Det viste sig at være en af de der mindre smarte dage, hvor mutter måtte gå på langs, medicinere sig og ellers tage en slapper. Der er visse egenskaber ved den slags dage, som jeg ikke skal komme nærmere ind på her, men lad os bare sige, at det er et vink med en vognstang om, at jeg ikke er færdig med at være syg endnu. Men i den situation synes de ældste af mine “børn” nu ikke, at jeg skal være helt Palle alene i verden:

De gør mig selskab, i en grad så der knap nok er plads til mig selv. Det er godt, at det kun er en minitablet, jeg har. Ellers var der ikke blevet plads til at blogge!