Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

1. juli 2013

Hå do wåt i Hobro?

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 19:01

Hobro Sygehus
Ja, det har jeg så i hvert fald nu. Jeg skulle have en gastroskopi og en koloskopi i fuld bedøvelse, og den slags foregår åbenbart i Hobro. Jeg skulle møde kl. 9, så vi kørte af gårde kl. 7. Det havde nu ikke været nødvendigt, idet turen ad motorvejen kun tog godt en time. Men det er jo rart at være i god tid og rigtig skidt at komme for sent, så derfor.

Jeg blev installeret på en stue, hvor jeg kunne konstatere, at Hobro Sygehus har skidengrønne sengegavle, hvor Ålborg Sygehus har blå, men ellers er der ikke meget forskel. Jeg fik udleveret hospitalstøj og fik at vide, at det ikke hastede med at komme i det, idet jeg sandsynligvis ikke kunne komme til før til frokost. I løbet af formiddagen blev jeg spurgt ud af en sygeplejerske og to læger. Hen ad middagstid iførte jeg mig så hospitalsviklers og krøb i seng, idet jeg regnede med, at der snart skulle til at ske noget. Jeg tændte for fjernsynet og faldt i søvn. Kl. 13.30 vågnede jeg igen, og kl. 2 blev jeg så kørt til operationsbordet og blev bedøvet. Ved tretiden vågnede jeg op og fik som sædvanlig iltmåleren til at bimle. Den der saturation har jeg altid problemer med, efter en bedøvelse. Lidt før fire blev jeg kørt på afdelingen og efter at have spist en sandwich og drukket en kop kaffe, snakkede jeg med en læge, der sagde, at alt så ud, som det skulle. Detaljerede prøvesvar får jeg senere. 20 minutter i fem var vi klar til at køre hjem igen. Nede i forhallen har de et billede, som må være en trøst for nordjyder, der strander på Hobro Sygehus i flere dage:
Mårup kirke
Et maleri af Mårup kirke. Kunstneren hedder åbenbart “Brøndum”. Vedkommende har ikke været inde under min radar før.

Om motorvejen på kontinentet kan man sige, at den ligner motorvejen i Vendsyssel. Blot har de flere og tungere kraftkabler over det hele.
Syd for fjorden

6. juni 2013

Sikken thriller, eller hvad?

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: , , , — Henny Stewart @ 15:01

Disclaimeren hives frem. Endnu et indlæg om sygdom.
Endnu en rododendron
Det var så i dag kl. 13, jeg var dobbeltbooket, dels skulle jeg have været til møde på jobcentret, dels fik jeg min aftale med Gastroenterologisk Ambulatorium rykket frem fra 10. oktober til netop 6. juni kl. 13. Sagsbehandleren mente absolut, at kirurgerne skulle gå først, så derfor bevægede vi os mod Aalborg med manden bag rattet, som sædvanlig.

Jeg forventede, at min praktiserende læge havde været i kontakt med ambulatoriet på mine vegne, og at det var derfor, de ville se mig. Det var det så kun delvis. Der var ikke tale om, at jeg skulle have buksevand, fordi jeg havde “sladret”. Tværtimod. Jeg skal nu henvises til en colonoskopi. Det er også en kikkertundersøgelse af tarmene, men ikke gennem munden. Så er I med, ikke? Da jeg har en bekendt, der har præsteret at skrige sig gennem sådan en undersøgelse, selv om hun er dobbelt så sej som jeg, har jeg insisteret på, at det skal ske i fuld narkose. Jeg fik lægen gjort det begribeligt, at jeg er kronisk pylret, ikke kan lade være med at være det, og at de lige som ved sidste gastroskopi ikke vil få set det de skal, fordi jeg vil vride og vende mig og udsætte folk for flere decibel, end der er tilladt på arbejdspladser. Det kan vi ikke klare her, sagde lægen så. Det må blive i Hobro. Fint, sagde jeg. Hobro er en udmærket by, så vidt jeg er orienteret. Han kunne have sagt København, New York eller bagsiden af månen. Uden bedøvelse, ingen colonoskopi! Grunden til alt dette er, at mine smerter kan skyldes betændelsestilstande i tarmene, men man kan ikke begynde at behandle sådan nogle, før man ved, om det faktisk er det, der er tale om.

Da så smerte og eksplosionsemnet var uddebatteret, tog vi fat på “Har Henny kræft endnu eller hvad?”-spørgsmålet. Jeg fortalte så, hvordan min sagsbehandler havde spurgt osv.. Efter den udmærkede, og meget flinke, læges mening, er det ikke noget, man skal spørge om. “For hvem kan svare på det?”. Han forklarede også, hvordan synsningen ang. kemo eller ej efter min type operation fungerer: Hvis der udtages mange lymfeknuder med snask i, skal man selvfølgelig have kemo. Hvis der ikke er snask i lymfeknuderne, skal man nok ikke. Men der vil være en vis grad af randomisering og synsning involveret. De folk, der ikke får kemo, men får tilbagefald, skulle nok have haft kemo. Om de folk der får kemo, og alligevel får tilbagefald, kan man sige, at det ikke virkede. Om de der får kemo, men ingen tilbagefald, kan man sige, at kemoen muligvis har virket, men det kan man ikke vide! Alt det der synes jeg faktisk giver ganske god mening, og jeg ville ønske, at den første læge havde forklaret mig det på den måde. Så ville jeg have forstået, at der er tale om, at man tager en kalkuleret risiko, fordi man har ganske gode kort på hånden. Så fik lægen i øvrigt også flettet ind, at hvis jeg ikke havde fået den operation, så havde jeg ikke været her i dag. Jeg fik det ikke skrevet med i første omgang, af en eller anden grund.

Jeg fortalte lægen, at min egen læge har henvist mig til ct-skanning. Der blev han nærmest vred. Han synes, det er tåbeligt, idet en ct-skanning ganske rigtigt giver et billede af hvad man har på en given dag. Men man kan i og for sig godt have haft cancer dagen før og såmænd også have det dagen efter, at en skanning viser, at man ikke har kræft. Det får så være. Jeg har ikke tænkt mig at afblæse skanningen. Basta.

Ellers var jeg godt tilfreds med dagens konsultation, [op på sæbekassen]hvor jeg også fik tilføjet nogle rettelser til notaterne fra sidste konsultation … Jeg er møgtræt af, at de laver fejl i journalerne. I 99% af tilfældene er det sikkert “lige meget” eller i hvert fald ikke fatalt, men i den sidste procent kunne det være et spørgsmål om liv og død eller i hvert fald en risiko for en alvorlig fejlbehandling. Hvis jeg var sygehusdirektør, ville der falde BRÆNDE ned, når der blev påvist fejl i notaterne. Det er sikkert fordi lægernes arbejdsbyrde er for stor, men så måtte de anvende noget moderne teknologi og ansætte nogle skrivere eller hvad ved jeg, for det er sq vigtigt, at man kan regne med det, der står i journalerne![/Ned fra sæbekassen igen]. En anden grund til min tilfredshed er, at min vægt ikke blev diskuteret. Den kan jeg godt selv passe!

Jeg blev igen gjort opmærksom på, at jeg nok vil vedblive at have nogle bivirkninger fra operationen. Det accepterer jeg. Men jeg accepterer knageme ikke, at disse bivirkninger fylder det hele. Det gør mig faktisk stiktosset, for jeg vil stadig have mit liv tilbage!

6. september 2012

Ræd, bange, pylret, hundeangst!

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 17:53

Ja, sådan er jeg også. Ikke spor sej, når det gælder kontakten med vort kære sygehusvæsen. I går var jeg til indledende øvelser, såsom journalskrivning ad 3 omgange, først med en almindelig læge og en sygeplejerske. Derefter med to anæstesilæger. Så skulle der tages et antal blodprøver. Hende, der gjorde det, var heldigvis meget dygtig. Nogle gange ser min arm ud som en blodpølse, når de er færdige. Denne gang er der kun et lille bitte blåt mærke. Jeg skulle også have taget blodtryk, dette var for højt, og det har det været et stykke tid, selv om jeg får medicin, der skulle regulere det. Men det var dog ikke faretruende højt, og hvis man trækker den “hvide kittel faktor” fra, var det vist nærmest normalt. Så skulle der også tages hjertekardiogram, og det gik hurtigt og nemt.

Hele seancen derude tog godt 3 timer, idet der selvfølgelig er ventetid hvert sted, man skal ind. I dag fik jeg et ildebefindende på arbejdet, og jeg er ret sikker på, at det var en reaktion på alt “krodseriet” i går. Det er uhyre anstrengende at spille tapper og rolig, når man i virkeligheden er som i overskriften.

Hvorfor så alt dette påstyr: Jo, jeg skal med regelmæssige mellemrum have foretaget en gastroskopi. For de uindviede kan jeg fortælle, at det består i, at man sluger en slange på ca. en centimeters tykkelse. På enden af slangen sidder der et kamera, og lægen kan udtage prøver af spiserører, mavesækken, tolvfingertarmen, eller hvad der nu måtte være brug for. Når man læser sygehusets brochure om om proceduren, er det hele meget underspillet. Som om det bare er noget, man kommer ind fra gaden af og får foretaget og så skynder sig tilbage til sin daglige dont igen. MEN: fordi jeg nu er, sådan som det er antydet i overskriften, så oplever jeg lige præcis den undersøgelse som et rent helvede. Det føles som en blanding af at blive kvalt og at kaste op. Vælg selv! Det tager meget længere end de 2 minutter, de praler med, og jeg får små blodudtrækninger (petekkier) i ansigtet i flere dage efter indgrebet. Præcis, som hvis man har ligget og kastet op et par timer…

Med dette in mente havde jeg egentlig bestemt, at jeg ikke ville have undersøgelsen mere. Specielt siden ingen kan fortælle mig, hvad der er muligt at gøre ved det, hvis de rent faktisk skulle finde noget ondartet dernede. (Jeg har Barrett’s Oesophagus, sår i mavesækken og tolvfingertarmen, samt glidebrok ved spiserørets overgang til mavesækken. Det er en gang vedtaget, og det lever jeg så med, så godt det nu kan lade sig gøre). Nå, men jeg lod mig overtale til at få lavet en gastroskopi igen. Jeg bad så om at få den foretaget i fuld bedøvelse. Derfor de mange indledende øvelser i første afsnit.

Så vidt, så godt. Men i og med, at jeg fik at vide, hvordan man ville bære sig ad med at lægge mig i fuld narkose, nåede jeg også at blive bange for det. Så nu er der tre ting at være hundeangst for: Bedøvelsen, undersøgelsen og udfaldet af undersøgelsen.

Shakespeare sagde engang: “Vi skylder alle Vor Herre en død.” Det er da også rigtigt, men behøver det være lige nu, og man behøver vel ikke ligefrem glæde sig til den. Faktisk har jeg rimeligt ondt af mig selv, men det fremgår vist af ovenstående.

Jeg håber, vi ses på den anden side, hvor det så måtte være.