Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

22. september 2016

Valg eller vilkår?

Mange af de vilkår, der har formet folks liv, kan enten være bevidste valg, vi har foretaget, eller vilkår, vi har været underkastet.

Nogle gange kan det være enten eller, og det kan gøre ondt, hvis man ikke brænder igennem med det, der nu gælder for en selv.

Fx det der med børn. Hvis jeg havde en krone for hver gang, jeg er blevet spurgt om, hvor mange børn jeg har, så ville jeg være hovedrig. (Ikke mindst fordi netop dette spørgsmål var et, vi altid lærte begynderkursister at stille). Når jeg så har fortalt, at jeg ingen børn har, er det ikke sjældent, jeg er blevet spurgt “hvorfor?”. Mange er helt overbevist om, at kvinder skal have børn. Hvis ikke de har, må de enten være meget sære eller helt værdiløse.

I mit tilfælde var det ikke et aktivt fravalg. Hvis jeg havde haft noget at sige om den sag, ville jeg bestemt have haft børn. Det fik jeg så ikke, og et stykke hen ad vejen var det en sorg. Men efterhånden som tiden gik, og det biologiske ur endelig stod på “over”, har jeg tænkt, at det måske ikke var så skidt en ting, at jeg ikke fik børn. Hvem ved, måske ville jeg slet ikke have været i stand til at give dem en ordentlig opvækst? Hvad ville jeg have stillet op, hvis jeg havde fået et barn med et væsentligt handicap? Ville jeg have kunnet klare den situation? Det håber man naturligvis, men hvem ved? Med andre ord er jeg gået fra at føle mig underlagt et meget hårdt og unfair vilkår til at have taget et eksistentielt valg.

Tilbage til kursisterne, så nåede jeg frem til, hvad jeg skulle sige, når jeg blev mødt med “hvorfor?”. Ovenfor kan man læse nogle langhårede svar, som bestemt ikke egner sig til begynderundervisning i det danske sprog. Ja, måske egner de sig ikke en gang til livet uden for privatsfæren, i så fald må I læsere undskylde mig. Men jeg kom simpelthen frem til at svare “Inch Allah”, (om) Gud vil, og det afsluttede al videre nysgerrighed. Man vil kunne gætte, hvilket modersmål flertallet af mine kursister havde …

Jeg gad nok vide, hvad jeg ville have svaret, hvis min barnløshed havde skyldtes et bevidst valg. Jeg anerkender selvfølgelig, at det er et helt legitimt valg at foretage i en verden, der i forvejen er overbefolket.

Jeg synes dybest set, at det med børn eller ej er en privat sag. Jeg er også af den opfattelse, at de fleste i vores kulturkreds synes, at det er en privat sag. Derfor kan det altså godt undre mig, at det spørgsmål indgår i alt begyndermateriale. Hvordan skal de nye få et indtryk af, hvad der er normal, høflig konversation, når deres undervisningsmateriale fortæller dem noget helt andet?

18. september 2016

På den anden side af “drøwten”

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , — Henny Stewart @ 15:07

Drøwten var et fælles engdrag (etymologisk gæt: =”driften”; “kvægdriften”), som lå syd for det husmandssted, hvor jeg tilbragte det meste af min barndom. Vi gik derned for at plukke engblommer om sommeren, og hele året kunne vi bruge “drøwten” til at lege på eller som en slags genvej hen til skolen. Jeg tror såmænd ikke, det var kortere vej, men afveksling er godt, også når man er barn.

På den anden side af “drøwten” boede der en mand, vi kan kalde ham “Olsen”. Det hed han ikke, han havde et navn, der nemt ville kunne genkendes, og han har muligvis familie, der ikke ville bryde sig om, at jeg skriver, som jeg gør.

Vi var alle sammen bange for Olsen. Mellem os børn gik der sladder om, hvad han ville gøre ved os, hvis han fangede os. Min far havde en konflikt med ham en gang. Jeg tror, det var en hegnstvist eller noget med en grøft, som de hver i sær ikke ville påtage sig ansvaret for at dræne. De råbte vist lidt af hinanden hen over den grøft.

Olsen boede alene, og hans hus så meget forfaldent ud. Det vi kunne se af det. Det lå temmelig langt fra “Drøwten”, og vi skulle ikke have noget af at nærme os huset. Vi var jo ret sikre på at komme til skade, hvis vi gjorde det. Vi havde ikke noget at have det i. Der var ingen rapporter om, at han rent faktisk havde gjort nogle børn noget.

Olsen var med andre ord ikke særlig populær, og ingen havde noget med ham at gøre. Ingen jeg kendte, i hvert fald.

Olsen var sikkert lige glad. Det håber jeg i hvert fald.

Han havde under alle omstændigheder, og helt uden at gøre noget for det, sat sig i respekt hos alle egnens unger.

13. september 2016

There is a fine Line …

… between collecting and hoarding …

Sådan siger de i programmet om samlere, som jeg faldt i på DR2 her til formiddag.
Samlinger
Der kommer mit danske, som dog ellers er mit modersmål, en anelse til kort. Jeg kan ikke finde to og kun to ord, der dækker “collecting” vs. “hoarding”. At samle eller være samler vs. at samle eller være samler? Hm. Det er da klart som blæk. “A collector” oversættes uden besvær til “en samler”, mens “a hoarder” nærmest må forklares som “en person med sygelig trang til at samle”. Jeg kan slå “hoarder” op og finde betydningen “hamstrer”, som ikke dækker det. Efter min mening hamstrer man, hvis man køber lagre af nødvendige varer, fordi man frygter en eller anden mangelsituation, som fx kunne være et resultat af krig eller strejke. Jeg mindes endnu den store strejke sidst i 90’erne, hvor skøre kællinger, der aldrig i deres liv har bagt, nærmest støvsugede butikkerne for gær. Det kalder jeg at hamstre.

Men hvis man fx har ondt ved at skille sig af med plasticemballager, fordi de kan være nyttige til mange ting … hvilket de kan, men hvis man har et helt værelse fyldt med tomme plasticemballager, så kunne man måske tænke, at man havde nok? … så kalder jeg det ikke at hamstre. Hvis man ikke kan kassere alle de æsker, man har købt kartoffelsalat i gennem et helt år, er det at “hoarde”.

Som en person, der har mere end et kæledyr, er jeg også konstant i fare for at blive udråbt til sygelig samler. Og nej, det er jeg ikke! Jeg har fem katte og jeg skal absolut ikke have flere, tværtimod satser jeg på at reducere antallet af katte ved naturlig afgang. Aldrig så lækre sådan nogle små kattekillinger er, så skal de ikke komme og mjave ved min dør! Men folk, der har flere kæledyr end de har råd og kræfter til at passe ordentligt, bør tage et godt kig i spejlet. JUST SAY NO! Nogle gange lettere sagt end gjort. Det ved jeg godt, og det er derfor jeg har fem katte i stedet for de to, jeg oprindelig havde besluttet, at jeg ville have.

I programmet besøgte de en samler af kukure. Jeg kan næsten forstå ham, blot synes jeg, han kunne have valgt noget mindre at samle på, som fx armbåndsure eller lommeure … En anden samler har legetøj som sit svage punkt. Han forklarer det ganske enkelt med, at der var nogle ting, han rigtig gerne ville have haft som barn, som han ikke fik, fordi familien ikke havde penge til det. Det er for mig helt forståeligt og måske tæt på en forklaring af megen samleradfærd. Den kompenserer for en eller anden mangeltilstand, man har erhvervet sig i sin fortid.

Hvordan dette nu kan henføres på min samling af ure, det kan jeg ikke rigtig forklare. Jeg har en ramme for min samling, og den ramme udgøres af to miniskuffedarier. Samlingen skal være deri, og hvis den ikke længere kan det, skal der sorteres fra. Det har jeg gjort flere gange. De første ure, jeg købte, var for billige, og i virkeligheden langt fra så fine som på billederne. Jeg vil ikke gå med dem, og det vil andre heller ikke, er jeg sikker på, så jeg smed dem i en pose for at smide dem væk. Den pose har jeg så fundet ude i garagen, men den kommer ikke ind igen. Jeg har sagt farvel til indholdet, og det gjorde mig ikke spor ondt. Jeg skal snart til at sortere igen, kuratere, kan det kaldes, og jeg har allerede nogle kandidater i tankerne. Jeg er blevet opfordret til at lave en montre, hvor jeg kan udstille mine ure, eller en eller anden anordning, så de kan ses på væggen. Det vil jeg ikke. Ure skal kun udstilles et sted: På håndleddet, og kun et ad gangen.

Man kunne vel også forestille sig, at nogen samleradfærd skyldtes en interesse for ting i omverdenen, uden at det nødvendigvis skal diagnosticeres som en kompenserende adfærd …

Jeg har altså en rem af huden med det samleri, hvad enten det nu er den ene eller den anden slags. Jeg har fx også samlet en skrækkelig masse bøger, som jeg stadig har stående på reoler, hvor de ikke laver andet end at samle støv. Det er kun en meget lille brøkdel af dem, jeg kunne tænke mig at genlæse. De bøger er nu truet. Snart skal jeg tage mig sammen til at male i stuen, og jeg tror faktisk, at når jeg først har flyttet bøgerne ud af reolerne for at kunne flytte disse, så vil jeg ikke flytte dem alle tilbage igen. Men det ligger ude i fremtiden.

I fortiden blev man opfordret til at samle. Da jeg skulle konfirmeres, blev jeg bedt om at vælge sølvbestik. Fra og med konfirmationen og til længe efter, jeg var flyttet hjemmefra, var mine “store” gaver fra familien skeer eller gafler fra det forbistrede bestik. Jeg har aldrig brugt noget af det, og jeg aner ikke, hvor det er i dag. Jeg vil faktisk heller ikke have det at vide. Men den gang var det sur r*v, fordi jeg havde så lidt penge og fordi gaver fra familien udgjorde det eneste luksusforbrug, jeg havde. Men piger i min generation forventedes stadig at samle udstyr, så man havde det hele, når man blev gift. Havde jeg fortsat det samleri, ville jeg have haft utrolig meget udstyr, idet jeg først blev gift som 44-årig, hvilket man roligt kan sige er længe efter, at nogen havde troet, at det ville ske. Heldigvis har jeg aldrig investeret i sølv, porcelæn og linned efter den tid. Jeg har kun købt det, der var brug for. Og ikke noget sølvtøj.

Så nogle samlinger blev man opfordret til at lave og andre bliver man latterliggjort for at have. Nogle er inden for det acceptable og andre er ikke. Mon egentlig ikke, man skulle tage retten til selv at bestemme, hvad der er hvad, tilbage?

Men jeg kunne nu stadig godt tænke mig at have en ordentlig oversættelse af “hoard”, “hoarding” og “hoarder”.

Jeg kunne også tænke mig at komme af med nogle tomme emballager, men det arbejder jeg på. Måske kan jeg bruge nogle af dem til at lave bakker til mine ure, så de ikke skal ligge i nogle store, rodede bunker i skufferne …

« Nyere indlægÆldre indlæg »