Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

12. juli 2010

HFFF undercover?

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , — Henny Stewart @ 11:59

I “Ingeniøren” kunne man for flere år siden læse en artikel om en rapport fra “Visionariet” (fed titel, men åbenbart svær at leve op til!). Ja, jeg læser ikke publikationen til hverdag, derfor er jeg en kende sent ude, beklager! I al korthed går artiklen ud på, at kun tvang og forbud vil kunne vende den såkaldte fedmeepidemi her i landet.

De visionære mener bl.a., at man bliver nødt til at regulere den mængde mad, der kommer ind over de danske grænser. Hah! Som om man ikke tager på af at indtage indenrigske produkter! Under læsningen får man halvvejs en idé om, at det hele er en joke, men så alligevel ikke. De visionære mener også, at man må tvinge nogle flere af de fede under kniven til de såkaldte fedmeoperationer. Nu, her fire år og en finanskrise senere, har de kloge så fundet ud af, at ca. 75% af de mennesker, der er blevet opereret, bliver tykke igen. De finder simpelthen ud af at småspise hele tiden. På den måde kan det lade sig gøre at tage på, selvom man har en mavesæk på størrelse med en knyttet barnehånd. Og forresten har de fleste overspisere nogle problemer, der overhovedet ikke sidder i fordøjelseskanalen!

Et andet forslag går ud på at forbyde salget af mad på tankstationer og i kiosker, for det mad, slige etablissementer sælger, er som bekendt de rene kaloriebomber. Mon de visionære har tænkt begrebet “ondets rod” ind i problemstillingen? Det har de så helt klart ikke. Det er jo ikke sådan at knækbrød og gulerødder pludselig ville blive fyldt med kalorier, bare fordi de blev solgt i en 7-11.
Frugt
De visionære taler også om at idømme folk med et upassende BMI en ekstra skat. Se, det ville gøre ondt, men mon trods alt ikke, det ville være i strid med Forskelsbehandlingsloven? Den kan man selvfølgelig bare ændre på, det skal der såmænd nok kunne skabes politisk flertal for.

Artiklen har så også et kommentarspor. Her er der et “geni”, der foreslår, at man forbyder salg af tøj over en bestemt størrelse! Så kan vi lære det, kan vi. Indtil man har opnået en autoriseret størrelse, kan man gå med røven bar, kan man! En anden kommentator har den indvending, at det vil være slemt at se på alle disse mennesker, der går rundt i tøj, der er for småt. Det er da rigtigt, så på den måde ville man pålægge hele samfundet en straf, hvilket ikke kan være helt rimeligt.

Personligt kunne jeg tænke mig at foreslå, at man forbyder fremstilling og salg af underlødige fødevarer. Så måtte man selvfølgelig genindføre en ordentlig fødevarekontrol. Der er ingen mening i regler, som ikke håndhæves. Hvis man så også fjernede momsen på frugt og grønt, så var man sikkert nået et stykke vej. Man kunne så indføre daglig motion på samtlige arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner. Det ville sikkert hjælpe et stykke hen ad vejen.

Så bør man i øvrigt, stadig efter min mening, koncentrere indsatsen omkring børnene og de meget unge. Jeg har lagt mig nogle deller til i de senere år, men jeg var altså ikke sygeligt fed som barn og ung, og uden at have studeret statistikkerne, forekommer det mig at der er mange overvægtige børn og unge nu. Det er både et helbredsmæssigt og socialt problem for dem, og det bør der gøres noget ved, men tvang og forbud mener jeg nu ikke, man kommer nogen vegne med. Motivation og opmuntring, derimod, det er nødvendigt.

16. maj 2010

God stil, eller hvad?

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , — Henny Stewart @ 18:37

For et stykke tid siden kom jeg jo for skade at “anmelde” Christina Wedels: Hvad klæder mig? i disse spalter. Min anmeldelse var ingenlunde favorabel. Dette havde nok en hel del at gøre med, at jeg under læsningen fandt ud af, at bogen ikke henvendte sig til mig eller folk som mig, hvilket jo var en bitter pille at sluge, efter at man havde investeret i værket.

Men intet er forgæves! Det viser sig, at Sascha Dupont, som vi nok ellers mest kender som pianist, har begået en bog om god stil for “kurvede kvinder”. Det segment hører jeg jo unægteligt under. Jeg blev spurgt, om jeg kunne have lyst til at læse bogen og evt. skrive lidt om den på min blog, hvis ellers jeg syntes, at det kunne passe. Det sagde jeg selvfølgelig ja til, mest af alt fordi jeg stadig trænger til noget inspiration mht. hvad jeg skal hylde mit omfangsrige legeme i.

Wedel havde, hvis min hukommelse ellers ikke har svigtet mig, et afsnit, der hed:”Tal pænt til dig selv”. Dupont har noget lignende, nemlig et afsnit, der hedder: “Elsk dine deller”. Det er nok lige lidt i overkanten for mig at skulle omfatte dellerne med kærlighed, men jeg kan godt se pointen. Og Sascha Dupont torpederer så heller ikke budskabet ved at sende alle på slankekur, før de overhovedet kan begynde at nyde godt af hendes råd. Det får hun point for.

Forsiden af bogen: Ingen smalle steder

Sådan ser bogen ud. Den vil være i handelen i slutningen af måneden. Som man kan se, er dens layout sådan lidt “scrapping”-inspireret, og der er også lidt retro over den. Et væsentlig plus ved denne bog er, at den er gennemillustreret. Ganske vist er jeg personligt mere end i stand til at komme gennem teksttunge værker uden en eneste illustration, men netop med dette emne har jeg jo et handicap: Jeg er, og har gennem 55 år, været ganske “fatvag”, som det hedder på disse kanter, mht. hvad der klæder mig, og hvordan jeg bedst kan præsentere mig til min fordel. Derfor er det så godt med illustrationer, så jeg ikke skal nøjes med at læse, hvorfor det ikke er en god idé med et tørklæde bundet stramt om halsen til en tværstribet sweater med rullekrave og med en lillebitte skuldertaske, der nærmest forsvinder under mormorarmene. Jeg kan se det, med egne øjne. Det er oven i købet Sascha Dupont selv, der står model til alle don’t-billederne. Et træk, jeg finder sympatisk. De fleste af os oplever jo nok, at hun ser hamrende godt ud på TV, men der ligger altså en bevidst indsats bag!

opslag

Bogen opererer med fire forskellige kropstyper: Firkantet, timeglas-, æble- og pæreform, og giver generelle råd til hvilke snit, der er bedst til disse typer. Hvor brugbart det er, kan jeg være lidt i tvivl om. Men der er også en opfordring til ikke altid at følge reglerne, og det er vel også det, der ligger i at have sin egen stil. Der er nogle råd om farver til hhv. varme/kolde/mellemtyper. Hvad der menes med det, kan man se i bogen. Ligeledes er der råd til frisurer, smykker og make-up til forskellige ansigtsformer. Det med make-up er jo altså spildt på mig. Det vil jeg ikke til at begynde med i min høje alderdom.

Så er der et længere afsnit omkring hårfjerning. Sascha Dupont mener selv, at hun har et afslappet forhold til behåring, men jeg kan såmænd blive helt ked af det ved tanken om, at unge kvinder synes, de er nødt til at barbere, epilere, vokse (-ouch!) eller sågar laserbehandle sig glatte som præpubertetsbørn. Jeg kunne godt ønske mig, at man kom frem til, at den behåring, man nu har forskellige steder, nok er der af en årsag. Det er som om der pinedød skal være en eller anden ting ved os, der ikke er godt nok, og som man skal få ordnet uden hensyn til omkostninger af såvel pecuniær som helbredsmæssig art. Er det ikke fødderne, der skal snøres, eller midjen der skal spærres inde i et korset, så er det altså behåringen, der skal holde for. For lide for skønheden skal man! Jeg synes ikke, vi skal blive ved med at gå ind for den læresætning!

Bogen indeholder forslag til en basisgarderobe, anbefalinger af, hvor man skal sætte ind, hvis man ikke har budget til at købe kvalitet hele vejen igennem. Der er tips til kriterier at sortere sin garderobe efter, og det er en af de ting, jeg har tænkt mig at implementere lige med det første.

Selv om bogen nok generelt henvender sig til nogen, der er lidt yngre end jeg, så har jeg ikke følt mig hægtet af under læsningen. Der er bestemt tips, tricks og anbefalinger, jeg kan bruge.

Sascha Dupont, “Ingen smalle steder, en guide for kurvede kvinder” Forlaget Clockwise, 27. maj

12. november 2009

Vejen til Damaskus

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 15:35

… har jeg aldrig været på. Jeg har nok heller ikke ligefrem håbet på en dramatisk omvendelse, men lidt åbenbaring i ny og næ ville måske ikke være så dårligt. Jeg mener, jo ældre man bliver, jo større risiko er der for, at man havner i en eller anden skure eller rutine, der måske ikke er så hensigtsmæssig, og som det måske ville være godt at blive rusket ud af. Som f.eks. mht. det, man kalder “personlig stil”. Altså tøj, sko, støvler, smykker og andre accessories, som det jo nu hedder på godt dansk, samt evt. maling til ansigtet mv.

Nåmenaltså, jeg har da været rundt i blogland, og flere steder har en bog om de emner været omtalt. Både hos Anne Undreland og Madame har Christina Wedels “Hvad klæder mig” været favorabelt omtalt, og jeg har selv været inde og læse det kapitel, man kan læse gratis på fr Wedels hjemmeside, nemlig kapitlet “Tal pænt til dig selv“. Det virkede godt nok lidt “new age” på mig, det der med at fremhæve det positive og ignorere det negative. Eller er det klikkertræning, jeg tænker på? Det er jo også så moderne. Men det kapitel virkede nu ikke i sig selv afskrækkende, jeg mener, hvis det virker på katten, kunne det jo også være, det virkede på en selv.

Ergo besluttede jeg mig til at bestille bogen, efter et par dage ankom den, og nu er den også læst. Og så er det altså, at jeg har fået en rigtig dårlig smag i munden. Formålet med øvelserne skal være, at man skal føle sig “lækker”. Ordet forbinder jeg ikke så meget med mennesker som med objekter, der skal fortæres, som f.eks. et stykke kamsteg eller en nystegt frikadelle. At se smart ud kunne jeg derimod godt tænke mig, eller se godt ud. Men det er altså ikke det, der er målet.

Men da jeg var kommet et stykke ind i bogen, nærmere bestemt til side 99, “Sandheden om tilskæring og snit”, hvor jeg kan læse om nogle ting man skal tage hensyn til, med mindre man er mere end 20 kg overvægtig, strike one, blev jeg klar over, at jeg slet ikke var i Wedels målgruppe. Herefter går fr Wedel så over til at sige, at hvis man er mere end 20 kg overvægtig, så vil hun opfordre os til at tabe mindst 15 kg, inden vi går ud og skaffer ny garderobe! Strike two. Kære fr Wedel, det er jo Dannevang, dette her, og det er altså alt for koldt at gå rundt med r**** bar, rent bortset fra, hvad sædelighedspolitiet ville have at sige om det, hvis man gik ud uden “garderobe”. Mht. det at tabe 15 kg, så vil jeg gerne tage diskussionen op med fr Wedel efter hendes evt. overgangsalder/rygestop/behandling for depression, hvis hun kommer i disse situationer. En af dem skulle da i hvert fald være rimeligt sikker. Når jeg kunne trænge til inspiration mht. mit tøj, så er det da ikke noget, der kan udsættes, til jeg engang er blevet ung og smuk, for det bliver jeg sgutte!

Der skal jo tre slag til, før man bliver dømt ude, så her kommer strike three: Det er i afsnittet om kjoler, og hvorfor fr Wedel mener, at mænd elsker dem. Det er fordi, og hold nu fast: “Der er fri tilgang”. Hun forklarer selvfølgelig, at der er tale om fantasier, som ikke nødvendigvis behøver blive udlevet osv. Men jeg må indrømme, at jeg finder det dybt tragisk, at en yngre kvinde kan skrive sådan noget bavl i det herrens år 2009, og endnu mere tragisk er det, hvis hendes læsere accepterer det! På side 48 er fr Wedel ovenikøbet ligeglad med kvindefrigørelse i henseende til hvor “lækker” man er. Jo tak do! Den slags tale får mig til at længes efter mine overalls, den lilla ble og et par røde kaptræsko.

Hvis man ikke synes, de tre slag er nok, så skal man åbenbart, for at være “lækker”, have fjernet hår både her og hisset, det er jo totalt amerikanske tilstande, Wedel her vil have indført. Man skal smøre sig ind i cremer både morgen og aften. Det er ikke så sært, at allergierne er på fremmarch, alt det skidt, folk vil udsætte deres hud for. Desuden skal kvinder iflg. Wedel gå med make-up! Det er altså et personligt valg, om man vil det eller ej. De fleste ser langt bedst ud uden!

Dertil kommer en næsten konstant tilskyndelse til at købe dyre sko, støvler, tasker og tøj. Jeg begynder så småt at se, hvor de kvinder, der optræder i “Luksusfælden” på TV3, får deres idéer fra. Det er jo gerne små, pjevsede koner, der med tårer i øjnene tilstår, at de bruger 3000 på frisør og “hårprodukter” pr. måned og har skabe, der er så fyldt med tøj, at de absolut intet overblik har. Den idé, at man skal eje noget dyrt tøj, som man så kan tillade sig at “blande” med noget billigere, er helt ude i hampen. Netop med tøj er det jo en kendt sag, at man ikke får det, man betaler for. Mærkevarer er i det store hele blærevarer og får ikke bærerne til at se en tøddel bedre ud.

Så nej, jeg er ikke imponeret over Christina Wedels bog. Overhovedet ikke, faktisk. Men hvis der var en stylist, der formåede at vise almindelige kvinder af alle mulige tykkelser og aldre, hvordan de uden at skulle ligge under for nogle mere eller mindre lumre mandefantasier kunne klæde sig smart og praktisk på for små penge, så ville jeg ganske givet være imponeret. Men det er nok for stor en mundfuld!