Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

11. april 2010

Nationale symboler (politisk!)

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , — Henny Stewart @ 19:17

Nationalist er jeg ikke, og følgelig kan man vel sige, at det er lidt ligegyldigt med de nationale symboler. Alligevel har det virkelig generet mig at se, hvordan “Dansk” Folkeparti efterhånden har taget patent og monopol på alt, hvad der kan kaldes dansk, lige fra rødkål og flæskesteg henover Madam Blå, vikinger, franskbrød og wienerbrød, for slet ikke at nævne flaget, den lille havfrue, guldaldermalerne med samt alle fødelandssangene. Det er ikke alle disse ting, der er værd at gå op i eller kæmpe for, slet ikke, men mon ikke de skulle kunne tilhøre alle danskere, og ikke kun de xenofobe, der er ude efter lette svar på deres spørgsmål?
Franskbrød, wienerbrød, Madam Blå, viking og Dannebrog
Derfor skulle det glæde mig, hvis Socialdemokraternes nye kampagne for at tilbageerobre de nationale symboler ville lykkes. Nu er det ikke det vigtigste i den aktuelle situation, slet ikke, men lidt har også ret.

5. marts 2010

ABC i ord og billeder: X

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 21:06

Bogstav X er nok ikke det nemmeste. Der er ikke særlig mange danske ord, der begynder med x. Men jeg har nok længe været klar over, hvad jeg skulle skrive om, hvis jeg skulle lave et indlæg til bogstav x. Jeg har været i tvivl om, hvorvidt jeg i det hele taget skulle lave et indlæg, for der bliver tale om et indlæg, der dels er både seriøst og politisk, dels ikke kan illustreres, i hvert fald ikke af mig, og på den måde kan man sige, at indlægget ikke kommer til at passe særlig godt i ABC legen eller i min blog. Men det får så være. Jeg har besluttet mig!

X skal hos mig stå for xenofobi, fremmedhad. Jeg synes nemlig desværre, at dette dyr stikker sit grimme hoved op temmelig tit efterhånden. Her i landet har vi ellers slået os op på frihed for såvel Loke som for Thor, men alligevel er det blevet næsten stuerent at sige nærmest hvad som helst om muslimer. Selv politikere, der trods alt sidder i Folketinget, har ikke holdt sig tilbage. Jeg skal holde mig for god til at citere eller nævne dem ved navn, men heldigvis er en af de værste blevet meldt til politiet. Vi har trods alt love og regler om diskrimination her i landet. Stadig.

De deciderede udfald mod folk af anden hudfarve, kultur og religion er en ting. En anden ting er det, der efterhånden er indbygget i det officielle Danmark, i de regler, der efterhånden er bygget op. Tag nu f.eks. betingelserne for at opnå statsborgerskab: Man skal have en danskprøve på niveau med Prøve i Dansk 3 og en indfødsretsprøve. Indfødsretsprøven er ikke problemet. Nærmest enhver vil kunne lære det nødvendige stof udenad, sådan som prøven er skruet sammen pt., men danskkravet er et problem.

Når udlændinge starter på deres integrationsprogram, bliver de visiteret til en danskuddannelse. Analfabeter, latinske analfabeter og folk med meget kort skolegang fra hjemlandet bliver visiteret til Danskuddannelse 1, der afsluttes med Prøve i Dansk 1, der sammen med en engelskprøve (!) kan bruges til at søge permanent opholdstilladelse, når det nødvendige antal år er gået. Mennesker med 7-8 års skolegang fra hjemlandet bliver visiteret til Danskuddannelse 2, der afsluttes med Prøve i Dansk 2, der kan bruges til at søge permanent opholdstilladelse, men altså ikke statsborgerskab på. Mennesker med længere skolegang + uddannelse visiteres til Danskuddannelse 3, der afsluttes med Prøve i Dansk 3, der altså kan bruges til at søge statsborgerskab på.

Nu er jeg nok med på, at det er hensigtsmæssigt, hvis man skal deltage i demokratiet, at man både er i stand til at læse og skrive på et vist niveau, for ellers er man for nem at trække rundt i manegen, for nem at indbilde ting og sager. Men hør nu: Det er lige kommet frem, at 1 ud af 6 danskere heller ikke læser særlig godt, og man har vel ikke tænkt sig at tage stemmeretten, endsige statsborgerskabet fra dem? Der er ikke noget forgjort i, at man visiterer udlændingene ind på 3 forskellige danskuddannelser, for det er klart, at alle ikke kan nå det samme niveau på dansk. Slutniveauet er helt afhængigt af forudsætningerne, selvfølgelig. Men jeg mener faktisk, at det er en i systemet iboende xenofobi, der kommer til udtryk, når man på forhånd siger til visse grupper, at de ikke er gode nok til at blive statsborgere. Når de kommer i arbejde, er de jo gode nok til at betale skat!

Politikere taler meget om at bevare sammenhængskraften i samfundet. Noget, de i den forbindelse bl.a. lægger vægt på, er, at det er skadeligt, hvis der udvikles parallelsamfund. Det er sandelig også noget skidt, men det kan godt undre mig, at man ikke kan se, at man ved at stemple nogen som “ikke gode nok” til at blive danske statsborgere netop opfordrer til “dem og os”-tænkning og til dannelse af parallelsamfund.

Man kan jo bare se på U.S.A., hvor de sidst tilkomne indvandrere som regel er de mest patriotiske amerikanere.

Nå, dette var mit bud på bogstav X. Hvis du har holdt ud hertil, skal du have tak! Hvis du vil se, hvad andre har fundet på, kan du klikke her: