Så kom dagen, hvor de firbenede skulle til deres årlige 10.000 kilometers eftersyn. Selv om det jo er til “middernes” bedste, er det faktisk langt fra, at de er taknemmelige, de små snøbeler.

Første hurdle er at fange dem. Hvis man undlader at slippe dem uden for huset, er det ikke så svært. Vi havde ikke sluppet dem ud i dag. Næste hurdle er at få dem i hver sin kasse. Det hader de alle 3, på hver sin måde. Pushkin er stadig så lille, at man kan stoppe ham ind i kassen uden de store problemer. Olga er ikke vild med at skulle noget, der ikke passer hende, så der skulle to mand høj til at stoppe hende i, og det skete under store protester. Stoffer er panisk angst for at komme i kassen. Han klager sig og kradser og bider, og der skal et helt specielt trick til for at få ham i buret. Vi sætter det på højkant og putter ham i med bagenden først. Det er dyrlægens tip at gøre det på den måde, og det virker da også, men ikke uden blodsudgydelser, desværre.

I bilen hele vejen hen til dyrehospitalet sang de så trestemmigt…

Da det blev vores tur, valgte jeg at lade dem komme til efter anciennitet. Kortest anciennitet kom til hurtigst. Pushkin har måske nogle minder om, hvor han mistede kuglerne, for han hvæser og knurrer meget ildevarslende af dyrlægerne. I dag så meget, så han ikke engang blev vejet. Dyrlægen vurderede, at han nok ikke er for fed, og at han nok meget hellere ville tilbage i kassen igen. Han fik sit prik, dyrlægen fangede en loppe på ham, og så var det overstået. Olga besluttede sig til at være ladylike, så der var ikke det mindste pjat med hende. Hun har tabt 200 gram siden sidst, hvor det var, at de sagde, at hun var F-E-D. Hun vejer lige knap 2 kg for meget, og det er ret voldsomt, når man i alt vejer under 6 kg. Stoffer havde på dette tidspunkt sunget sig hæs og overgav sig mere eller mindre til undersøgelsen og prikket. Han har også tabt sig lidt, så vi undgik ufine kommentarer om omfang og sådan noget …

Alle tre havde fine bisser denne gang. Pyh, sikke en lettelse. Sidst fik de to store tandrensning, og det er både dyrt og besværligt. Vi fik besked på, at vi burde børste deres tænder. Men ånden er redebon og kødet er skrøbeligt: Vi fik indkøbt en tube kattetandpasta og tre babytandbørster, men så skete der ikke ret meget mere. Det var mig, der skulle stå for børstningen, åbenbart, og det var helt klart ikke noget, kattene nød. Det føltes som et overgreb hver gang, så jeg tror, vi opgiver det der med kattetandbørstning. Det er muligvis en efterrationalisering, men er det ikke også lige lidt for meget at børste kattenes tænder? De er da for pokker ikke mennesker, selv om de er vigtige medlemmer af familien.

Nå, men vi trænger vist til en illustration, så her kommer et billede af Olga, som jeg tog i efteråret. Det er taget med min relativt nyanskaffede prime linse, og det er det eneste nogenlunde skarpe skilderi, det er lykkedes at tage med den. Det er nok, fordi jeg ikke rigtig fatter den: