Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

14. februar 2013

Karma? Livrem eller ej? Herremode?

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 0:41

Mens jeg stadig underviste udlændinge i dansk, brugte jeg tit hurtige tegninger på tavlen til at illustrere et eller andet. Det kunne være et ord, der ikke stod i ordbogen, et eller andet ordsprog, som f.eks. “gulerod eller pisk”, et udtryk, der var meget populært i socialpolitikken under den forrige regering. Det er det i praksis også under den nuværende, nå men det var ikke det, jeg ville skrive om lige nu. Et af de senere års “glansnumre” var noget i retning af dette:
Calvin Borg
Som man forhåbentlig kan se, er det et indlæg om moden for unge herrer. Meget lavthængende bukser, så man er nødt til lave en underligt skrævende gang for overhovedet at få dem med sig. Man skal kunne se mærkevareunderhylerne og numsen i dem. Denne tegning kunne f.eks. indgå i diskussioner om dress code eller mangel på samme, hvor mange kursister havde nogle ret stærke meninger. Selv fatter jeg ikke denne mode og havde overhovedet ingen kvaler ved at gøre så meget grin med den som vel muligt.

Nu er jeg så blevet delvist ramt af karma. Jeg har tabt mig noget. Bevares, jeg er ikke i nærheden af at være slank, slet ikke. Men mit indre register over, hvilke bukser, jeg behøver bælte i, og hvilke ikke, passer ikke længere til virkeligheden. Derfor har jeg for nyligt været ude i det offentlige rum og måttet “diskret” trække op i permissionerne for ikke at risikere at komme til at ligne en af de unge, jeg gjorde nar af før i tiden. Jeg har så ikke mærkevareunderhylere, men heldigvis er de fleste af mine toppe ret teltagtige, så jeg blev ikke afsløret lige med det samme.
Livrem eller ej?
Så en af dagene skal jeg altså til at lave om på min tøjstatus. Det bliver nok ikke nødvendigt at købe nyt. Jeg smider jo aldrig noget ud, så jeg skal bare finde noget af det kluns, der passede for nogle år siden. Indtil jeg har gjort det, må jeg hellere spille sikkert og sige: Altid livrem. Helst også seler, men sådan nogle har jeg ikke!

Jeg kan se, at min underbevidsthed ikke regner med, at jeg skal undervise igen. Det vil overbevidstheden, hvis jeg har sådan en, altså også gerne være med til at bestemme.