Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

14. marts 2018

Netflix

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , — Henny Stewart @ 16:01

Vi har jo investeret i denne streamingtjeneste, og vi er da også glade for den, fordi der er mange interessante film og serier der. Men der er altså også plads til forbedringer:

  • Menuerne lader meget tilbage at ønske. Når man en gang har set lidt på noget og konstateret, at man ikke gider se det, burde det være muligt at fjerne dette emne fra diverse lister, så man ikke skal vade igennem det samme skidt igen og igen.
  • De oversætter de fleste titler på film og serier til dansk. Fint nok, men så burde de altså også skrive, hvilket sprog filmen eller serien er på. Jeg gider simpelthen næsten aldrig se noget, hvor jeg er afhængig af undertekster. Jeg sidder nemlig ikke med øjnene klistret til skærmen 100% af tiden. Der skal også strikkes, snakkes med kat, eller noget andet samtidig. Derfor er japanske serier ikke noget for mig. Ej heller sydamerikanske “telenovelas”. Faktisk ville jeg gerne bede om en indstilling, så jeg kunne sortere sådan noget fra på forhånd. Mine ører forstår det ikke.
  • Jeg er heller ikke spor tilfreds med Netflix’ ratingsystem. Hvis jeg kun har set et minut af en film, så skal de altså ikke tilbyde mig andre film på baggrund af det. Der er tale om et fravalg, når man ikke ser noget til ende. Desuden er deres procentvise anbefalinger helt ude i hampen. Der findes bedre algoritmer for den slags. Hvis Google kan finde ud af sende ur-reklamer til mig i ugevis, bare jeg har tænkt på et ur, så burde Netflix’ anbefalinger altså kunne laves mere relevante. Hvad med at lade brugerne manuelt rate det, de har set? Oops, sådan var det en gang. Hvorfor hulen er man så gået væk fra det system?

17. marts 2013

Lidt om underholdning

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 16:48

Vores kabeltv har som regel en prøvekanal eller to. I øjeblikket er vi så heldige, at vi har BBC entertainment. Heldige og heldige, der er nogle shows, der virkelig ikke er værd at se, og der er også alt for mange genudsendelser, men bortset fra det, så kan de englændere altså noget, når det gælder at lave tv. Et af de shows, vi ofte lader os underholde af er “QI” med Stephen Fry som den overkloge programleder og Alan Davies som hans absolut ikke ret kloge sidekick. Der er så altid 3 deltagere mere og de diskuterer emner, som nogen har bestemt er “Quite Interesting”. I dag kunne vi bl.a. høre, at de Olympiske Lege tidligere havde omfattet både poesi, maleri og sågar byplanlægning. Det sidste skulle have været en olympisk disciplin helt frem til 1948!

Så er det jeg spørger, hvorfor har de dog afskaffet det? Ja, altså ikke specielt byplanlægningen, men de andre kunstneriske discipliner? Hvis det handlede om lidt andet end sport, kunne det da være underholdende for en meget større gruppe end sportsnørder. Folk, der dyrker sport fra en lænestol, har jeg nok ikke den helt store respekt for, og mht. til sport, har jeg det sådan, at det er en af de (mange) ting, der nok er sjovere at være med til end at være tilskuer til.

Lidt i samme boldgade: I øjeblikket ser vi en meget interessant udsendelse om opera på SVT2. Man har sportskanaler (ser dem ikke), nyhedskanaler, dyrekanaler, kanaler, der udelukkende viser programmer, der omhandler papsøm ol. Hvorfor ikke en operakanal? Eller en balletkanal? Det ville mange mennesker finde virkeligt underholdende, og det er da ikke mere nørdet end så mange af de andre ting, der nu får lov til at have en egen kanal.

I den forbindelse kan jeg jo lige så godt indrømme, at jeg er stærk modstander af diverse børnekanaler. Børn skal naturligvis have lov til at se programmer, der er specielt henvendt til dem, men de skal gerne udsættes for en blanding af mange forskellige slags kultur, synes jeg. F.eks. kunne det være, at nogle børn ville elske at høre opera eller se ballet, og ikke kun hæslige maskinelt fremstillede tegnefilm eller mennesker i mærkelige udklædninger, som f.eks. hr. Skæg. Jeg finder det mere end en anelse dystert, at børn skal lære at holde af en figur som hr. Skæg. Nå, nok om den ting!

I det hele taget er det måske for meget at forlange kvalitet af tossekassen, men når man ser, at det faktisk er muligt, så er det ærgerligt, at det ikke sker noget oftere!

16. juli 2010

Godt, man ikke bor der!

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 22:18

Sidder her og er faldet i en Barnaby med reklamepauser. Jeg kan ikke lade være med at være taknemmelig for, at vi ikke bor i Midsomer eller omegn. Aldrig så idyllisk, kagedåse-agtigt engelsk det hele er, så må det være noget nær verdens mest kriminalitetsplagede sted! I hvert eneste afsnit bliver der myrdet en 5-6 personer, og desværre er det stedlige politi ikke for vakse, når det gælder kriminalpræventive tiltag. Barnaby og Co. kommer desværre ikke på banen, før folk er kommet af med livet.

Men underholdende er det nu alligevel!

Her kommer et helt umotiveret blomsterbillede:
Buket

Ældre indlæg »