi dine sygedagpenge”. Er det en måde at behandle alvorligt syge mennesker på? Jeg synes det ikke. Jeg tror simpelt hen ikke på, at nogen bliver rask af at blive sat under pres. Pres giver stress=mere sygdom. Selvfølgelig skal man arbejde, hvis man kan, og hvis man kan finde et arbejde. Men hvis der bare intet arbejde er, hvad så? Og hvis man bare ikke kan blive rask, hvad så? Er vi ude i at reducere i gruppen af ikke-arbejdsramte via sultemetoden? Tanken ligger lige for. I nogle kommuner vil man stoppe boligydelsen til ældre mennesker, hvis de ikke vil flytte til en meget ringere bolig i en helt anden kommune. Talløse er efterhånden beretningerne om borgere, der under trussel om at få fjernet forsørgelsesgrundlaget, bliver presset ud i de rene urimeligheder.

Skab nogle flere job, til både unge og ældre arbejdsløse, men giv dem ikke til os, før vi kan klare dem. Tal ordentligt til borgerne på alle Jobcentre. Politikerne skal fjerne incitamentet til at bruge press-gang metoder i sagsbehandlingen. Det skal gå op for alle, at det er “Vores kasse”, der er tale om. Det kan ikke nytte, at en afdeling af det offentliges hjælp nedbryder virkningerne af en anden afdelings bestræbelser.