Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

20. september 2016

Dryp, dryp, dryp …

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , , , — Henny Stewart @ 9:42

Det har været en af de nætter, hvor jeg ikke faldt i søvn før halvfem. 4 timer senere bliver jeg vækket af overfrisk gemal. Han har været på sygehuset og fået taget et røntgenbillede. Han er et af de mennesker, der frisker op bare ved tanken om kontakt med sundhedsvæsenet, forstå det hvem der kan. Nå, men jeg skulle vækkes. Han har opdaget et lækkende vandrør på badeværelset, og så skal der selvfølgelig tilkaldes en blikkenslager. Hvem skal gøre det? Ja ikke ham, der taler bedst engelsk, i hvert fald. Og hvem skal sidde og vente på blikkenslageren, mens overfriske gemal tager sig et velfortjent hvil oven på kontakten med sundhedsvæsenet? Ja, det skal hende, der sidder og skriver blogindlæg.

Hjææælp, der skal komme fremmede mennesker ind i huset! Her ser ud! Nu ved man jo aldrig, hvor længe man kan komme til at vente på sådan en vvs’er, så det ville måske have været et bud på passende forholden sig, at man gav sig til at gøre rent? Tjah, jeg ved sq ikke, hvor jeg skal begynde. Min husmoderlighed har alle dage kunnet ligge på et meget lille sted. Ja, til tider har jeg helt mistet den. Jeg har aldrig fået lavet mig en plan eller et skema, jeg kunne gå frem efter. Halløj, det var skisme da en smart idé, den vil jeg se at få sat i værk med det allerførste. Desuden synes jeg, det ville være mere pinligt at blive taget med hænderne i gulvspanden i et krampagtigt forsøg på at få det hele til at se normalt ud. Så er det bedre at sige til vvs’eren, at han bare skal lade skidtet ligge. Sådan nogle mennesker ser nok lidt af hvert.

Nå, så ringede det på døren. Mindre end en times venten. Det går hurtigt her i Bagterp. Han gik igen med det samme, han skulle ud og lukke for hovedhanen uden for. Jeg håber, han selv ved, hvor den er, for der er jeg (også) blank.

Jeg håber, at det hele kun er en lille ting, for vi har knap råd til at få hele rørlægningen skiftet. Eller det måtte man i givet fald tage sig råd til, men det ville være en træls udgift. Der er sandelig altid nogen eller noget, der godt vil hjælpe til, hvis vi skulle have svært ved at få efterlønnen og mandens kvarte pension formøblet.

Dryp, dryp, dryp. Det kan blive dyrt …

6. september 2016

Pinligt og uværdigt

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 19:22

Det er, hvad det er, når man står i aftenshowet og diskuterer, om det er rimeligt at bruge penge på at få besøg af dronningen eller ej.

Brug pengene, eller lad være, men lad være med at snakke så meget om det! Det er pinligt! Tænk, ville man gøre det samme, hvis man skulle have gæster hjemme i privaten? Der skal måske investeres i en støvsugning og en ny pære i lampen i entréen, vil man så også forelægge sine gæster en liste over udgifterne, en regning ligefrem?

Jeg er sikker på, at Dronningen er ret lige glad, hvor mange hundrede tusind kroner, de enkelte byer har ofret på hendes besøg. Hun kan ikke tage det med sig alligevel. Hvad der derimod sker, er at når der bliver ryddet op, malet og gjort ved til et dronningebesøg, så får beboerne stor glæde af det bagefter. Der er ikke noget forkert i, at man ønsker at ens by skal tage sig bedst muligt ud under et besøg af majestæten, og med mindre der er tale om opførelse af regulære potemkinkulisser, så kan sådanne forbedringer kun være til det fælles bedste.

Nej, jeg er ikke glødende royalist, heller ikke det modsatte. Jeg synes, Dronning Margrethe gør det godt, og det burde man påskønne, snarere end at have disse trælse, offentlige diskussioner af økonomien omkring hendes besøg.

30. maj 2013

Passagerer

Filed under: Blandet — Tags: , — Henny Stewart @ 15:42

Set i bakspejlet
Besætningen, dvs. kattene har fået blinde passagerer såvel inden- som udenbords. Derfor gik turen i dag til dyrlægen og apoteket. Små 1500 kr! Også noget, man skal tænke på, før man anskaffer misser. Man skal regne med denne udgift mindst en gang om året, sandsynligvis flere. Nu er det så ikke alle, der har 5 katte plus en på kost, men sådan er det gået hen og er blevet her.

Da det så blev tid til at købe ind til de tobenede, var jeg gået tør for luft og inhalatoren lå desværre derhjemme, så jeg fik lejlighed til at sidde og lege lidt med kameraet ift. bakspejlet, mens gemalen tog sig af at handle ind. Nu må man så håbe, at han har gjort det ordentligt.