Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

24. maj 2018

Et tidens tegn?

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 9:42

Somme tider falder jeg i og ser Jakob Illeborgs jagt på diverse småkriminelle bondefangere i programmet “Kontant”. Således også i aftes.

Det handlede om en “Hollywood agent”, der kaldte sig “Celebrity Broker”. Dvs. man kunne hos ham “bestille” visse mere eller mindre afdankede Hollywoodstjerner til at deltage i forskellige events. Dette skulle så angiveligt interessere pressen tilstrækkeligt til at de møder op og dækker begivenheden og dermed giver stedet eller begivenheden selv noget reklame, som man håber at kunne veksle til ussel mammon.

Det uheldige var så, at kendte og ukendte danskere åbenbart ikke er tilstrækkeligt interesseret i at møde fx Tori Spelling til at efterkomme invitationerne, og at pressen heller ikke møder op. Tori Spelling og hendes slags har åbenbart ikke den store interesse her, og hvorfor skulle hun også have det.

Der var et eksempel på, at Tori Spelling og hele hendes familie var kommet ind i en luksusbutik og havde fået ting til hele familien uden at betale. Hun og hendes agent troede åbenbart, at hun skulle modtage betaling for at modtage gaver for mange tusinde kroner. Synd, at det ikke lader til at være muligt at retsforfølge både klienten og “agenten”, da begge er ude efter penge for ingenting, hvilket kunne være et andet navn for tyveri.

Illeborg gjorde sig de hæderligste anstrengelser for at få “agenten” til at stille op til et interview, men det lykkedes kun over telefonen. “Agenten” lovede guld og grønne skove mht. at betale alle de penge, han har lånt af forskellige mennesker, tilbage med det første, og tilføjede, ikke uden en vis bitterhed, at han aldrig havde tjent noget på at få “celebrities” til Danmark, og at danskerne er primitive og overhovedet ikke forstår, hvordan det foregår i Hollywood.

Så var det lige, jeg tænkte, at det måske er godt at være lidt primitiv. Det er godt, at man har en forventning om, at folk betaler for deres varer, uanset hvem de er. Det er godt, at kun meget overfladiske mennesker vil løse billet for at kunne blive set sammen med Tori Spelling eller en af de andre nu 45-årige teenagere. Det er godt, at vi ikke umiddelbart køber den med, at man skal kunne leve af bare at være berømt. Sådan har de det åbenbart ikke ovre i Trumpistan, men dem om det.

Personligt skal jeg græde tørre tårer, hvis Tori Spelling, Carmen Electra, Spice girls og alle de andre has-beens bliver, hvor de er.

2. april 2010

Advarsel mod M1

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 14:05

Mobil-“firmaet” M1 forsøger at tage røven på sine kunder! De giver “gratis” abonnementer væk, og lige pludselig og uden varsel påstår de, at det koster penge, hvis man ikke har brugt kontoen!

Det er deres gratis50 abonnement, jeg har haft problem med. Jeg modtog simkortet for nogle måneder siden, men jeg har aldrig haft brug for det. Og nu skal det lige pludselig koste penge, at jeg ikke har brugt det. Da jeg fik mail om det i går, troede jeg faktisk, at der måtte være tale om en aprilsnar, men nej! Så hold jer endelig væk fra dem.

Pas på mobil-“firmaet” M1

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 13:54

Jeg troede faktisk, der var tale om aprilsnar, da jeg i går modtog en mail fra M1 om, at min konto burde optankes. Jeg havde næsten glemt, at jeg havde et abonnement hos dem, for de er ikke min normale udbyder. Men vi havde en gammel mobil, som vi godt ville have til at ligge i bilen for en sikkerheds skyld, og til den havde jeg anskaffet en såkaldt gratis50 fra M1. Jeg havde selvfølgelig læst betingelserne igennem og sikret mig, at der ikke var noget gebyr for ikke at bruge telefonen. Hele øvelsen skulle altså være gratis!

Men nej. I går skyldte jeg svindelfirmaet 12 kr., påstod de. Det brokkede jeg mig så over. Nu i dag skylder jeg dem 14 kr., påstår de. De påstår endvidere, at de har sendt mig en mail om, at der ryger et gebyr på, hvis man ikke bruger nummeret mindst en gang om måneden, startende 1/4, og at den mail er tilstrækkeligt varsel i henhold til dansk lov! Jeg har ikke modtaget sådan en mail og kan ikke se spor af den, hverken i min egen mailbox eller i min indbox på min side hos M1.

Jeg har selvfølgelig udfyldt min opsigelse og sendt den af sted. Jeg ville bare lige advare mine læsere mod at involvere sig med dette “firma”. Gebyr for ikke at bruge abonnementet! Hvad bliver det næste? Skal vi til at betale kejseren af Kina for, at vi kan få lov til at trække vejret?

Update: Jeg gjorde det, at jeg lagde frimærker til en værdi af det “mellemværende” M1 mente, at vi havde sammen med opsigelsen. Her bagefter kan jeg så se, at min saldo er gået i nul. Jeg ved ikke om det er helt efter bogen, men jeg er rimeligt tilfreds med udkommet. Og ja, jeg har snittet mig bag øret, at hvis nogen påstår, at noget er gratis, så er der grund til at være mere på vagt end ellers.

Ældre indlæg »