Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

5. april 2013

Blutuus og totskærm

Filed under: Blandet — Tags: , — Henny Stewart @ 20:21

Touchskærm og BlueTooth
Det ligger mig egentlig ret fjernt at skulle beskytte det danske sprog mod angelsaksisk indflydelse, det tog har vist allerede forladt perronen, men overskriften hentyder til et par eksempler, der altså bare ikke går på dansk, fordi normale danskere ikke kan udtale disse ord rigtigt i en dansk sammenhæng.

Jeg foreslår derfor, at vi gør noget ved det for at forhindre os alle sammen i at få tåkramper flere gange daglig. Blutuus [Bluetooth] er meget nemt klaret. Hvad med, om vi kaldte den Blåtand? Det er jo en nordisk opfindelse og den er opkaldt efter Harald Blåtand. At denne så ikke havde blå tænder er måske indhold i et andet indlæg, men Blåtand her i mandens fædreland burde altså ligge lige til højrebenet.

Totskærmen [TouchScreen] er straks meget værre. Totskærm duer simpelthen ikke. Der er sq ikke totter på sådan nogle skærme, så gode forslag modtages! Berøringsskærm? Måske ikke. Trykfølsom skærm? Føleskærm? Ja, jeg ved det ikke. Men de der totskærme bør forsvinde fra sproget.

Så er der en reklameforfatter, der vil skabe et problem med HD-kanaler. De er til gengæld ikke noget problem. Ingen normale mennesker ville finde på at udtale dem som Head-kanaler. Lige så lidt som man vil sige “stoget” om “s-toget”. Jeg har i øvrigt kendt en person, der sagde “stoget”, men han gjorde det kun en gang, og han havde en vældig god undskyldning.

13. juli 2009

Hilsen fra Vietnam

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 14:56

Sådan en fik jeg i dag, i form af et postkort forestillende indgangen til det centrale marked i Saigon, også kaldet Ho Chi Minh City, eller rettere Thành phố Hồ Chí Minh. (Her mangler måske indtil flere af de seks tonetegn, som det vietnamesiske sprog betjener sig af. Jeg har aldrig rigtig fået lært, hvor eller hvordan, de anbringes og jeg har heller ikke rigtig sat mig ind i, hvordan man evt. får pc’en til at sætte dem ind, selv om det uden tvivl kunne lade sig gøre, evt. via charmap.exe.)

Det centrale marked i Saigon

Man kan ikke beskylde dem for at have sparet på farverne! Men nu er farverne noget mere dominerende i et tropisk klima, end hvad vi er vant til her. Kortet kom fra en af mine kursister, der afsluttede sin danskuddannelse her i juni og nu er på ferie med familien i Vietnam. Hvis du ser dette, Bich, så tak for kortet!

Men tilbage til det med tonetegnene. De er særdeles betydningsbærende, så hvis man vil lære vietnamesisk, er det aldeles nødvendigt at lære dem. Et enkelt tonetegn kan være den eneste forskel på ordet for kødpølse og ordet for jetjager, så vidt jeg nu har forstået det.

Der er som sagt 6 styk:

  1. ´ opad
  2. ` nedad
  3. ~ glidende
  4. ? spørgende (placeres over en vokal og har ikke en prik)
  5. ^ det lille tag aner jeg ikke, hvad gør, og endelig er der et
  6. . ikke et punktum, men tonetegnet for dyb tone, der placeres under en vokal.

Så vidt, så godt. Danskere besværer sig ofte over, at asiater, der lærer dansk, har en dårlig udtale. De skulle lige prøve at tilegne sig lidt af det ovenstående cirkus og se, hvordan deres udtale blev!

Ellers er vietnamesisk et analytisk sprog. Det består udelukkende af enstavelsesord, der så kombineres til det ønskede. F.eks. hedder verbet at køre lai xe. En cykel hedder xe dap, en bil xe hoi, et tog xe lua og sådan kunne man blive ved. En ting betegnes ved ordet cai. På den måde får man et bord=cai ban, en stol=cai ghe osv.

Jeg har undervist vietnamesere i dansk i snart 25 år nu, og det er da lykkedes mig at lære nogle få ord, fortrinsvis substantiver, men at tale vietnamesisk kommer jeg aldrig til. Heldigvis er de fleste af de vietnamesere, jeg kender, høflige mennesker, der ikke griner ret højt, når jeg udtaler forkert. F.eks. hedder “gris” con heu og udtrykket “jeg forstår ikke” không heu – i min udtale bliver det fuldstændig ens.