Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

21. august 2009

Det skulle være så godt

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 14:42

Eller det kan man i hvert fald læse her, hvis man altså vil komme stressen i forkøbet, at bevæge sig ud i naturen. Jeg har oplevet mere end et træls symptom i ugens løb, så i dag efter arbejde gjorde vi netop det. Vi kørte ud i retning af Lønstrup og havde egentlig tænkt os, at vi ville en tur ned på stranden. Men man har som bekendt en holdning indtil man får en ny, så vi ombestemte os da bare. Før vi nåede Lønstrup, stoppede vi på Vennebjerg Bakke, hvor man godt nok har noget af en udsigt. Først er der selve Vennebjerg Mølle, hvor kunstneren Johs. Hofmeister i sin tid boede, I ved ham med “gasflaskerne” i bakkelandskaber:

Kigger man den modsatte vej, kan man se Rubjerg Knude fyr:

Der er også udsigt til pløjemarker med havmåger, plantage og græsmark med køer:

Man kan selvfølgelig også se selve Lønstrup by fra Vennebjerg Bakke, med den gule kirke, der erstattede Maarup Kirke i sin tid, som vartegn:

Jeg har cyklet op og ned ad Vennebjerg Bakke mange gange som barn og ung. Den er afgjort bedst at cykle nedad. Men jeg har tit nydt udsigten deroppe fra.

Nede i Lønstrup by er der stadig turistsæson. Da jeg var barn, var Lønstrup lidt træt, hvad angik turisme. Badehotellerne stod tomme og med smadrede ruder. Nu er det vel nærmest mondænt. Jeg kunne forestille mig, at folk, der har boet i byen hele deres liv, kan få så meget for deres huse, at de nærmest er tvunget til at sælge. Der er guldsmede, glaspustere, keramikere, kunstnere, modebutikker og hvad har vi. Jeg var ikke i shopping modus, så det sprang vi over, ligesom vi skippede stranden.

Så gik det hen og blev lidt overskyet, og jeg fik lejlighed til at tage et himmelfoto:

Alt i alt var det en tur på godt en time. Og jeg tror faktisk, at det hjælper lidt på de trælse symptomer at komme ud og se noget land. Nu har jeg så også blogget om det, fordi jeg kan, og fordi jeg synes, at der har været for få billeder på bloggen på det sidste.

27. februar 2009

Slap i koderne

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 12:10

Selv om det kun er knap en uge siden vinterferien, kunne jeg faktisk godt bruge en uge mere … Jeg gik hen og blev syg her midt i ugen og er egentlig stadig slap i koderne efter den omgang. Nu er det så heldigvis week-end, og om ikke andet kan jeg da få slappet lidt af.

Der var sådan set et par projekter, jeg godt kunne tænke mig at få startet her i week-enden. Det er dels at strikke en halsklud, den vil jeg nok kunne klare på et par timer, men jeg skal have indkøbt de helt rigtige materialer, og det ved jeg ikke rigtig, om jeg orker at få gjort. Jeg går også med en idé til et billede, jeg skal have malet, og jeg har i og for sig alt det nødvendige grej i huset, men jeg ved ikke rigtig – jeg har måske heller ikke helt energi nok til dét.

Desuden har jeg noget forberedelse, som jeg skal have lavet i week-enden. Det gider jeg bare helt sikkert ikke gå i gang med i dag.

Resultatet er altså indtil videre, at jeg sidder her med min PC og laver et blogindlæg. Ren overspringshandling. Men så har jeg da bevist, at jeg ikke er helt død endnu. Siden det nu er klaret, kan det være, at jeg skal følge kattenes eksempel og tage mig en middagslur …