Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

14. december 2008

Vi laver vores egen: Søndagsprædiken

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 13:16

Bare for en ordens skyld: Jeg hører til dem, der mener, at religion er og bør forblive en privatsag. Man skal altså ikke frygte den slags prædiken fra min side. Næh, jeg har såmænd bare sparet et par emner sammen, som jeg kunne tænke mig at kommentere på, så her kommer de, i helt vilkårlig orden:

Grådighed, griskhed:

Nu har vi snart hørt så meget om Stein Bagger og IT-factory, så det hænger os langt ud af halsen. Stein Bagger sidder stadig i en amerikansk kachot uvist af hvilken grund, men man kunne godt få en mistanke om, at det er efter aftale med Hollywood, bare sådan for at give historien endnu et twist, sådan at filmversionen kan blive et stort hit. Nej, sådan hænger det næppe sammen. Ikke desto mindre står underholdningsindustrien parat til at kapitalisere historien. Stein Bagger selv har åbenbart ikke holdt sig tilbage. Der har været bragt et interview med ham i Ekstra Bladet, hvis man nu kan stole på dets ægthed. Jeg må tilstå, at jeg ikke har læst interviewet, dertil er jeg ikke tilstrækkeligt interesseret.

Sådan fra sidelinjen og i andres kommentarer har jeg dog forstået substansen i Stein Baggers påståede udtalelser: Han har ikke snydt og bedraget for egen vindings skyld, men fordi han blev afpresset og truet af nogle store, væmmelige afpressere. Vi blev jo ret hurtigt klar over, hvad slags bodyguard, Bagger har haft gennem det sidste års tid. Spørgsmålet bliver så hvem eller hvad denne bodyguard i virkeligheden har passet på?

Idet jeg godt er klar over, at jeg på min egen lille måde er med til at fremme fænomenet, så kunne jeg egentlig godt tænke mig at vide, hvad det er ved Stein Bagger og hans historie, der er så yderst interessant, at man skal kunne følge forløbet i alle detaljer i samtlige medier. Altså, hvad er det, der gør Stein Bagger mere interessant end alle andre svindlere? Er det beløbenes størrelse, der gør det? Er det kontrasten til det glansbillede, manden selv har bidraget til? Det er rent utroligt, så mange billeder af Stein Bagger poserende foran, på, bagved, i nærheden af et eller andet, man har kunne finde frem til. Man skulle tro, at manden havde været model for dressman eller noget i den retning.

Mit bud på sagen er, at han er blevet offer for sin egen griskhed og er begyndt at tro på myten om sig selv. Det er det hele.

Og nu til noget helt andet:

Gennem hele efteråret har der været talt meget i medierne om de fire ugentlige ansøgninger, ledige skulle præstere for at bevise, at de gør noget aktivt for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Det har vist sig at være et problem for især de ufaglærte og dem med de meget korte uddannelser, dvs. især 3f’s medlemmer, at finde nogle relevante job at søge. Det burde ikke komme som en overraskelse for nogen, at det er svært for disse mennesker at finde arbejde, mindst af alt skulle det forbavse vores beskæftigelsesminister, men det har det åbenbart gjort.

Piskemetoden vil nok ikke rigtig virke, når der rent faktisk ikke er særlig mange ufaglærte job at vælge mellem. Gulerodsmetoden har man nok ikke udforsket til fulde, men den vil også vise sig at have nogle mangler ift. denne målgruppe. Man bør ikke glemme, at nogle af de mennesker, der nu optræder i statistikkerne som ufaglærte, er ufaglærte af en god grund: De har ikke været i stand til at tage en uddannelse. Der er sikkert også nogle blandt dem, der ikke har fået chancen, og som godt vil kunne uddanne sig, hvis de får den rigtige hjælp. Min påstand er bare, at der altid vil være en restgruppe af folk, der ikke har fået en uddannelse, fordi de ikke er i stand til at tage en uddannelse. Spørgsmålet bliver så, hvad man skal stille op med dem i et samfund, hvor kravene til jobsøgerne hele tiden skærpes, og hvor der bliver færre og færre job, man bare kan komme ind til lige fra gaden.

Det er helt sikkert ingen hjælp at sige til disse mennesker, at de skal søge 4 stillinger om ugen, så det er ganske udmærket, at de ikke skal det mere. At det så ikke er for deres egen skyld, at man har opgivet dette meningsløse krav, men derimod for at spare arbejdsgiverne for bøvlet med at skulle gennemse en bunke irrelevante ansøgninger, hver gang de har haft en stilling opslået, er i den forbindelse underordnet.

Vi lever stadig i en såkaldt velfærdsstat, hvor man formodes at yde efter evne og nyde efter behov og i øvrigt at være solidarisk med sine medmennesker. I den sammenhæng virker det noget forkert på mig, at der skal være overdommere, der kan piske mindre heldige medmennesker til f.eks. at søge job, de ikke har skyggen af en chance for at få eller bestride, bare så de kan “bevise”, at de ikke “nasser” på deres heldige, beskæftigede, medmennesker. Den grad af mistro passer dårligt sammen med enhver idé om solidaritet. Men det ord er måske blevet gammeldags?

Behov for velgørenhed?

Nu har jeg for længst i disse spalter afsløret, at jeg ikke bryder mig om julen og al dens væsen. Jeg er lodret ligeglad med, om jeg får nogle gaver eller ej. Ligeledes er det ikke hvert år, jeg giver nogle. Jo, altså hvis man får en god gave, der viser, at giveren har tænkt på ens bedste og på at glæde én, så bliver man naturligvis glad, ganske uanset hvilken årstid eller højtid, vi har. Ligeledes er glæden ved at give af et godt hjerte jo lige stor, uanset årstid. Men ingen af delene er altså bedre eller værre, bare fordi det er jul.

Det er jo meget godt, at jeg har det sådan, det må jeg jo selv om. Men der er et segment, for hvem det nok ikke er så nemt at lade hånt om årstiden, nemlig børnene. Man mener nu, at der er ca. 60.000 børn i Danmark, der lever i en sådan grad af fattigdom, at sådan noget som højtiderne ikke kan fejres. Jeg tror nok, at det må være svært for de stakkels unger at komme i skole i januar og høre, at deres klassekammerater har fået både computere, cykler og fladskærms-tv i julegave, hvis de selv ingenting har fået og ikke en gang har kunne fejre nogen slags jul.

Der findes en hel del velgørende foretagender, der hjælper dårligt stillede familier ved juletid. Som jeg har forstået det, består hjælpen i en såkaldt julekurv indeholdende madvarer til en julemiddag. Tanken må så være, at forældrene kan købe lidt gaver for de penge, de sparer på det ene måltid. Man kan jo nok regne ud, at nogen cykel eller computer kan det ikke blive til. Knap nok en cykelcomputer! Men alligevel har de velgørende organisationer som Frelsens Hær og ASF Dansk Folkehjælp f.eks. et sådant run på deres julehjælp, at de allerede har måttet sige stop. De modtager langt flere ansøgninger, end de er i stand til at imødekomme. Hvis nogen trods alt skulle have lidt julesind, skal der herfra lyde en opfordring til at støtte en af disse organisationer eller lignende foretagender. Kan man ikke selv komme i julestemning, kan man måske hjælpe andre til at komme det.

En ting er, at man som voksen heldigvis kan gøre sig fri af julehelvedet og have det godt med det. Men i betragtning af den massive reklamepåvirkning og anden propaganda, vil det nok være for meget at forlange af børnene, at de skal gøre sig fri af den kapitalistiske jul og alt dens væsen.

7. december 2008

Vi bruger også: Aviser og andre nyhedsmedier

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 17:11

Nyhedsjunkie vil jeg ikke sige, at jeg er. Jeg kan som regel godt holde mig væk fra de rene nyhedskanaler som DR-update (som jeg kan se på TV, hvis jeg vil), TV2 News og deres udenlandske pendanter. Det er som om, at nyhederne bliver lidt anstrengte, hvis de skal spredes tyndt ud over hele døgnet. Dette gælder selvfølgelig mest sådan en almindelig hverdag, hvor der tilfældigvis ikke er en eller anden international krise, der rent faktisk udvikler sig fra time til time.

Normalt kan jeg altså sagtens nøjes med TV-avisen eller TV2’s ordinære nyheder. Radio lytter jeg så godt som aldrig til. Jeg holder en lokal avis, det føler jeg er nødvendigt. Samme lokale avis har en nyhedskanal på fjernsynet, som jeg checker dagligt og nødig ville undvære.

Resten af mit behov for nyheder får jeg dækket på nettet. Her checker jeg de landsdækkende avisers overskrifter og vigtigste historier. Jeg har dog ikke købt abonnement til nogen af dem, så jeg er afskåret fra at logge på og læse hele avisen. På den anden side har døgnet kun 24 timer, og der er også andet at passe, så det går nok endda.

Desuden modtager jeg et rss-feed fra Danmarks radio, og der læser jeg de fleste af de nyheder, de bringer. Hver eneste dag. Alt i alt er jeg måske nok ikke det mest velorienterede menneske i verden, men jeg føler dog, at jeg er så nogenlunde med. Nu hører jeg så, at Dagbladenes Forening vil have DRs nyhedsformidling på nettet stoppet. De føler vel, at DR går dem i bedene. Måske tror de, at folk lader være med at købe aviser, fordi de kan læse de nyheder, de har brug for hos DR.

Jeg tror, det er en helt fejlagtig holdning. Nyhedsformidling bør ske, der hvor folk er, helt uafhængigt af platform. Hvis folk foretrækker at læse nyheder på nettet frem for at købe aviser, der er lavet af papir, så må det vel være på nettet, at dagbladene skal tjene deres penge i fremtiden. Hvordan de vil bære sig ad, vil jeg overlade til dem. For mig at se, er de allerede godt i gang. De fleste dagblades hjemmesider er heftigt pebret med reklamer, ikke et ondt ord om det, og de fleste af dem har også mulighed for at læserne kan købe sig adgang til dele af sitet. Det handler vel bare om at gøre denne adgang så attraktiv for folk, at de strømmer til. Hvor svært kan det være?

Det er måske i virkeligheden det, det handler om. At det faktisk er svært for visse dagblade at følge med tiden. Man har jo talt om avisdød i årevis. Men at ville forsøge at redde dagbladene ved at underkaste DR nogle håbløst gammeldags, maskinstormeragtige restriktioner er da helt dødfødt. Hvis de får heldet med sig, vil det i hvert fald ikke få denne skribent til at købe flere aviser. Man kunne måske blive overtalt til at lytte til lidt radio, hvis nyhederne på nettet bliver for sparsomme. Men det ville være synd og skam, hvis bagstræberiske kræfter fik heldet med sig her. DRs produkt på nettet er nemlig godt. Det er noget, aviserne kunne lære af.

Problemet med aviser er bl.a., at de går i trykken relativt lang tid, før vi får lejlighed til at læse dem. Tag nu en meget aktuel nyhed: I aftes kunne man høre på TV og læse på internettet, at Stein Bagger fra IT-factory havde meldt sig selv til politiet i Californien og nu blev tilbageholdt af immigrationsmyndighederne i U.S.A. Da min lokale avis ankom i morges, havde de ikke denne nyhed med. Kun noget om, at Bagger havde sendt en besked til sin familie, og at nogen troede, at han måske var i U.S.A. Nu var der selvfølgelig også andre nyheder og features i den avis, men nyhedsværdien af dens information er så som så, når man følger med på TV og på nettet.

Det kunne også være, at de trykte medier skulle til at redefinere deres rolle. Da de alligevel ikke kan være først med det sidste, skulle de måske i virkeligheden helt holde op med det og i stedet give sig til at fordybe sig i tidens historier. Analysere og kommentere snarere end blot rapportere. Det gør de bedste af aviserne allerede. De aviser, der kommer til at overleve i fremtiden, vil gøre det i meget høj grad.

Jeg ser, at flere dagblade forsøger sig med læserblogs og borgerjournalister. Disse forsøg synes jeg er meget spændende. Hvis de bliver en succes, er det en udvidelse af demokratiet, som de trykte medier står for. Selvfølgelig er det ikke afgørende anderledes end at sende et læserbrev, men i og med at man bruger nettet, kan man dels debattere mere i real-tid end før, dels kan nettet være med til at bygge bro mellem aviserne og deres læsere, snarere end at tage brødet ud af munden på dagbladene.

Det er vel ikke så ringe endda?

Gratisaviser eksisterer for mig kun ude i periferien. Jeg ser en af og til; det er ikke noget jeg opsøger. De kan måske være meget gode for folk, der daglig skal rejse langt med offentlig transport uden at have en computer med netadgang med sig. Hvis der findes sådan nogle mennesker mere.

3. december 2008

Vi bruger måske: Sociale netværk på nettet

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 17:01

Sociale netværk, hvad er det nu for en slags fisk, og er det virkelig noget for bedstemorsegmentet? Både ja og nej. Jeg vil tro, at de fleste mennesker, bedstemødre så vel som andre, ville kunne klare sig aldeles udmærket uden Facebook, MySpace, Friendster, LinkedIn, Arto og hvad de ellers ikke hedder alle sammen. Den sidstnævnte er kun for børn, så den beskæftiger jeg mig ikke med.

Disse forskellige, men åh så ens foretagender er, hvad man kalder sociale netværk. Der er meget hype omkring dem, ikke mindst fordi forskellige kendte eller notoriske personer, f.eks. Anders Fogh, har en profil på Facebook, er det vidst.

Alle de sociale netværk fungerer mere eller mindre på samme måde: Man opretter en profil med diverse personlige oplysninger, og så finder systemet frem til nogle personer, der kan være ens “venner”. Man kan også selv aktivt søge venner. Dette kan f.eks. gøres ved at importere ens adressebog fra e-mailprogrammet eller fra Gmail, og så lade systemet undersøge, om nogle af disse personer findes oprettet som brugere af det pågældende sociale netværk. Så kan man sende dem beskeder, prikke til dem, invitere dem til at være ens “venner” etc. Hvad forskellen på dette og så at sende en normal e-mail er mig lidt af en gåde.

Det er dog muligt, at de yngre segmenter i højere grad end bedstemorsegmentet er oprettet som brugere og på den måde kan retablere kontakt med mennesker, som de har mistet kontakten med. Men, come on!, hvor mange mennesker har man egentlig mistet kontakten med uden selv at ville det? Ja, ja, der kan måske godt være tale om nogle stykker.

Alt i alt kunne det jo se ud, som om disse sociale netværk var en ret harmløs foranstaltning, ikke sandt? Ikke noget at hidse sig op over på nogen måde, og så alligevel. Når man f.eks. opretter en profil på Facebook, giver man facebook ret til alt materiale og alle oplysninger, man giver fra sig. Denne ret kan man på ingen måde få tilbage igen. Tal om Big Brother! Jeg kan ikke præcis sige, om det samme gør sig gældende for de andre netværk, men det skulle slet ikke undre mig.

Der er også flere ansatte i firmaer rundt omkring, der har fået sig en ubehagelig overraskelse i den senere tid. De har – i arbejdstiden – siddet og skrevet ufordelagtige kommentarer om deres chefer på Facebook og er efterfølgende blevet fyret på grund af manglende loyalitet. Personlig kan jeg ikke få ondt nogen steder over det. Synes egentlig, det er såre rimeligt. Det gælder naturligvis med sociale netværk som med alle andre pc-baserede aktiviteter, at man ikke skal skrive noget, som ikke alle andre må læse. Det er bare en god leveregel at holde sig for øje.

I de sociale netværk dannes også grupper. Der har været en del hype i pressen om især Facebook-støttegrupper. Jeg er selv medlem af en støttegruppe for kattehjemmet Bæklund. Netop denne gruppe illustrerer måske en pointe mht. Facebook-støttegrupper: Den fik i løbet af rekordtid over 800 medlemmer. Da man efterfølgende etablerede en støtteforening for kattehjemmet, hvor det koster et beskedent kontingent at være medlem, gik det knap så hurtigt. Foreningen har til dato kun godt hundrede medlemmer. Hvis du, som sidder og læser dette, er medlem af gruppen på Facebook, men har glemt at melde dig ind, så kan du jo lige fise over og få det i orden. Aargang54 skal nok være her, når du kommer tilbage.

Der opstår også fra tid til anden nogle grupper på Facebook, som jeg i hvert fald finder betænkelige. Noget af det sidste, der forlyder, er at der er opstået indtil flere supportgrupper for den forsvundne direktør for IT-factory, Stein Bagger. Nu er manden ganske vist ikke dømt endnu, men der er meget, der tyder på, at han er stukket af med en halv milliard af andres kroner, og jeg synes faktisk ikke, det er noget at støtte.

Efter at den såkaldte “stadion-morder”, Rasmus Popenda, havde fået sin dom, var der straks nogle Facebook-grupper, der mente, at han burde have en længere straf. Jeg synes, det er betænkeligt, når en tilfældig gruppe mennesker på den måde vil være klogere end domstolene. Helt grotesk bliver det, når en Facebook-gruppe kræver en frifundet person straffet under henvisning til deres ytringsfrihed, som det var tilfældet med en pædofilianklaget fra Køge. Efter min mening har dette intet med ytringsfrihed at gøre, men netop med pøbelvælde. Jeg vil mene, at det ydermere bevæger sig på kanten af lovgivningen at påstå, at denne person er skyldig, når domstolene har frifundet ham. Hvis det var mig, den slags gik ud over, skulle de i hvert fald høre fra mig!

Når jeg nu har det på den måde med de sociale netværk, hvorfor har jeg så meldt mig ind? Godt spørgsmål, og jeg ventede faktisk også længe, inden jeg hoppede med på vognen. Jeg skal ikke benægte, at jeg har en vis nysgerrighed, og at denne har været medvirkende årsag, men den konkrete anledning har været, at jeg har nogle websites med tilhørende statistikker. Når jeg i statistikkerne ser, at nogle læsere er kommet ind via et link på Facebook eller et af de andre sociale netværk, så er jeg nærmest “nødt” til at gå ind og se, i hvilken sammenhæng, mine sider har været omtalt. Det er i hvert fald min forklaring.

Jeg må så sige, at mine profiler diverse steder er så tynde, som de kan være, og jeg har ikke gjort mig de ringeste anstrengelser for at skaffe “venner” dér.