Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

28. januar 2013

Kan ikke en gang være miljøvenlig!

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 18:01

Min husbond og jeg havde været så snedige at bestille tid hos tandlægen i dag kl. 10. Så kunne vi klare begges bisser på en køretur. Men desværre måtte jeg ringe afbud. Jeg talte i den store, hvide telefon det meste af natten og så er man ikke mange sure sild værd bagefter. Nå, men det kan da være, at min erstatningsaftale, som jeg ikke har lavet endnu, kan kombineres med noget andet. Eller også er jeg så frisk til den tid, at jeg kan gå/cykle derhen. As if!
Lang telefonsamtale
Så er vi nok sejlet temmelig tæt til grænsen for, hvad der kan blogges om. Men det knytter sig til det lille sub-tema om, at der ikke bruges ret mange glansbilleder her hos mig! Og så er det faktisk brandhamrende uretfærdigt, at man skal føre den slags samtaler uden forudgående festligheder.

28. januar 2010

Led dato

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 14:08

Der er datoer, som man ikke husker for det gode. En af “mine” er mandag d. 13. november 2006. Flere forskellige rædsler udspillede sig den dag, en af dem var, at jeg skulle have min kat aflivet. Det var første gang, jeg har haft ansvaret for at få den slags gjort, og det kom som noget af et chok. Jeg havde været til dyrlægen med ham om fredagen, hvor der blev taget blodprøver, for dyrlægen kunne ikke umiddelbart se andet, end at katten havde det skidt. Over week-enden fik han det værre, og om mandagen behøvede jeg ikke at få resultaterne af blodprøven for at konstatere, at han ikke mere var for denne verden.
Pinhead
Der var andre rædsler den dag, men dem skal jeg forskåne jer for. Hvorfor kommer jeg så til at tænke på den lede dato netop i dag? Jo, for jeg skulle også have været ved tandlægen den dag, og på grund af det generelle kaos fik jeg ikke ringet afbud, og faktisk har jeg ikke været hos tandlægen siden, indtil i dag. Nu har jeg heldigvis stærke bisser, så jeg er næsten sluppet godt fra det, men i tirsdags knækkede jeg et stykke af en af mine visdomstænder og fik derved en grim, skarp kant i munden, som tungen ikke kunne lade være i fred, plus at jeg ikke var helt sikker på, hvad der egentlig var sket, og derfor fik jeg så en tid hos tandlægen i dag. Jeg fik skiftet en plombe, og jeg har meldt mig ind i folden igen. Det er nok trods alt bedre at få bisserne checket og renset regelmæssigt, så man kan tage revner og den slags i opløbet. Hvis man går mig på klingen, har jeg hverken lyst til at få gebis eller rende rundt med sorte tandstumper, der gør nas.

« Nyere indlæg